Hennesey Venom F5 slår ingen hastighedsrekorder lige foreløbig



Er du bare lidt interesseret i biler har du sandsynligvis hørt lidt om den nye Hennesey Venom F5, som angiveligt skulle kunne runde de eftertragtede 300 MPH eller 482 km/t. Det lyder måske ikke helt urealistisk med Koenigsegg seneste rekord på 447 km/t. Men lidt dybdegående journalistik fra amerikanske Jalopnik viser, at det måske i virkeligheden er markant svære end som så. Hvorfor? Svaret er dækkene.

På pressebillederne af bilen er den udstyret med Michelin Pilot Sport Cup 2 dæk, som er blevet udviklet specielt til Bugatti Chiron. De bliver på fabrikken testet op til 420 km/t, og har da også holdt til førnævnte hastighedsrekord, som blev sat for nyligt af Koenigseggs. På nuværende tidspunkt er disse de eneste offentligt kendte dæk, der kan håndtere kørsel på almindelig vej, og samtidig nå de ekstremt høje hastigheder. På trods af, at de er blevet udviklet til høje hastigheder, og benytter utraditionelle materialer, så betyder det ikke, at de kan nå de her 482 km/t, som Hennesey hævder.

Problemet er ren fysik. Jo hurtigere et dæk drejer rundt, jo varmere bliver det. Forholdet mellem hastighed og varme er eksponentielt stigende, hvilket betyder, at selvom dækkene blot skal klare en hastighedsstigning på 7%, så vil varmen og centrifugalkræfterne stige markant mere. Uden at begive os ud i kompliceret fysik, er der, ifølge Jon Walter, professor ved amerikanske University of Akron, som laver meget research inden for dæk, en række problemer, når man udvikler et dæk, der skal kunne klare høje hastigheder. Han siger (oversat og tilpasset af Bilbloggen.dk):

  1. “Varme er problemet for alle dæk – især dem der er lavet til at klare høje hastigheder. Hvis dækkenes temperatur overstiger vulkaniseringstemperaturen (normalt 165 – 175 grader) (punktet hvor dækket begynder at miste sin form – når det “smelter” i og for sig, red.) kan man forvente, at det bliver ubrugeligt.
  2. Letvægtskonstruktioner af dæk hjælper, som for eksempel brugen af kevlarbælter, skelet-opbygning og “tire-beads”, såvel som højt lufttryk i dækkene.
  3. Det er aero-dynamisk down-force ved høje hastigheder, der putter belastning på dækkene, ikke blot bilens vægt. På nogle F1-biler kan down-forcen være 3-4 gange så stor som bilens vægt.
  4. Centrifugalkræften, som får dækket til at strække sig, stiger to gange så meget som hastigheden, mens energien som dækket optager (og forårsager temperaturstigningen) stiger 3 gange så meget som hastigheden. Det vil sige, at hastighedsstigningen blot er 7%, så er stigningen af centrifugalkræften og temperaturene mange gange større.”

Joe Walters lille sammenfatning her, fortæller os altså, at et dæks temperatur ikke bør overstige 175 grader. Walters fortæller, at på trods af, at bilen er let, vil det ikke gøre den store forskel i forhold til det pres, der er på dækkene, og at de sidste 7% fra 447 km/t til 482 km/t, vil kræve et dæk, der, groft sagt, skal kunne klare temperaturer, der er op mod 343% højere end dem Michelin Pilot Sport Cup 2 dækkene kan klare.

Hennesey udtaler til Top Gear, at:

“Dæk er en begrænsende faktor for Bugatti, men vi ser det ikke som en begrænsende faktor for os. Når vi laver vores beregninger, ved vi, at vi ikke overbelaster [dækkene, red.]. Vi er ikke engang tæt på dækkenes maksimale kapacitet ved vores hastigheder.” 

Lad os lige slå fast hvad de siger: Michelin dækkene, der ikke kan nå 482 km/t, når de er monteret på en Bugatti Chiron, kan sagtens nå 482 km/t, når de sidder på en Hennesey Venom F5. En ret dristig påstand – hvis vi ellers antager at vores hastigheder omhandler de famøse 300 MPH. Især, når grunden, der bliver givet er, at Venom F5 er lettere. Med vores viden fra Joe Walters, bør der være nogle klokker, der ringer her. Down-force er den væsentligste faktor, og vægten vil være nærmest ligegyldig, da der under alle omstændigheder ved komme høj belastning på dækkene. Det reelle problem er som sagt hastigheden, som dækkene drejer rundt med.

Michelin har bekræftet overfor Jalopnik, at de ikke arbejder sammen med Hennesey, og, at de ser samarbejde med bilfabrikanter, som en kritisk faktor for at få hastigheder som disse til at lykkes. Og når Ian Coke, CTO for konkurrenten Pirelli, blev spurgt ind til faktorerne omkring dæk, svarede han meget lig Joe Walters:

“Vægt har intet at gøre med det. Bilens vægt er ligegyldig når man har spoilers, der skaber massive mængder af down-force. Det er i virkeligheden ikke belastningen på dækket, der er problemet, men temperaturen, der er den vigtigste faktorer. Efterhånden som temperaturen stiger, så vokser dækket faktisk. Igen, belastningen er ikke problemet. Temperaturen er problemet, og det ville være vores primære bekymring.”

Og når Ian Coke bliver spurgt lige ud, hvorvidt Michelin Pilot Sport Cup 2 dækkene kan nå 482 km/t – ligegyldig hvilken bil de var monteret på, var svaret: “Absolut ikke.” Her er det selvfølgelig vigtigt at huske, at han arbejder for konkurrenten til Michelin, men, der er vist ingen tvivl om, at han er skeptisk overfor hvorvidt det vil være muligt, og i hvert fald er sikker på, at Pirelli ikke har nogle dæk, der kan nærme sig de 482 km/t.

Så på trods af, at Hennesey hævder, at deres beregninger fortæller dem, at de selvfølgelig kan ramme 300 MPH, så møder påstanden skepsis fra kloge hoveder og ledende folk i dækbranchen – men måske de tager fejl. Måske kan den nye Venom F5 nå de magiske 300 MPH – men vi vælger at være skeptiske indtil andet er bevist.

Total
0
Shares
Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede artikler