Nyhed: Jaguar XF Sportbrake – Se den her



Med sin nye Jaguar XF Sportbrake har Jaguar forsøgt at skabe en bil, der er praktisk, uden at gå på kompromis med XF’ens sportslige karakter. Det har de blandt andet gjort, ved at beholde platformen som sedanen er baseret på. Det betyder at langt de fleste af de ydre mål er de samme på XF Sedan og XF Sportbrake. Taget er blot blevet forlænget, så bilen i stedet bliver til en stationcar, fremfor en sedan. Udover de 25 ekstra liter, som det tilføjer til sedan-variantens bagagerumskapacitet, så betyder det også, at der bliver markant nemmere adgang til det nu 565 liter store bagagerum. Lægger man sæderne ned udvides dette til 1.700 liter, hvilket svarer til, at du kan transportere 27.800 golfbolde når du skal ud i klubben. Ja, Jaguar går åbenbart ind for alternative måleenheder.

For at forsøge at give denne XF Sportbrake den samme dynamik og sportslige fornemmelse som sedanen, er den udstyret med fast affjedring forrest, men luftaffjedring bagtil. Dette er gjort for at sikre dynamikken, selv når der er fuldt læs, og burde også gøre livet en smule mere behageligt som passager. Skal man tro Car and Driver, er det ikke helt lykkedes, for som de siger med deres underoverskrift: “Great for Cargo, except When That Cargo Is Human”, så er den nye XF Sportbrake ganske god til at transportere ting, men åbenbart, knap så god til at gøre turen behagelig for mennesker. Vi kan dog glæde dig med, at mens sæderne er flade og hårde, så er der godt med plads til både ben og hoved på bagsæderne. Når det er sagt, må man erkende, at hvis man skal have en bil, der både er sportslig og praktisk, så må man vel forvente, at den ikke performer 100% på alle punkter – ligegyldig hvad fabrikanten lover.

Designet minder, naturligt nok, en hel del om Jaguar XF, med enkelte ting som for- og baglygter lånt fra sportsvognen F-Type. XF Sprotbrake kan fås med All Wheel Drive, hvilket betyder at bilen ved almindelige kørsel er baghjulstrukken, men når der er brug for det, kan forhjulene også tages i brug, f.eks. når man kører ind i et sving.

Motorprogrammet starter med en 163 hestekræfters dieselmotor (380 Nm), der er opgivet til at kunne køre op til 22,2 km/l. Ønsker man at blive ved med at kunne fylde tanken med diesel, men stadig vil have flere hestekræfter, kan man også få en dieselmotor med 180 hestekræfter, 240 hestekræfter eller endelig 300 hestekræfter (700 Nm). Skal man i stedet have en benzinmotor, kan man få sig en turboladet firecylindret en af slagsen med 250 hestekræfter.

Priserne starter ved 594.900 kroner, og erhvervsbeskatningen fra 473.776 kroner. Den fulde liste over private priser kan findes her, og erhvervsbeskatning her.

Total
0
Shares
Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede artikler