I denne uge tester jeg KIA Picanto, som falder i kategorien af små biler, som danskerne i den grad elsker. Jeg har efterhånden været bag rattet af den lille KIA af et par omgange, men nu er der sket noget interessant. Nu kan den nemlig købes med noget, der ligner et automatgear.
KIA kalder det for et AMT-gear, hvilket er en forkortelse for Automatic Manual Transmission (Automatisk Manuel Gearkasse). Det lyder skørt, men spørgsmålet er, om det rent faktisk kan give mening at udstyre en så lille bil med et automatlignende gear?
Det forsøger jeg at svare på i min KIA Picanto AMT anmeldelse lige her. Udover den automatisk manuelle gearkasse tager jeg naturligvis også et kig på resten af bilen. Derfor kan du læse meget mere om priser, udstyr, komfort, køreoplevelse, benplads, bagagerumsplads, infotainmentsystem, sikkerhed og mere. Hvis der er noget specifikt, som du er interesseret i at vide, kan du finde det direkte via indholdsfortegnelsen nedenfor.
Tak fordi du læser med!
Hvad koster KIA Picanto?
Hvis du skal anskaffe dig en KIA Picanto lige nu og her, kommer det til at koste dig fra 98.803 kroner for den helt skrabede indgangsmodel med en almindelig manuel gearkasse. Merprisen for en AMT-gearkasse er +/- 15.000 kroner alt afhængig af udstyrsvariant.
Når du køber KIA Picanto kan du vælge mellem tre forskellige udstyrsvarianter; Vision, Prestige og GT-Line. Modellen som vi tester er Prestige-udgaven udstyret med Upgrade-pakken. Det er den udstyrsvariant, hvor du får mest udstyr for pengene. Opgraderer du til GT-Line går merprisen primært til designmæssige detaljer, der får bilen til at virke mere eksklusiv og sportslig.
Som standardudstyr (Vision) kommer KIA Picanto blandt andet med:
- El-justerbare sidespejle med varme
- Automatisk lysregulering
- ISG start/stop-funktion
- Bluetooth
- Radio med DAB+
- Automatisk nødbremse
- USB-indgang
Nogle rare komfortfunktioner, der i den grad gør bilen brugbar for langt de fleste. Opgraderer man til Prestige får man tonede ruder, trådløs Android Auto og Apple CarPlay, bakkamera og nogle ekstra højtalere. Det er dog Upgrade-pakken, der for alvor gør KIA Picanto til en attraktiv bil. Her får du nemlig:
- LED baglygter, kørelys og positionslys
- 14-tommer alufælge
- Tågelygter foran
- Aircondition
- Varme i rattet og forsæder
Og som sagt er det lige netop Upgrade-pakken, som denne testede KIA Picanto Prestige AMT er udstyret med. Det betyder, at den testede bil har kostet 139.852 kroner uden ekstraudstyr. Med ekstraudstyr bliver prisen 144.852 kroner, fordi der er blevet betalt 5.000 kroner for bilens Alice Blue karosserifarve.
Ekstraudstyr som fuldautomatisk klimaanlæg, diverse sikkerhedssystemer, Smart Key og lignende kan tilkøbes til enkelte udstyrsvarianter. Det vil jeg dog ikke dykke for meget ned i, men i stedet henvise til KIA Danmarks hjemmeside, hvor du kan læse meget mere om lige netop priser og udstyr på KIA Picanto.
Hvordan kører KIA Picanto AMT?
Ydeevne
KIA Picanto AMT er udstyret med en 1.0-liters benzinmotor, der yder op til 67 hestekræfter og har et moment på op til 96,1 Nm. Hvis hestekræfter og moment er sort snak for dig, så skal du bare læse, at det er en lille motor.
Lille motor til en lille bil – det giver da mening? Naturligvis – og det er derfor heller ingen overraskelse, at man naturligvis ikke kommer til at vinde nogle racerløb i sin KIA Picanto AMT. Faktisk tager det 17,2 sekunder for den lille KIA at nå fra 0-100 km/t.
I en mere hverdagsagtig sammenhæng betyder det, at du ikke altid når op på motorvejshastigheder på vej ned ad motorvejsrampen. Det betyder ligeledes, at du nok ikke kommer til at lave hurtige overhalinger eller lignende. Den klarer sig dog tilstrækkeligt på motorvejen, men der er ingen tvivl om, at det er en bil, der er bygget til by- og landevejskørsel. Til de formål har den rigeligt med ydeevne.
Kørsel og komfort
Nu kommer det spændende – for hvordan er det at køre med sådan en automatisk manuel gearkasse? Tjoh, det er en oplevelse. Jeg vil helst ikke gå for meget i dybden med teorien bag, men vil blot forklare det som at sidde i en bil, hvor føreren ikke helt har styr på at skifte gear ubemærket. Du kender med garanti fornemmelsen af at ryge frem og tilbage i sædet hver gang, der bliver skiftet gear. Alternativt kan du tænke tilbage på Volkswagen Lupo, hvis du nogensinde har kørt sådan en – for det er nemlig lige præcis den samme fornemmelse.
Overdrivelse fremmer forståelsen, men der er nogenlunde sådan det føles. Jeg bilder mig selv ind, at det blev lidt bedre i løbet af ugen, da jeg lærte bilen at kende. Om det er rigtigt eller ej, er jeg ikke helt sikker på. I forhold til gearkassen er min konklusion vist nok, at den giver mening, hvis man virkelig er træt af selv at skifte gear. Hvis man ikke har noget imod en almindelig manuel gearkasse, så ville jeg spare merprisen for AMT-gearkassen.
Udover gearkassens ageren, så er køreoplevelsen i KIA Picanto AMT faktisk ganske fin. Affjedringen er fornuftig taget bilens størrelse og pris i betragtning, ligesom vind- og vejstøj også er acceptabelt. Man sidder sådan set også ganske fint, om end bilen nok ikke ville være mit førstevalg på længere bilferier.
Brændstofforbrug
KIA Picanto AMT er opgivet til at køre 18,5 km/l ved blandet kørsel ifølge WLTP-normen. Det er acceptabelt, men ikke imponerende for en ellers lille bil. Det skulle være lidt bedre i udgaven med en almindelig manuel gearkasse.
Efter en uges kørsel er jeg nået et gennemsnit på 18 km/l, hvilket er fint taget det opgivne forbrug i betragtning. Det er meget almindeligt med lidt afvigelse; især i vinterhalvåret. Ligeledes har jeg målt forbruget ved forskellige typer af kørsel til at være:
KIA Picanto AMT brændstofforbrug | |
---|---|
Bykørsel | 14 km/l |
Landevejskørsel | 22 km/l |
Motorvejskørsel | 16 km/l |
Samlet | 18 km/l |
Kabinen i KIA Picanto AMT
Denne udgave af KIA Picanto har faktisk en rigtig fin kabine. Kvaliteten virker fornuftig taget prisen i betragtning, og som nævnt i starten af anmeldelsen, er den ganske fornuftigt udstyret. Overordnet set synes jeg absolut, at der er tale om et lækkert interiør.
Personligt er jeg godt tilfreds med isolationen af kabinen, og bilen bliver hurtigt varmet op på trods af de lave temperaturer, der har været her i starten af det nye år. Det er i den grad værd at tage med, da det er noget tidligere generation af de mindste biler har døjet med.
Kabineplads
Pladsen i KIA Picanto er måske lige til den trange side. På forsædet er den okay, men er man meget højere end 1 meter og 90 centimeter skal man muligvis være forberedt på knap plads omkring hovedet. Ligeledes skal man være opmærksom på, at der ikke er meget plads til at få hånden ned til de håndtag, der sidder på siden af forsæderne.
På bagsædet støder jeg mine knæ og skinneben på ryggen af forsædet, hvis jeg sidder ”bag mig selv”. Med en gennemsnitlig højde på 1 meter og 80 centimeter er det en anelse problematisk, og til længere ture vil det være mest oplagt med børn på bagsædet. Det skyldes måske, at bilen er udstyret med AMT-gearkassen, da jeg som regel sidder længere tilbage, når jeg ikke skal kunne trykke en kobling i bund.
Der er tre bagsæder, men i realiteten er der kun plads til to personer. Jeg har svært ved at se en situation, hvor man vil kunne sidde tre bagerst i KIA Picanto. Men det kan være fint, hvis man af den ene eller anden grund vil have en til at sidde i midten på bagsædet.
Opbevaringsplads
Det kan godt være, at der er lidt småt med plads i KIA Picanto, men til gengæld er der fint med opbevaringsplads. Foran gearstangen finder du et opbevaringsrum i to etager med rigelig plads til at fralægge diverse ting. Ligeledes er der to kopholdere, og mellem bagsæderne finder du endnu en kopholder. Der er også et stort rum langs håndbremsen, og et handskerum i en god fin størrelse.
Dørlommerne foran er en udmærket størrelse med plads til en 0,5-liters flaske og lidt småting. På bagsæderne er der også en lomme i ryggen på det højre forsæde. Den er oplagt til at opbevare sikkerhedsveste, en tablet, et vejkort eller lignende.
Det eneste jeg savner på denne front, er dørlommer i bagdørene og et opbevaringsrum (udover handskerummet), der kan dækkes til, når man forlader bilen.
Bagagerum
Bagagerummet i KIA Picanto er også en udmærket størrelse. Det er naturligvis ikke stort, men det rummer trods alt 255 liter (1010 liter med bagsæderne slået ned). Det er ganske fint, og hvis man er lidt strategisk i sin pakning (det vil sige ingen hårde kufferter), kan det godt lade sig gøre at have bagage til en ferie for 4 personer.
Hattehylden i KIA Picanto er af den hårde slags – og mens det måske ikke virker så eksklusivt, så er det ret praktisk. Det betyder nemlig, at den kan tages af og lægges i bunden af bagagerummet, hvorefter du kan læsse bagage ovenpå uden problemer. Så slipper du for at opbevare hattehylden et sted, men har den i stedet altid med dig.
Infotainmentsystem
Som nævnt er infotainmentsystemet i KIA Picanto noget man først får med, hvis man kommer lidt op i udstyrsvarianterne. Jeg vil ikke vurdere, at det er en nødvendighed, men det er da absolut rart at have. Systemet er KIAs eget, og det er faktisk ganske brugervenligt, men er ikke spækket med funktioner.
Heldigvis er testbilen udstyret med trådløs Apple CarPlay og Android Auto, så hvis du har en telefon, der understøtter et af disse systemer, kan du benytte dem i stedet. Det er en super fin løsning, og så får du i øvrigt også adgang til apps som Google Maps og Spotify direkte via skærmen i bilen.
Sikkerhed i KIA Picanto
Udvalget af sikkerhedudstyr er desværre ikke overvældende i de mindste biler som eksempelvis KIA Picanto, Hyundai i10 og så videre. Det er lidt ærgerligt, men ofte en nødvendighed for at holde prisen nede i det niveau, hvor det stadig giver mening at købe de små biler.
Men KIA Picanto er da ikke helt skrabet. Den kommer som standard med:
- Automatisk nødbremse
- Elektronisk stabilitetskontrol med antispinregulering
- Bakkestartsassistent
- ISOFIX
- Indirekte dæktrykovervågning
- Stabilitetsstyring
- Automatisk lysregulering
Opgraderer man til nogle af de andre udstyrsvarianter kan man også få LED-lygter, tågelygter foran og bakkamera. Er man villig til at betale ekstra, kan der også tilkøbes sikkerhedsudstyr som fartpilot, udvidet nødbremse med fodgængergenkendelse, vognbaneassistent, træthedsregistrering, blindvinkelsassistent og mere.
Jeg har ikke haft lejlighed til at teste en KIA Picanto med noget af ekstraudstyret, men kan sige, at KIA generelt har nogle velfungerende sikkerhedssystemer. Det kan være pengene værd, hvis man vægter sikkerhed højt.
EuroNCAP sikkerhedstest
EuroNCAP er et europæisk institut for sikkerhedstest af biler, som tester langt de fleste nye personbiler i EU. Det sker som regel lige inden eller kort tid efter lanceringen af en ny generation af en model.
Derfor blev KIA Picanto sidst testet i 2017, da den seneste generation blev introduceret. Her scorede den 4 ud af 5 stjerner, hvilket er et meget almindeligt resultat blandt minibiler som denne.
Resultater fra KIA Picanto sikkerhedstest | |
Beskyttelse af voksne i bilen | 87 procent |
Beskyttelse af børn i bilen | 64 procent |
Beskyttelse af bløde trafikanter | 54 procent |
Brug af assisterende sikkerhedssystemer | 47 procent |
Samlet score | 4 ud af 5 stjerner |
Hvis du vil læse mere om testen og dens resultater, kan du gøre det på EuroNCAPs hjemmeside.
Konklusion
KIA Picanto er en fin bil med et charmerende udseende og en kabine af fornuftig kvalitet. Den er veludstyret fra start og til prisen får du en rigtig fin bil. Jeg savner måske lidt ekstra kabineplads, men sætter til gengæld pris på den gode isolering – både i forhold til temperatur og støj fra vind, vejr og dæk.
Køreoplevelsen er fin hele vejen rundt, men det er især ved bykørsel, at KIA Picanto for alvor brillerer. Komforten er udmærket med en affjedring, der tager de værste bump og nogle sæder, som man sidder fornuftigt i, så længe man ikke skal køre alt for langt.
Og så er der det med den automatiske manuelle gearkasse. Personligt ville jeg vælge den fra – gearskiftene er simpelthen lidt for grove til min smag, og jeg har det fint med selv at skifte gear. Men hvis man gerne vil have en lille bil med noget der ligner et automatgear, så siger jeg uden tvivl ”Go for it”.
Fordele
- God pris
- Udmærket standardudstyrsliste
- Du slipper for selv at skifte gear
- Rummeligt bagagerum
- Velisoleret kabine
Ulemper
- Ikke just glidende gearskift
- Assisterende sikkerhedssystemer skal tilkøbes
- Lidt trang plads på bagsædet