Test: MINI Cooper SE 2020

MINI Cooper SE

MINI Cooper SE er den første elektriske satsning fra det charmerende britiske brand MINI. Jeg har haft lejlighed til at teste den lille bybil hen over den seneste uges tid, og i denne MINI Cooper SE anmeldelse vil jeg fortælle om mine oplevelser med bilen.

Så læs med i anmeldelsen her, og bliv klogere på alt fra priser og udstyr til køreoplevelse, rækkevidde, opladningstider, bagagerumsstørrelse, sikkerhed og meget mere.

Tak fordi du læser med!

Hvad koster MINI Cooper SE?

MINI Cooper SE kommer i tre varianter; Essential, Experience og Maximise. Alle tre varianter er udstyret med den samme størrelse batteri og den samme motor. Udstyret er altså det eneste, der udgør forskellen mellem den billigste MINI Cooper SE og den dyreste.

ModelPris
MINI Cooper SE Essential266.500 kroner
MINI Cooper SE Experience286.000 kroner
MINI Cooper SE Maximise301.600 kroner

Gældende priser ved udgivelsen af denne MINI Cooper SE anmeldelse. Se MINIs hjemmeside for aktuelle priser.

Alle modeller er som sagt udstyret med den samme batteripakke på 32,6 kWh og den samme 135 kW motor, der yder 184 hestekræfter og har et maksimalt moment på 270 Nm. Der er 8 års / 160.000 kilometers batterigaranti.

Den billigste variant, Essential, kommer med en lange række standardudstyr, der blandt andet inkluderer:

Den er altså rigelig fint udstyret til langt de fleste mennesker, men hvis man har råd til at betale 20.000 kroner mere, får man en håndfuld ekstra udstyr med til en særdeles fordelagtig pris:

Hvorvidt det giver mening at bruge yderligere 15.000 kroner på MINI Cooper SE Maximise for at få et glassoltag og et MINI Yours interiør, kan diskuteres. Det kan i hvert fald sagtens undværes, men kan omvendt også være med til at gøre kabinen lysere og dermed få den til at føles mere rummelig.

Men nok om MINI Cooper SE priser, lad os komme i gang med anmeldelsen.

Hvordan kører MINI Cooper SE?

Ydeevne

MINI Cooper SE er en lille kvik elbil, der med en køreklar vægt på 1.365 kilo og 184 hestekræfter er godt rustet til at komme hurtigt ud af starthullerne. Hvis du nogensinde har kørt MINI Cooper, vil du vide, at de oftest er relativt hurtige i optrækket – og det bliver blot endnu mere tydeligt i SE’eren her.

Som med alle andre elbiler, har MINI Cooper SE nemlig hele sit moment til rådighed lige så snart du trykker på speederen. Det betyder altså, at du ikke skal vente på en forbrændingsmotor eller en turbo. I stedet trykker du bare speederen i bund og så flytter bilen sig.

Og det gør den virkelig; du går nemlig fra 0 til 100 km/t på 7,3 sekunder. Til gengæld topper den ud allerede ved 150 km/t – hvilket måske er fornuftigt nok (men det snakker vi mere om senere).

Kørsel og komfort

Udover at MINI Coopers er kendt for at være hurtige i optrækket, så er de også kendt for at have ekstraordinært gode køreegenskaber. Mange sammenligner dem med en gokart, og det vil jeg være tilbøjelig til at give dem ret i.

For MINI Cooper SE ligger godt på vejen og den kører generelt godt. Det skyldes i høj grad, at bilens batteripakke er placeret under hele bilens gulv (altså ikke omme i bagagerummet). Og eftersom sådan en batteripakke er tung, er den med til at give bilen et lavt tyngdepunkt.

Så hvis du er ude efter en sjov og charmerende bil, der kører godt og grønt – ja så er MINI Cooper SE absolut værd at overveje.

Hvis du derimod er på udkig efter komfort, så kommer du nok til at savne en lidt bedre affjedring og en højere siddeposition. Men man kan (desværre) ikke få det hele.

Strømforbrug, rækkevidde og opladning

MINI Cooper SE er opgivet til at kunne køre mellem 216 og 234 kilometer på en fuld opladning under optimale forhold. Og i modsætning til langt de fleste elbiler, holder det nogenlunde stik.

Efter knap 800 kilometer og 14 timer i MINI Cooper SE hen over den forgangne uge kan jeg rapportere om et gennemsnitligt forbrug på 6,6 km / kWh, hvilket i teorien bliver til en rækkevidde på lige knap 215 kilometer.

Disse tal er baseret på et kørselsmønster, der ser nogenlunde sådan ud:

Bykørsel25%
Landevejskørsel25%
Motorvejskørsel50%

Man skal bare lige huske, at selvom man har et gennemsnitligt forbrug på 6,6 km / kWh, så kan man sagtens køre på motorvejen med 50% strøm på batteriet og tænke, at man har 100 kilometer endnu, mens man i realiteten nok nærmere har 60 kilometer tilbage.

Testresultater for MINI Cooper SE rækkevidde
Gennemsnitshastighed55,7 km/t
Gennemsnitligt forbrug6,6 km / kWh
Reel rækkevidde180 – 210 kilometer
Ladetid fra 0-80%Cirka 40 minutter

Ovenstående tal viser tydeligt, at der her er tale om en bybil. Kører man fra Odense til Kolding og tilbage igen med et fuldt opladt batteri fra morgenstunden, kan man kun lige akkurat nå hjem igen inden bilen skal oplades. Der er altså ikke plads til mange svinkeærinder, før man bliver træt af kun at have sin MINI Cooper SE til rådighed.

Men skal den fungere som bybil og som bil nummer 2, giver den lige pludselig lidt mere mening.

Mest populære ladebokse og opladekabler

Hvis din nye Mini Cooper SE for alvor skal kunne bruges – uanset om det så er som bybil, bil nummer 2 eller som primær bil – kræver det, at den kan oplades derhjemme. Det forudsætter naturligvis, at du har en ladeboks. Nedenstående er derfor en oversigt over de mest populære ladebokse og opladekabler på PriceRunner i øjeblikket.

Kabinen i MINI Cooper SE

Der er ingen tvivl om, at man sidder i en MINI Cooper, når man sætter sig ind i MINI Cooper SE. Man har nemlig valgt at beholde det klassiske design, som absolut er ikonisk, men som også er ved at være lidt gammeldags og kluntet at se på.

Personligt foretrækker jeg lidt mere minimalistiske og stilrene bilinteriører, men det er jo heldigvis en smagssag. Hvad der til gengæld kan være svært at argumentere imod, er kvaliteten af materialerne i kabinen, som absolut virker til at være høj.

Ligeledes sidder man rigtig godt i de behagelige og støttende sæder, hvis altså man kan komme derned og sidde (det er ligesom præmissen for en MINI Cooper).

Kabineplads

MINI Coopers er ikke nødvendigvis kendt for deres gode kabineplads, men jeg vil nu alligevel sige, at MINI Cooper SE overrasker. For selvom det kan være en anelse besværligt at komme om på bagsædet, så er der overraskende meget plads, når først man er kommet ned og sidde.

Hvis jeg, som 1 meter og 80 centimeter høj, sidder bag mig selv i MINI Cooper SE, så støder mine knæ ikke på forsædet foran mig. Jeg skal heller ikke døje med at mit hoved rammer loftet, og man kan sagtens sidde to personer på bagsædet uden at det bliver helt problematisk.

Jeg er meget positivt overrasket over pladsen deromme (relativt set), men nok alligevel ikke så positivt overrasket, at jeg ville sige ja til at sidde der hele vejen til Syditalien.

Opbevaringsplads

Når det kommer til opbevaringsplads i MINI Cooper SE, så er den en lille smule præget af, at det er en relativ lille bil. Der er altså ikke oceaner af aflægningsplads, men alligevel er der lidt at komme efter.

Eksempelvis er der hele 3 kopholdere på bagsædet og 2 kopholdere foran. Ligeledes er der et lille opbevaringsrum foran kopholderne i midterkonsollen, samt lidt opbevaringsplads under midterarmlænet. Inde i selve midterarmlænet er der en plads, hvor man kan lægge sin telefon til trådløs opladning, hvilket også fungerer fint.

Handskerummet er en okay størrelse, men dørlommerne er decideret ubrugelige, og rummer ikke rigtig andet end et bundt nøgler.

Bagagerum

Bagagerummet i MINI Cooper SE er større end jeg havde forventet. Nu er det ved at være et par år siden, at jeg sidst testede en MINI Cooper, og jeg husker det som værende utrolig småt i den pågældende testbil.

Men i MINI Cooper SE er det faktisk en fin størrelse. Hvis vi skal sætte tal på, så rummer bagagerummet 211 liter med bagsæderne oppe og 731 liter med bagsæderne nede. Og hvis man skal bruge bilen til almindelig hverdagsbrug, hvor man bare lige skal transportere lidt indkøbsposer, tasker og lignende, så er det mere end rigeligt.

Og fordi batteriet ikke ligger under bagagerumsgulvet, men i bunden af hele bilen, er der blevet plads til opbevaring under bagagerumsgulvet. Det vil altså sige, at det kan løftes, hvorefter der er plads til opladningskabler, sikkerhedsveste eller til bare at udvide bagagerummet en smule.

Infotainmentsystem

Infotainmentsystemet i MINI Cooper SE overrasker desværre ikke helt så meget. Fordi man har valgt at bibeholde designet med den store runde cirkel i midten af instrumentbordet, har man været nødt til at lave en relativ lille og smal infotainmentskærm.

Det er ærgerligt fordi det sætter en grænse for, hvor mange informationer der kan vises på skærmen på én gang. Men det er ikke det eneste, der er lidt ærgerligt; selve systemet er ved at være lidt forældet at se på, men sådan set også i udvalget af funktioner.

Jovist du har det, du skal bruge, men så heller ikke meget mere end det – og det er lidt ærgerligt, når man ser, hvor meget længere fremme mange andre systemer i klassen er.

Til gengæld er der et rigtig fint digitalt instrumentbræt i testbilen her, som med sin ovale form og matte display ser meget futuristisk ud. Det suppleres af et Head-up Display i forruden, som fungerer utrolig godt.

Sikkerhed i MINI Cooper SE

MINI Cooper SE er en bil med fokus på en god og upåvirket køreoplevelse. Der er altså ikke en masse assisterende sikkerhedssystemer her, hvilket faktisk på en eller anden måde er befriende.

For i langt de fleste nye biler er der vognbaneassistent, adaptiv fartpilot og alverdens andre assistenter – og mens det kan være rart, så kan det også gøre, at man lidt glemmer, hvordan man sådan helt rigtigt kører bil. Men ikke i MINI Cooper SE.

Den har en almindelig fartpilot, et udmærket bakkamera og parkeringssensorer for og bag, som fungerer godt. Og så er jeg sådan set godt tilfreds.

Men den er selvfølgelig ikke helt skrabet for sikkerhedsudstyr. Du får nemlig som standard:

Og køber du en af de bedre udstyrede varianter, kan du også se frem til:

Altså ikke så mange fancy sikkerhedssystemer i MINI Cooper SE, men dem der er, fungerer præcis som de skal.

EuroNCAP

EuroNCAP sikkerhedstester hvert år massevis af personbiler, og giver dem en score fra 0 til 5 stjerner, så vi som forbrugere kan få et indblik i, hvor sikre vores biler egentligt er.

Instituttet har desværre ikke testet MINI Cooper SE, hvorfor jeg ikke kan fortælle, hvor godt den klarer sig i en sikkerhedstest. Jeg kan dog referere til den test, der blev udført på MINI Cooper i 2014, hvor den lille britiske bybil scorede 4 ud af 5 stjerner.

Resultater fra MINI Cooper sikkerhedstest
Beskyttelse af voksne i bilen79 procent
Beskyttelse af børn i bilen73 procent
Beskyttelse af bløde trafikanter66 procent
Brug af assisterende sikkerhedssystemer56 procent
Samlet score4 ud af 5 stjerner

Testen er naturligvis ikke 100% retvisende for den nye MINI Cooper SE, men det er trods alt det tætteste vi kommer på en sikkerhedstest af bilen lige nu.

Konklusion

MINI Cooper SE er en super charmerende bybil, som faktisk får folk til at vende sig om efter den på gaden. Hvorvidt det er på grund af de meget unikke fælge, de meget grønne detaljer eller bare fordi folk godt kan lide MINI, kan være svært at sige.

Men der er ingen tvivl om, at det er noget nær den mest charmerende elbil, der kan købes for penge. Heldigvis er den også mere end charmerende; den har gode køreegenskaber, overraskende meget plads taget størrelsen i betragtning og virker til at være bygget af kvalitetsmaterialer.

Desværre halter den lidt efter på teknologien i kabinen, indretning bliver på en eller anden måde lidt for meget og så er der lige det med rækkevidden.

For selvom jeg er faldet pladask for MINI Cooper SE, vil jeg have svært ved at anbefale den til de fleste danskere. Rækkevidden og størrelsen gør nemlig, at den i realiteten kun giver mening som bil nummer 2 eller til ren bykørsel – og det er lidt ærgerligt.

Exit mobile version