Test: Skoda Kodiaq Style 2.0 TSI 2017



Hvis du er på udkig efter en stor 7-personers SUV er der mange valgmuligheder, så længe du har en tyk tegnebog i hånden. Men hvis nu du ikke lige investerede et par tusinde kroner i Bitcoin tilbage i 2015, og derfor gerne vil have en SUV til en overkommelig pris. Ja, så er Skoda Kodiaq meget vel en mulighed. Med priser der starter ved 406.200 kroner og slutter ved 497.200 kroner, så er det en stor, praktisk, og veludstyret bil, som, på papiret, har plads til hele familien. Læs med når vi tester plads, kvalitet, køreegenskaber, komfort.

(Bilen er lånt til Bilbloggen.dk i en uge af Skoda Danmark)

Priserne for Kodiaq starter, som nævnt, ved 406.200 kroner. Der er kun en udstyrsvariant tilgængelig i Danmark, men til gengæld får man fornøjelsen af at skulle beslutte sig for hvilken af de fire motorer, der skal ligge under motorhjelmen. Den første og billigste på listen er en 1,4-liters turboladet benzinmotor til 406.200 kroner, med en 6-trins DSG-automatgearkasse og en ydelse på 150 hestekræfter. Næst kommer en 2,0-liters turboladet benzinmotor med firehjulstræk, 7-trins DSG-automatgearkasse og en ydelse på 180 hestekræfer, til en pris á 482.200 kroner. Er man i stedet til diesel, kan man vælge en 2,0-liters TDI AdBlue med 7-trins DSG-automatgearkasse og en ydelse på 150 hestekræfter til 425.700 kroner. Vil man køre langt på literen og samtidig have firehjulstræk, så kan man også vælge en 2,0-liters TDI AdBlue 4×4, som yder 190 hestekræfter og koster 497.200 kroner. Se den fulde prisliste her, liste over standardudstyr her, og en liste over muligt ekstraudstyr her.

Testmodellen, som du ser på billederne, er en 2,0-liters TSI 4×4 med diverse ekstraudstyr, som f.eks. el-bagklap, bakkamera, driving modes, Columbus navigation og CANTON lydsystem.

Anmeldelsen forsætter under billedet.

IMG_7541

Hvordan kører Skoda Kodiaq?

Kørsel
På trods af bilens størrelse, så er den meget nem at køre. Udover den lette styring, står Kodiaq’en godt fast på vejen, og, i modsætning til nogle af sine konkurrenter, føler man på intet tidspunkt, at den er ved at vælte i et skarpt sving. Testmodellen er udstyret med den kraftigste motorvariant, men selv den helt lille 1,4-liters benzinmotor har ingen problemer med at få den, ellers store bil, op i hastighed, både fra 0 km/t af, og når man skal foretage en overhaling på motorvejen.

Tager man bilen væk fra asfalteret vej, og begiver sig ud på mudrede grus- og markveje, ja så klarer Kodiaq også det. Off-road-moden i testmodellen virker ganske fint, og på trods af at man pløjer afsted på ujævnt grundlag, er den her, alt taget i betragtning, overraskende behagelig at køre i. Mens det ikke er en Land Rover, kan den sagtens klare, at man forlader den slagne vej i et stykke tid.

Parkering
Testmodellen er, som nævnt, udstyret med diverse kameraer. Det betyder, at der ved parkering blandt andet tilbydes fugleperspektiv, hvor bilen ses oppefra, parkeringsassistance, og meget mere. Generelt gør det noget nemmere at skulle parkere bilen under trænge forhold, manøvre med en trailer, o.lign. Så hvis det er noget man planlægger, at gøre meget af, er det uden tvivl værd at overveje de ekstra penge det koster (Area view + blind spot detect + el-bagklap + el-førersæde med memory + el-spejle med memory = 43.000 kroner).

Komfort
Generelt er Kodiaq’en en ganske komfortabel bil især ved højere hastigheder – på lande- og motorvej. Desværre kan affjedringen hurtig komme til, at føles lidt hård ved bykørsel, så på trods af, at man sidder i en stor SUV, er man på ingen måder i tvivl om, når der er ujævnheder i vejen. Så længe man ikke primært regner med at benytte sin nye, store Kodiaq til bykørsel, bør affjedringen ikke stoppe en fra at købe bilen. Mens der ikke er meget støj fra vejen og dækkene, så kommer der desværre en del vindstøj fra de relativ store sidespejle på bilen. Det er dog ikke markant værre end hvad man oplever i konkurrerende biler, og kan nemt overdøves ved at tænde for radioen.

Gearkasse
Dobbeltkoblingsgearkassen, som findes i alle fire varianter af Kodiaq fungerer rigtig godt ved højere hastigheder, og er også udmærket ved bykørsel. Desværre er den lidt for ujævn, når man skal parkere. Den hopper nemlig en smule, når man hæver bremsen. Det er blot et par centimeter, men ved tætte parralleparkeringer kan det hurtigt give sved på panden.

Brændstofforbrug
Testmodellen er opgivet til at køre 13,5 km/l ved blandt kørsel – vi præsterede at få den op på 10,5 km/l ved pæn kørsel. Det er i og for sig fint nok, da det reelle brændstofforbrug sjældent er mindre end 2 km/l fra de officielle tal. Der er dog ingen tvivl om, at brændstof kommer til at være en væsentlig udgift hvis man vælger den helt store variant. Man kan spare lidt på den front, hvis man i stedet vælger den lille diesel-udgave, som er opgivet til at kunne køre 20,0 km/l.

Anmeldelsen forsætter under billedet.

IMG_7540

Kabinen i Skoda Kodiaq

Kabinen
Sætter man sig ind i Kodiaq’en vil man finde en praktisk og komfortabel kabine i et lidt uinspirerende design. Til gengæld er der alt hvad man skal bruge, og det er nemt at finde. Det er nemt at indstille førersædet, og man sidder som udgangspunkt højt hævet over den resterende trafik – hvis man ellers ikke holder ved siden af en stor Range Rover.

Pladsen til passagerer er mere end behagelig, så længe man kan nøjes med, at transportere fem personer. Begiver man sig ud i at tage tredje sæderække i brug, risikerer man at gøre to af sine passagerer noget utilfredse. Udover, at gulvet er hævet så højt, at det ikke befinder sig meget mere end en snes centimeter under sædekanten, så har man heller ikke plads til hoved eller knæ, når først man er kommet i voksealderen. Men hvis man har et par unger, der stadig går i indskolingen, kan man nok godt få dem skubbet på plads på den bagerste række. Se vores video-gennemgang af bilen for visualisering af pladsen i kabinen.

Anmeldelsen forsætter under billederne.

Bagagerum
Med alle syv sæder oppe præsterer Kodiaq ikke mere end 270 liter. Det svarer cirka til det du finder i en lille bybil, som f.eks. en Suzuki Swift. Lægger du den bagerste række ned udvides bagagerummets kapacitet markant til 720 liter. Har man ingen passagerer, men masser af bagage kan man få helt op til 2.065 liters bagagerumsplads, med alle sæder lagt ned. I testmodellen kan midterste sæderække lægges ned ved blot at trække i et håndtag i bagagerummet. Desværre, som det ses på videoen her, er det ikke altid, at de virker upåklageligt.

Anmeldelsen forsætter under billederne.

Infotainmentsystem
Kodiaq’en er udstyret med en 8-tommers touchskærm, der er nem at navigere rundt i takket være knapperne i siden. Den virker rigtig fint, og reagerer utroligt hurtigt, sammenlignet med andre infotainmentsystemer. Udover DAB-radio, USB indgang, Apple CarPlay, Android Auto og trådløs opladning, så havde testmodellen også et ganske velfungerende navigationssystem. Dette er dog ekstraudstyr, men rart at have, hvis man ikke er fan af at bruge Apple CarPlay eller Android Auto.

Anmeldelsen forsætter under billedet.

IMG_7503

Kvalitet
Kabinen består af et hav af bløde materialer, læder, samt behagelige og pæne knapper. Alt hårdere plastik er gemt af vejen, og Kodiaq får dermed konkurrenter som Nissan X-Trail og Hyundai Santa Fe til at virke, som billige, masseproducerede gimmick-produkter fra en sketchy fabrik i Kina.

Udsyn
Udsynet fra kabinen i Kodiaq’en er ganske tilfredsstillende. Store sideruder gør det nemt at se ud til alle sider, og bilens relativt firkantede design, betyder at der ikke er dumme vinkler rundt omkring. Når tredje sæderække er slået op, vil man dog opleve, at de kan blokere en smule, når man kigger sig over skulderen eller i bakspejlet.

Sikkerhed

Skoda Kodiaq klarer sig pænt, når det kommer til sikkerhed. Den store bil scorede blandt andet fem stjerner i EuroNCAPs sikkerhedstest, med 92% i beskyttelse af voksne passagerer, 77% i beskyttelse af børn, 71% i beskyttelse af bløde trafikkanter og 54% i assistentsystemer. Den er pænt udstyret med sikkerhedsudstyr som standard, men diverse kan tilkøbes – dette gælder blandt andet for sideairbags til bagsædepassagerer og vejbaneassistent.

Anmeldelsen forsætter under billederne.

Konklusion

Skoda Kodiaq er altså en stor bil, med masser af plads – især hvis man blot er fem personer. Det er rart at have muligheden for at transportere syv personer, men der er ingen tvivl om, at hvis man ofte har tredje sæderække i brug, bør man kigge mere på biler i MPV-klassen som f.eks. SEAT Alhambra. Til gengæld tilbyder Kodiaq kvalitet, overodnet gode køreegenskaber – især ved høje hastigheder, fine off-road egenskaber, samt en rigtig pæn standardudstyrsliste.

[youtube https://www.youtube.com/watch?v=Y3npc275l6s&w=1080&h=620]
Total
0
Shares
4 kommentarer
Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede artikler