Brændstofpriserne stiger, og det kan godt få flere af os til at genoverveje om det virkelig giver mening at tage bilen helt ned til det sydlige Frankrig, Italien eller andre steder i Europa. Det kan i hvert fald hurtigt blive dyrt med alle de ekstra kilometer.
For nogle kan det derfor give mening at hoppe på en flyvemaskine og leje bil ved destinationen i stedet. Det kan naturligvis også være, at du bare har brug for at leje en bil herhjemme, i forbindelse med en forretningsrejse eller lignende.
Uanset, så har vi her samlet 3 gode råd til, hvordan du får den bedste oplevelse, når du lejer bil.
Sammenlign priser fra biludlejere
Når du skal tegne en bilforsikring, vælge et billån og sågar købe en bil, vil du sjældent vælge den første og bedste. I stedet vil du oftest sammenligne forskellige muligheder for at sikre, at du får mest værdi for pengene.
Det er såmænd ikke anderledes ved valg af biludlejer. Hvis først en by har et biludlejningskontor, så er der som regel også to. Der vil med andre ord ofte være noget at vælge i mellem, og det er naturligvis her, at sammenligningen kommer til sin ret.
For i mange tilfælde vil du uden de store besværligheder for dig, nemt kunne vælge mellem de forskellige biludlejere. Der er flere muligheder for at gøre det; du kan enten manuelt fremsøge priser i biludlejningsperioden på hver af de forskellige bilselskabers hjemmesider, eller du kan bruge et værktøj, der gør det for dig.
Hvis du hælder mest til sidstnævnte, så findes der et par stykker. Et af de mest velfungerende og længst-eksisterende er EasyTerra, der på mange måder fungerer ligesom Hotels.com, FindForsikring og lignende.
Vælg ikke en dyrere bil end nødvendigt
Der er mange, der lader sig friste af biludlejernes tilbud om, at for bare 100 kroner mere om dagen, kan man opgradere til en større og bedre bil. Herefter kan man opgradere for bare 50 kroner mere om dagen, og på den måde fortsætter det, indtil man ruller rundt i en Mercedes-Benz G-Klasse.
Mens det i den grad kan være sjovere og mere behageligt at køre i en større og mere luksuriøs bil, så er det bare ikke altid nødvendigt. Større biler bruger ofte mere brændstof, de kan være sværere at navigere rundt i sydens smalle gader og eventuelle skader bliver dyrere at reparere. Sidstnævnte kan være problematisk, hvis ikke man får anskaffet sig en fornuftig forsikring, der dækker dette.
Så hold jer så vidt muligt til det I har behov for, og ikke mere – det er i hver fald den mest økonomiske måde at gribe det an på. Skal der køres meget, kan det naturligvis være værd at leje en mere komfortabel bil, men det er altså hele tiden en afvejning af fordele og ulemper.
Gennemgå bilen forud for leje
Biludlejere kan godt have ry for at operere lidt i en gråzone, når det kommer til skader på deres biler. Man kan i hvert fald hurtigt få skylden for skader, der var på udlejningsbilen allerede før, at nøglerne blev udleveret.
Derfor er det en rigtig god idé at gennemgå bilen inden, at man sætter sig ind i den og forlader afhentningsstedet. Gennemgå gerne bilen med en repræsentant fra udlejningsselskabet, og brug telefonen til at dokumentere så meget som muligt – enten med video eller billede.
Der er ingen tvivl om, at når man endelig har fået nøglerne til bilen, så vil man bare gerne afsted. Men de 10 – 15 minutter det tager at gå runden om bilen, både indvendigt og udvendigt, er i den grad investeringen værd.