Der er med stor sandsynlighed ingen af os der er så priviligeret at de kan sige at de har aldrig har siddet fast i trafikken. Jeg kan i hvert fald ikke. Men hvad er det helt præcist der sker når man lige pludselig bliver nødt til at sænke farten, ja nærmest stoppe bilen, før man efter flere kilometer kan komme op i fart igen, uden at man passerer et eneste uheld eller vejarbejde? Det viser sig at det ikke kun er mig der undre mig over dette, for i 2008 besluttede et hold japanske forskere at undersøge det her trafikfænomen.
Men hvordan foregår det så lige? Forskerne byggede en enkeltsporet rund testbane, med en omkreds på 230 meter, og satte 22 biler til at køre i ring med lige knap 30 km/t – altså den hastighed der får dig til at mumle grimme ord, som dine børn for guds skyld aldrig må sige.
I starten gik det meget godt, og bilerne kørte samme hastighed. Desværre er faktum bare at mennesker ikke er perfekte, og derfor begyndte nogle af billisterne at sænke farten, mens andre øgede farten, og var altså ikke i stand til at holde den samme fart. Flere og flere biler begyndte at sænke farten, og fordi testbanen var en perfekt cirkel, er det tydeligt at de biler der havde øget farten nu sænkede farten, for herefter at øge hastigheden igen, for så at sænke den, efterfulgt at en øget hastighed… I forstår vist pointen. De fleste af disse hastighedsændringer, fordelte sig langsomt blandt bilerne. Som det kan ses i YouTube videoen fra University of Nagoya i Japan, nedenfor.
Så japanernes lille eksperiment var på en kort bane, med kun ét spor. Forestil dig en motorvej med 3-4 spor, og mange flere biler. Det er vist intet under at turen hjem fra arbejde ofte ser sådan her ud (minus de amerikanske biler, selvfølgelig ;-):
Man kunne godt fristes til at kalde trafikpropper for djævlens værk, og det er delvist sandt. Adskillige studier viser at den daglige trafik til og fra arbejde sænker produktivitet, skader miljøet og vores helbred, stresser os alle, og øger chancen for uheld.
Men det er ikke alt sammen dårligt, traffik er nemlig et tegn på økonomisk vækst. Hvis flere mennesker har arbejde, er der også flere mennesker der kører på arbejde hver dag. Antallet af mennesker i Magasin viser hvordan de klare sig, hvorfor burde det samme ikke gælde for byer, ja sågar lande? Jeg har tilladt mig at trække på et eksempel fra USA, hvor Austin i Texas i 2013 havde sin laveste arbejdsløshedsprocent i 16 år, og samtidig røg i top 5 over de mest trafikerede byer i USA.
Men den holder ikke for evigt, for på et tidspunkt når trafikken et punkt hvor man skal stå tidligere og tidligere op for at nå på arbejde til tiden. Derfor er folk allerede trætte og stressede når de træder ind ad døren på arbejdet. Sådan ret grovt fortalt. Ifølge McMaster University i Ontario, Canada, så er vendepunktet for job vækst i et område når folk i gennemsnit bruger mere end 35 timer i trafik om året.
Hermed klogere ønsker jeg en god aften, og hvis du læser det her inden turen går hjem igen, så glæd dig over at den trafikprop du sidder fast i kun eksisterer fordi det går godt.