Det er godt nok længe siden. Ja faktisk er det så længe siden, at det var lige efter Tom Kristensen vandt sin ottende og andensidste sejr til 24-timers løbet i Le Mans. Men dengang, blot to dage efter pokalen blev hævet, sank han spaden i jorden i Kongens Kvarter i Taulov ved Fredericia, og påbegyndte dermed byggeriet til et af Danmarks otte Audihuse. Det blev gjort sammen med tidligere koncernchef for Semler-gruppen i Danmark, Johnny Berntsen, tidligere direktør for Semler Audi Detail, Peter Milbregt, samt tidligere borgmester i Fredericia, Uffe Steiner Jensen.
Audi-huset i Taulov landede på tegnebrættet tilbage i 2003, da Audi AG besluttede sig for, at Audi i fremtiden skulle forhandles fra eksklusive Audi-huse rundt omkring i landet. Strategien indbefattede blandt andet, at de nye Audi-forhandlere skulle lægge strategisk i forhold til større veje, så arkitekturen var synlig for de forbipasserende. Netop derfor kan man nyde synet af Audi-huset i Taulov, når man kører på motorvejsstrækningen mellem Taulov og Snoghøj. Strategien bestod desuden i at lave en gennemførende og ensartet arkitektur i de otte Audi-huse, som ikke alene bød på ekstraordinære showrooms og lokaler, men som samtidig skulle være tro mod Audis design-DNA. ”Mærket med de fire ringe er indbegrebet af design og dynamik, og det fornægter sig ikke i de kommende Audi bilhuse med en unik atmosfære og forudsætningerne for at give kunderne den bedste Audi oplevelse i alle kontaktpunkter’’ sagde Tom Kristensen på dagen for det første spadestik.
Som billedet viser, ankom Tom Kristensen selv i hvad der dengang var Audis flagskib: en Audi A8L 6,0 W12. Den model med ekstra længde, deraf bogstavet L i A8L, samt to sammensplejsede V6-motorer, der tilsammen udgjorde én W12 motor med en slagvolumen på 6000 kubik. Vi ved ikke om det var Tom Kristensens egen Audi A8, eller om det blot var én Audi havde lånt ham til anledningen. Men under alle omstændigheder pyntede den gevaldigt på billedet.