Selvom vi i Danmark har et relativt mildt klima, hvor vi generelt ikke behøver at bekymre os om at overophede, så er vi alligevel glade for at montere solfilm på vores biler. Det skyldes blandt andet solfilmens evne til at beskytte os og bilens kabine mod solens UV-stråler, når den endelig bryder frem. Dertil nedsætter solfilm risikoen for indbrud i bilen, og sørger samtidig for, at bilens interiør ikke bliver for varmt i sommermånederne.
Men der er ikke frit lejde i forhold til at beklæde bilens ruder med solfilm i Danmark. Der er nemlig en række regler, som skal overholdes, så din bil ikke ender med at udgøre en sikkerhedsrisiko i trafikken. Uanset om du vælger at montere din solfilm selv eller om du får professionel hjælp, er det en god idé at være bekendt med disse regler.
Hvilke ruder må få påmonteret solfilm?
Tager du et kig på bilerne på de danske veje med tonede ruder, vil du hurtigt se, at det aldrig er forruden eller de forreste sidevinduer, der har fået påmonteret solfilm. Årsagen er simpel; det er nemlig ulovligt at gøre det på anden måde (jf. BEK nr. 1050 af 17/10/2019 10.03.004 del 3).
Du må nemlig kun påmontere solfilm på ruder, der er bag bilens B-stolpe; det vil sige de ruder, der er bag bilens førersæde. Dog må bilen gerne have tonede ruder foran B-stolpen, hvis det er sådan, den bliver leveret fra fabrikken – så længe, at der fortsat er en lysgennemtrængning på 70 % eller mere (jf. BEK nr. 1050 af 17/10/2019 10.03.003 del 3).
Hvor mørke må solfilmen på en bil være?
Der var engang en regel, der sagde, at en bils bagrude og bagerste sideruder skulle have en lysgennemtræning på minimum 40 %, men denne er ophævet for alle biler, der har et sidespejl i højre side af bilen – hvilket alle biler i realiteten har i dag.
Det vil sige, at den eneste begrænsning på, hvor mørk solfilmen på en bil må være er, at den skal være gennemsigtig og ikke må have en mørklægningsgrad på 100 %. Som udgangspunkt vil du de fleste steder kunne vælge mellem følgende toner af solfilm:
Tone | Mørklægningsgrad |
---|---|
Tone 50 | 50 % |
Tone 40 | 65 % |
Tone 28 | 80 % |
Tone 15 | 88 % |
Tone 08 | 95 % |
Vær også opmærksom på, at solfilmen ikke må have en spejlende effekt. Årsagen hertil er, at det kan være forstyrrende eller generende for andre trafikanter, og dermed øge risikoen for trafikuheld eller lignende.
Hvad er konsekvensen for at bryde reglerne om solfilm?
Skulle du bevidst eller ubevidst bryde reglerne for solfilm på biler, vil du i de fleste tilfælde ret hurtigt blive stillet til ansvar. Det er nemlig ganske nemt for politiet og synsmedarbejderne at spotte ulovligt tonede ruder. Bliver du taget ind til siden af politiet, vil du kunne forvente følgende konsekvenser:
- 1.000 kroner i bøde og
- et kørselsforbud.
Forsøger du at få synet din bil med solfilm, der ikke overholder de tekniske krav angivet i Færdselsloven, vil den ikke blive godkendt. Du vil derfor skulle afmontere solfilmen og betale for en ekstra syning af bilen, før du kan få lov til at køre i den igen.