Mange ser Skoda, og måske især Skoda Octavia, som kedelige og konservative biler. Det har ikke ændret sig meget – på trods af, at Skoda med sin nye Octavia har lavet et, i Skoda-henseende, drastisk designvalg, ved at splitte forlygterne i to. Om det har gjort bilen mere interessant eller ej, er vist op til den enkelte. Det lyder måske alt sammen negativt, men det er i virkeligheden ganske fint. Denne Skoda Octavia er reelt set blot en lidt modificeret version af den bil, der har været til salg siden 2012, og det betyder, at ingen smarte designere har gjort bilen mindre praktisk. Den er nemlig stadig en af de mest praktiske biler i sin klasse, med konkurrenter som SEAT Leon, Opel Astra og Volkswagen Golf. Alle biler, der lakker bagud, når det kommer til bagage- og passagerplads. Og få af konkurrenterne er lige så betryggende at køre, som den tjekkiske bil med oceaner af plads.
Men er det den bedste bil i klassen? Det forsøger vi at finde ud af i resten af anmeldelsen herunder.
(SKODA Danmark har lånt os en Skoda Octavia Hatchback Style i en uge, med henblik på test og anmeldelse. Den blev leveret ren og pæn hos Skoda Odense.)
Priserne for Skoda Octavia Hatchback starter ved 192.930 kroner for udstyrsvarianten Active og en 1,2-liters TSI-motor med en ydelse på 86 hestekræfter. Den halvårlige ejerafgift er på 545 kroner. Dyreste “normale” variant er en Skoda Octavia Hatchback i udstyrsvarianten L&K med en 2,0-liters TDI-motor, 6-trins DSG-automatgear og en ydelse på 150 hestekræfter til 331.320 kroner og en halvårlig ejerafgift på 2.080 kroner.
Skal man op og have nogle flere hestekræfter, kan man gå efter RS-modellerne, som starter ved 364.970 kroner for en 2,0-liters TSI-motor med 230 hestekræfter. Vil man have 15 hestekræfter mere, kan man få det for 420.700 kroner i form af en Octavia RS245. Se fuld prisliste her.
Anmeldelsen fortsætter under billedet.
Hvordan kører Skoda Octavia Hatchback?
Ydeevne
Testmodellen, som du ser på billederne, er en Skoda Octavia Style med en 1,0-liters turboladet benzinmotor, som yder op til 115 hestekræfter / 85 kw. Når man tager bilen størrelse i betragtning, fristes man måske til at tro, at en lille motor som denne vil have problemer med at sætte skub i bilen. Den klarer det dog mere end fint, og hvis ellers, at man ikke har bilen fyldt med tung bagage eller 4 passagerer hver eneste dag, så er testmodellens motor mere end rigeligt til hverdagsbrug. Du mangler på intet tidspunkt kræfter, ligegyldig om det er på vej ned af en motorvejsrampe, en overhaling, eller lignende.
Kørsel og komfort
Nu har vi anmeldt en hel del biler fra Skoda henover de sidste par uger, og der er en fællesnævner. Ingen af dem giver køreglæde i den klassiske “masser af hestekræfter og fart”-forstand, men i stedet præsterer de pænt i “en sikker og behagelig bil”-forstand. Her passer Skoda Octavia også rigtig fint ind. Langt det meste af tiden er den behagelig at køre, især ved højere hastigheder, hvilket gør den til en ganske udmærket pendlerbil. I byen vil man opleve at ekstra hårde bump og brosten, vil kunne mærkes lidt mere end, for eksempel, i en Opel Astra. Den er dog på intet tidspunkt decideret ukomfortabel at befinde sig i. Kørselsoplevelsen er præcis som de fleste ville ønske sig, når de sætter sig bag rattet i en stor familiebil. Den er stabil, præcis og nem at køre, men så er den heller ikke mere end det.
Brændstofforbrug
Testmodellen er opgivet til at kunne køre op til 20,8 km/l ved blandet kørsel. I ugen med os bag rattet, opnåede den 15,9 km/l. Absolut ikke ekstraordinært, men samtidig heller ikke uacceptabelt. Det er værd at notere, at kører man primært på landevej, vil man sandsynligvis opleve et mindre brændstofforbrug.
Anmeldelsen fortsætter under billedet.
Kabinen i Skoda Octavia Hatchback
Kabinen
Kabinen i testmodellen er af en interessant farve. På trods af, at det er svært at se på billederne, er kabinen en beige farve, med mørkere prikker og streger, som tager ud af en bil fra 80’erne. Her på Bilbloggen, havde vi nok valgt en sort kabine i stedet. Når det så er sagt, så har Octavia en rigtig praktisk kabine. Der er oceaner af plads til passagerer på forsæde såvel som bagsæde. Derudover er opbevaringspladsen rundt omkring i bilen også meget tilfredsstillende. Materialerne er i store dele af kabinen hårdere plastik, hvilket desværre kan give et indtryk af billig-bil.
Anmeldelsen fortsætter under billederne.
Bagagerum
Der er ingen tvivl om, at der hvor Skoda Octavia Hatchback virkelig smadrer sine konkurrenter, er bagagerumskapaciteten. Det er et kæmpe bagagerum, som Skoda har formået at få ud af en Octavia’en. De 590 liters opbevaringsplads bagerst i bilen, er mere end det i en Volkswagen Passat, som altså befinder sig en klasse over Octavia. Men som altid med sedan / hatchbacks, er der desværre en relativ høj bagagerumskant, så hvis du skal læsse bilen med tunge ting, har du en kant de lige skal over. Derudover kan større ting ikke bare skubbes ind i bilen, da gulvet ikke bliver helt fladt, hvis man lægger bagsæderne ned.
Anmeldelsen fortsætter under billederne.
Infotainmentsystem
Den 8-tommers store touchskærm er af rigtig fin kvalitet, og med diverse Apple CarPlay, MirroLink, Bluetooth, osv., giver den rigtig mange funktioner, uden, at man behøver at opgradere til store og dyre modeller. Skærmen har en hurtig og pålidelig respons, og vi oplevede på intet tidspunkt mangler. Det skulle da lige være at GPS’en til tider vælger mærkeligere og mere besværlige ruter end Google Maps – men det er jo desværre oftest situationen ved alle navigationssystemer.
Anmeldelsen fortsætter under billedet.
Udsyn
Kigger man fremad er udsynet rigtig fint fra førersædet. Stolperne i siderne af forruden er sjældent i vejen, når du holder ved et kryds eller en rundkørsel. Til gengæld gør de brede stolper ved bagruden, at du har en lidt større blind vinkel når du kigger over skulderen.
Heldigvis kan Skoda Octavia fås med parkeringssensorer for og bag, kameraer, med mere, til en okay pris.
Anmeldelsen fortsætter under billedet.
Sikkerhed
EuroNCAP
Octavia scorede i 2013 fem stjerner i EuroNCAPs sikkerhedstest med nogle ganske respektable resultater. 93% i beskyttelse af voksne passagerer, 86% i beskyttelse af børn og 66% i beskyttelse af bløde trafikanter og diverse elektroniske assistentsystemer. Det er siden da kommet flere sikkerhedsfunktioner til Octavia, men kravene til at score fem stjerner er også steget – men vi tør godt gætte på, at hvis / når den nye Octavia bliver testet, så scorer den endnu en gang fem stjerner.
Sikkerhedsudstyr
Testmodellen er blandt andet udstyret med en blindvinkelsassistent, som virker det meste af tiden. Den er dog endnu for ustabil til at man bør droppe at vende hovedet, men det er selvfølgelig rart at have i tilfælde af, at man en dag skulle glemme at kigge sig for, og den måske kunne være heldig at redde dig fra et uheld.
Der er ISOFIX på begge bagsæder, så skal man have to små børn med på tur, er det også muligt.
Anmeldelsen fortsætter under billederne.
Konklusion
Den nye Skoda Octavia Hatchback er med garanti ikke den smarteste eller mest “stylish” familiebil, men den er enkel, sikker, ekstremt praktisk, og har uendelig meget plads. Og så er prisen meget fornuftig. Der er ingen tvivl om, at man hos konkurrenterne som Volkswagen Golf og Opel Astra får en mere komfortabel køreoplevelse, men til gengæld tilbyder Octavia utrolig mange andre ting til en ganske fornuftig pris.