Når du er på udkig efter en ny eller brugt bil er det første du finder ud af sandsynligvis hvilket mærke og hvilken model, bilen skal være. Er det en brugt bil, du leder efter, vil årgang og kilometertal komme næst i kriterierækken. Men hvad med ekstraudstyret? En undersøgelse fra biltorvet.dk viser os hvilket ekstraudstyr, der er mest, og mindst, eftertragtet, når danskerne skulle ud og købe bil i 2017. En liste, som måske ikke er helt dum, at kigge forbi, når du sætter din brugte bil til salg – eller når du skal købe ny bil, for at øge dens gensalgsværdi.
Inden vi kommer til det populære ekstraudstyret, kan vi lige runde de ting, der kan skræmme de danske bilkøbere væk. Bilen skal helst have haft så få ejere som muligt, faktisk så er én-ejersbiler markant mere populære end biler, der har været handlet af flere omgange. Og har du været lidt for flittig til at tænde op under piben eller cigaretten i bilen, ja, så må du også forvente en ekstra værdiforringelse. Hvis du derimod står med en flot, én-ejersbil, som aldrig har set skyggen af røg, ja så må vi anbefale, at du gør det tydeligt for en potentiel køber, da det kan få salget i hus.
Har du en bil til salg med træinteriør og veloursæder eller for mange skørter og spoilere, ja så er der måske en grund til, at den ikke er solgt endnu. Det er nemlig noget af det udstyr, som danskerne i 2017 har sagt pænt nej tak til. Udover de førnævnte ting, så er lændestøtte, hattehylde, luftundervogn, TV-modtagelse, sænket undervogn og lygtevasker de resterende seks modifikationer, som kommer på top 10 over mindst eftertragtet ekstraudstyr i Danmark.
Er du derimod indehaver af en flot bil med automatgear, fartpilot, anhængertræk, klimaanlæg, navigation, parkeringssensor, sædevarme, læderinteriør og Bluetooth – og hvis den kører på diesel, et partikelfilter? Ja, så kan det være du skal prøve lykken med at sætte den til salg. Det er nemlig de 10 ting, som danskerne har sagt ja tak til i 2017.
Så om du er blevet forsikret om, at din nye bil kan sælges til en god pris om et par år, eller du må anerkende, at ungerne måske blot skal arve din bil med hattehylde og træinteriør, ja så er du i hvert fald blevet klogere på hvordan din næste bil måske udstyres.