Med det nylige produktionsstop af BMWs 6-serie coupé, står den tyske bilfabrikant uden en coupé i luksusklassen. Det vil de nu lave om på, og i overensstemmelse med deres mål om at øge salget af biler i luksusklassen introducerer de deres helt nye luksus coupé, nemlig BMW 8-Serie Coupé. Det sker i denne weekend, på årets Concorso d’Eleganza Villa d’Este, som er en festival for klassiske og historiske biler.
Indlægget fortsætter under billederne
Den nye BMW er officielt kaldet BMW Concept 8 Series, og er blevet håndbygget i ét eksemplar. Men da den nye coupé er sat til at blive lanceret i løbet af 2018 kan vi vist godt forvente at den endelige bil vil ligne den du ser på billederne ganske meget. Om den nye 8-Serie Coupé siger Senior Vice President hos BMW Group Design, Adrian van Hooydonk at det er: “BMW’s bud på en premium fuldblods køremaskine. Det er en luksuriøs sportsvogn, der viser både uforlignelig dynamik og moderne luksus som muligvis ingen andre. For mig er det en ren automobil fascination.” BMW har altså haft fokus på at lave en bil til topcheferne der både kan lide fart og køreglæde, men også har høje forventninger til bilens komfort og luksus.
Vi kender endnu hverken tekniske specifikationer eller priser på bilen, men mon ikke man godt kan forvente en dansk pris på et godt stykke over 1 million kroner, samt en rimelig heftig motor.
1 kommentar