ŠKODA har for nyligt lanceret den store SUV, KODIAQ – og nu er tiden altså kommet til en lidt mindre udgave, som skal afløse den nuværende ŠKODA Yeti. Den nye model hedder KAROQ, og er med sin længde på 4,38 meter 16 centimeter længere end sin forgænger, Yeti.
ŠKODA KAROQ følger ŠKODAs nye designlinjer, og er blandt andet også den første ŠKODA med et 100% digitalt instrumentbræt. Derudover er der mulighed for at få LED-lygter, både som køre-, nær- og fjernlys, samt i kabine. Oven i det vil der af sikkerhedsudstyr blandt andet også være nødbremse, dynamisk fartpilot, vejskilteassistent, vejbaneassistent, Trailer Assist og Traffic Jam Assist. Alle har de mærkelige navne, men essensen er at de kan være med til at gøre livet nemmere og øge sikkerheden en smule. ŠKODA KAROQ kommer også med det såkaldte ŠKODA Connect system, som angiveligt kan rapportere en ulykke til alarmcentralen. Bare først i løbet af 2018, for den danske alarmcentral er endnu ikke understøttet. Men knappen er der, og den sidder i loftet. Derudover kan man få en masse diverse informationer om bilen via en mobil applikation eller via nettet.
Rent motormæssigt, kan man vælge mellem to TSI benzinmotorer eller tre TDI dieselmotorer, alle med turbo. Benzinmotorene består af enten en 1.0-liters TSI med 115 hestekræfter eller en 1.5-liters TSI ACT med 150 hestekræfter. Bevæger du dig i stedet over til diesel kan du vælge mellem en 1.6-liters TDI med 115 hestekræfter, eller en 2.0-liters TDI med enten 150 hestekræfter eller 190 hestekræfter. Med en 1.5-liters benzinmotor kan du angiveligt køre 19,6 km/l, mens du med en 1.6-liters dieselmotor skulle kunne presse den til at køre 22,2 km/l.
ŠKODA KAROQ kommer som udangspunkt med en manuel gearkasse, men en 7-trins DSG-automatgearkasse kan tilvælges ved alle motorer. Hvis bilen skal trække på alle fire hjul, kan 4×4 tilvælges ved 1.5-liters TSI ACT og 2.0-liters TDI 150 HK. Topmodellen med 2.0-liters TDI 190 HK kommer med både 4×4 og automatgear som standard og vil kunne trække en anhænger på op til 2.000 kg.
Priserne på den nye ŠKODA KAROQ bliver først tilgængelige i januar 2018, ved den danske introduktion af bilen.