BMW 3-Serien har været til i efterhånden mere end 40 år og er blevet solgt i mere end 15 millioner eksemplarer. Nu er en syvende generation klar til at indtage vejene, efter præsentationen på Paris Motor Show 2018. Den nye udgave af BMWs mellemklasse bil har udvendigt fået nogle skarpere linjer, som skulle give den et mere moderne og sportsligt udtryk. Indvendigt er 3-serien også blevet noget mere moderne. Samtidig er køredynamikken angiveligt forbedret ved hjælp af en opgraderet undervogn, ny affjedringsteknologi, et stivere chassis, samt lavere vægt og tyngdepunkt.
Læs mere om den nye BMW 3-Serie Sedan under billedet
Og netop køredynamikken virker til at være der hvor den nye BMW 3-serie Sedan for alvor er blevet opgraderet. Målet har været en skarpere og mere nøjagtig håndtering og styring af bilen. Derfor har man reduceret vægten med 55 kg i forhold til generationen, den afløser. Kombineret med et lavere tyngdepunkt og en 50:50 procent fordeling af vægten på for- og bagakslen, er bilens balance, rent teoretisk, forbedret. Hvorvidt det for alvor er til at føle, kan vi desværre ikke sige før vi har siddet bag rattet i bilen. Derudover er bilens standardaffjedring og M-sportsaffjedring udstyret med variabel støddæmperkontrol, som skulle give muligheden for at justere på affjedringens hårdhed, så den giver den balance mellem komfort og sportslighed, som man ville ønske.
LED-lygter er standard, og hvis man vil betale ekstra for det kan man få adaptive LED-forlygter, med en rækkevidde på 530 meter. I kabinen kan man købe sig til BMW Live Cockpit Professional, med en 12,3-tommers skærm, som agerer som instrumentbræt, samt et 10,25-tommer kontroldisplay i midterkonsollen. Derudover, er der fremover mulighed for aktiv fartpilot, vognbanekontrol med advarsel ved uønsket vognbaneskift, sidekollision, krydsende trafik og forkert kørselsretning. Er man ikke den skarpeste til at parkere, kan man også tilkøbe parkeringsassistent, som kan parkere for dig.
Læs mere om den nye BMW 3-Serie Sedan under billedet
På trods af vægttabet, er bilen blevet 8,5 cm længere end forgængeren, 1,6 cm bredere og 0,1 cm højere. Samtidig, er akselafstanden øget med 4,1 cm. Bagagerumspladsen er på 480 liter, hvilket er en udmærket størrelse, man skal dog være opmærksom på, at det ikke er lige så tilgængeligt som i en stationcar-udgave.
Motorprogrammet består af to benzinmotorer i BMW 320i Sedan og BMW 330i Sedan med henholdsvis 184 hestekræfter og 258 hestekræfter og tre dieselmotorer i BMW 318d Sedan, BMW 320d Sedan og BMW 330d Sedan med henholdsvis 150 hestekræfter, 190 hestekræfter og 265 hestekræfter. Den mellemste dieselmotor fås med BMW xDrive, som er bilfabrikantens populære firehjulstræk. I sommeren 2019 tilføjes en hybrid-udgave som BMW 330e iPerformance, som angiveligt skulle kunne køre 33% længere på ren el i forhold til forgængeren. Lidt senere i det kommende år vil en såkaldt “ultrasportslig” BMW M Performance model, hvilket sandsynligvis betyder en ny udgave af BMW M3.
Den nye BMW 3-serie Sedan vil komme til Danmark til marts 2019.
Kilde: BMW Danmark