BMW iX2 front

Test: BMW iX2



BMW iX2 er den sidste elektriske BMW, der er bygget på en platform, der også kan bruges til en brændstofdreven model. Det reducerer rækkevidden, men kan du leve med det, er iX2 en velkørende coupe-SUV, der skiller sig ud fra mængden.

Bliv klogere på bilen her i denne BMW iX2 test, hvor vi kører xDrive30 M Sport-udgaven med 313 hestekræfter og en rækkevidde på op til 423 kilometer.

BMW iX2 priser

Priserne på BMW iX2 starter ved 405.000 kr. og skal du ud at køre den firehjulstrukne xDrive30, som er den dyreste variant, må du slippe 480.000 kr. for M Sport-udgaven eller 545.000 kr. for Fully Charged-udgaven.

ModelHKRækkeviddeForbrugPris
iX2 eDrive20 M Sport204 hk456 km16,0 kWh/100 km405.000 kr.
iX2 eDrive20 Fully Charged204 hk448 km16,3 kWh/100 km465.000 kr.
iX2 xDrive30 M Sport313 hk430 km17,0 kWh/100 km480.000 kr.
iX2 xDrive30 Fully Charged313 hk424 km17,2 kWh/100 km545.000 kr.
BMW iX2 priser, rækkevide og forbrug.

M Sport kommer med rigeligt standardudstyr, såsom sportssæder, sædevarme, alcantara-interiør, 19-tommers fælge, adaptive forlygter, fjernlysassistent, elektrisk bagklap, Apple CarPlay m.m.

Opgraderer du til Fully Charged-udgaven får du derudover ratvarme, anhængertræk, innovationspakken med head-up display, udvidet parkeringsassistent, elektrisk indstilbare forsæder, Harman Kardon-anlæg, m.m.

Testbilens pris og ekstraudstyr

Testbilen, som denne test er baseret på, har kostet 580.623 kr. inklusiv alt ekstraudstyr, som det fremgår af nedenstående tabel:

EkstraudstyrPris
20” fælge (styling 869)8.125 kr.
Panoramaglastag16.625 kr.
Tagræling i high-gloss Shadow Line4.000 kr.
Ekstra tonede ruder5.000 kr.
M Sportspakke Pro (M sportsbremser, M sikkerhedsseler, M bagspoiler, m.m.)24.374 kr.
Innovationspakke (Parkeringsassistent, head-up display, BMW Live Cockpit Professional, lys i luftindtag)42.499 kr.
Ekstraudstyr i den testede BMW iX2 xDrive30 M Sport.

BMW iX2 køreoplevelse

Hos BMW kalder de den testede iX2 for ”det blå lyn”, og den lugter da også langt væk af M, når man ser på den. Farven, de store fælge, hækspoileren, de store bremser, osv. indikerer alt sammen en bil, der ligger godt på vejen.

Det er set før, at visuelt gejl kan snyde, men i dette tilfælde kører BMW iX2 xDrive30 faktisk ganske forrygende. Trods at bilen bevæger sig i SUV-området, har den køredynamik som jeg ville forvente det af en sportslig BMW – givetvis hjulpet godt på vej af batteriet, der sænker tyngdepunktet.

Affjedringen er til den hårde side og styringen er præcis. Særligt førstnævnte bidrager også til det sportslige element, men den er desværre ikke justérbar. Jeg kunne derfor godt selv savne en mere behagelig affjedring til hverdag.

Ydeevne

Køber man den billigste udgave af BMW iX2, får man en forhjulstrukken model med 204 hestekræfter. I disse elbilstider kan det lyde af lidt, men det er fortsat 64 hestekræfter mere end i den mindste udgave af den brændstofdrevne X2 – og sandsynligvis mere end rigeligt.

Jeg har kørt iX2 xDrive30, der har 313 hestekræfter fordelt på to motorer (for og bag) med en samlet ydelse på 230 kW og et moment på op til 494 Nm. Det sikrer, at du aldrig kommer til at mangle motorkraft – heller ikke hvis du tonser afsted på den tyske motorvej.

Vil du have ubegrænset adgang til de mange motorkræfter, trykker du blot på boost-knappen bag rattet for at få 10 sekunder med fuld power. Med speederen i bund, når du fra 0 – 100 km/t på 5,6 sekunder, hvilket er respektabelt i en bil, der vejer 2.095 kilo.

Boost-knappen er i min optik en god måde at håndtere en elbils mange kræfter på. Det meste af tiden, vil jeg bare gerne køre stille og roligt, og har ikke brug for, at flyve afsted ved den mindste speederberøring. Men jeg vil omvendt heller ikke til at rode med alverdens køreindstillinger, når den skal have pedal – og netop her er løsningen i BMW iX2 et godt kompromis.

Forbrug og rækkevidde

Fælles for alle udgaverne af BMW iX2 er, at de har samme batteristørrelse. Det har en nettokapacitet på 64,8 kWh, hvilket svarer til omtrent 424 – 456 kilometers rækkevidde afhængig af den valgte motor- og udstyrsvariant.

Officielt er den testede model opgivet til at bruge 17,3 kWh per 100 kilometer svarende til 5,78 km/kWh. Det passer stort set perfekt efter knap 400 kilometers kørsel, hvoraf omtrent halvdelen var på motorvej og den resterende halvdel var ligeligt fordelt mellem by og landevej.

Som det fremgår af tabellen nedenfor kørte jeg nemlig med et gennemsnitligt forbrug på 17,5 kWh/100 km.

KørselstypeForbrugRækkevidde
By19,3 kWh/100 km335 km
Landevej15,8 kWh/100 km410 km
Motorvej22,1 kWh/100 km293 km
Gennemsnit17,5 kWh/100 km370 km
BMW iX2 strømforbrug og rækkevidde.

BMW iX2 kabine

Set udefra virker BMW iX2 til at være større end den brændstofdrevne X2 – og det er den også, sådan da. Sammenlignet med den gamle X2-model fra 2018 er iX2 nemlig næsten 20 centimeter længere, 2 centimeter bredere og knap 3 centimeter højere.

Men det er den nye X2’er også – så det er bare fordi den som udgangspunkt ikke bliver solgt herhjemme i brændstofudgaven.

Trods opgraderingen i størrelse, er BMW iX2 ikke den perfekte familiebil. Den hældende tagryg kommer med sine begrænsninger, og det mærkes særligt på bagsædet, hvor jeg som 1,80 meter kun lige kan sidde med ret ryg uden at støde hovedet på loftet.

Derudover er der heller ikke meget mere end et par centimeters frirum mellem mine knæ og ryggen på forsædet, når jeg sidder bag mig selv, og jeg ville nødig sidde skulder om skulder med to andre på min størrelse. Til gengæld er der god plads til fødderne, selvom forsædet var kørt ret langt ned.

På forsædet mærker man intet til bagsædets pladsmangel. Her er nemlig rummeligt med god armplads til både fører og passager. Samtidig sidder man behageligt i de bucket-lignende sæder, der sørger for, at man bliver holdt godt på plads.

Kvaliteten af materialerne i kabinen er høj hele vejen rundt, og jeg fandt intet at sætte en finger på.

BMW iX2 kabine

Opbevaringsplads

Der er generelt god opbevaringsplads rundt om i BMW iX2’s kabine. Både for- og bagdøre har store dørlommer, ryggen på det midterste bagsæde kan vippes ned som et armlæn med kopholdere, der er net i ryggen af forsæderne, samt masser af opbevaring der, hvor kardantunnelen ville være i en traditionel bil.

Bagagerum

Bagagerummet i BMW iX2 er opgivet til at rumme 525 liter og op til 1.400 liter med bagsæderne lagt ned. Egentligt en rimelig størrelse, men grundet coupe-formen på bilen, spises en stor del af stablepladsen.

Så skal der regelmæssigt være plads til stor barnevogn, hundebur og alverdens oppakning, kunne bagagerummet i BMW iX2 godt give anledning til frustrationer.

Slæber du til gengæld sjældent så meget med, synes jeg egentligt, at bagagerummet er respektabelt taget bilens form i betragtning.

Under bagagerumsgulvet er et lille rum, der kan bruges til opbevaring af ladekabler eller til udvidelse af bagagerummets størrelse, når det trænger. Du behøver ikke at løfte hele gulvet af for at tilgå rummet, men kan derimod blot vippe det forreste af gulvet op – og dermed bibeholde resten af bagagerummet – det er praktisk.

Infotainmentsystem

Jeg synes egentligt at infotainmentsystemerne i biler er kommet rigtig langt i de seneste år – og det gælder også BMWs.

Uheldigt er det bare, at jeg på det seneste har kørt Renault et par gange, der er gået over til et Android-drevet infotainmentsystem, der bare slår alt andet, jeg har prøvet.

Til sammenligning virker infotainmentsystemet i BMW iX2 en anelse langsomt. De mange funktioner og det relativt moderne design skal dog ikke underkendes. Derudover er det vigtigt at huske, at præferencer i forhold til infotainmentsystemer er meget individuelle.

Under alle omstændigheder er det ikke det, som min vurdering af BMW iX2 står eller falder på. Trådløst Apple CarPlay kommer nemlig som standard, og det kan heldigvis veje op for det meste.

Derudover har BMW iX2 en tilhørende app (My BMW), hvor du kan holde øje med bilens lokation, kørselsstatistik, strømniveau, rækkevidde, finde ladestandere, igangsætte klimaanlæg og meget mere. Appen er nem at sætte op og fungerer upåklageligt.

BMW iX2 sikkerhed

BMW iX2 kommer med en række sikkerhedsfunktioner som standar. Du får blandt andet adaptive LED-forlygter, fjernlysassistent, antiblænd i sidespejle, parkeringsassistent (sensorer), m.m.

Derudover kan du tilkøbe dig til head-up display, som er et instrumentbræt i forruden, en udvidet parkeringsassistent med 360-graders kamera, adaptiv fartpilot med banestyringsassistent, m.m.

Alt virkede upåklageligt på sikkerhedsfronten. Særligt parkeringsassistenten og det tilhørende 360-graders kamera skal have ros for billedkvaliteten og det grafiske overlay med farver, der indikerer afstanden til objekter omkring bilen.

Fartpiloten virker også som den skal, og det samme gør vognbaneassistenten, der ikke er lige så sart som andre i forhold til, hvordan man skal holde på rattet. Blindvinkelsadvarslen indbygget i sidespejlene fungerer ligeledes upåklageligt.

EuroNCAPs sikkerhedstest

EuroNCAP har testet BMW X2, som er baseret på samme platform som BMW iX2, men den elektriske udgave er altså ikke testet for sig selv. Testresultaterne bør dog være repræsentative for iX2.

KategoriScore
Beskyttelse af voksne i bilen85%
Beskyttelse af børn i bilen88%
Beskyttelse af bløde trafikanter76%
Brug af assisterende sikkerhedssystemer92%
Samlet score5 ud af 5 stjerner
EuroNCAP sikkerhedstest af BMW X2.
BMW iX2 front

Konklusion

BMW iX2 kan rigtig meget. Det er en velkørende bil med velfungerende sikkerhedsudstyr, et strømforbrug, der læner sig meget opad det opgivne og masser af ydeevne til en – for BMW – ganske fornuftig pris.

Fordi den er bygget på en platform, der også skal kunne understøtte en brændstofdreven bil, koster det lidt på rækkevidde og sandsynligvis også forbrug.

Det betyder, at du under optimale forhold, som denne testuge mere eller mindre har været, kan kører omtrent 400 kilometer i en BMW iX2 ved blandet kørsel. Det er fint om sommeren, men bliver givetvis en anelse for lidt om vinteren, hvis man regelmæssigt kører længere ture. For langt de fleste vil det dog være tilstrækkeligt.

Designmæssigt er BMW iX2 – og BMWs øvrige coupe-SUV’er – virkelig noget, der deler vandene. Nogle elsker det, andre kan ikke snuppe det. Det er naturligvis kun en bil for dig, hvis du er i første lejr – hvis ikke, kunne du lige så godt købe en iX1 eller iX3, som er mere traditionel SUV.

Dermed undgår du nemlig nogle af de ulemper, som udformningen af bilen giver i form af begrænset bagsæde- og bagagerumsplads.

Men er du fan af designet og drømmer du om en elbil med fornuftig indstigningshøjde og en sportslig køreoplevelse, så finder du nærmest ikke et bedre valg end BMW iX2.

Fordele

  • God køredynamik
  • Pålideligt strømforbrug
  • Velfungerende sikkerhedsfunktioner
  • Tilhørende app
  • God opbevaringsplads
  • Fornuftig indstigningshøjde

Ulemper

  • Begrænset med plads på bagsæde
  • Kun én batteristørrelse
  • Rækkevidde er til den lave side
  • Hældende taglinje indskrænker bagagerumsplads
Total
0
Shares
Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede artikler