Test: Fiat Panda City Cross 2019



Der er ingen tvivl om, at Fiat lever højt på de charmerende biler i deres modelportefølje. Det gælder primært Fiat 500 og dens søskende 500X og 500L. Derfor, er der nok heller ikke mange, der overhovedet overvejer en Fiat Panda City Cross, når de skal til at købe ny bil.

Men måske de burde. Fiat Panda City Cross er muligvis ikke køn, men vi endte nu alligevel med at blive en anelse positivt overrasket efter en uges tid bag rattet i den lille, men rummelige bil.

Læs med i vores Fiat Panda City Cross anmeldelse her, og bliv klogere på hvad den lille bil gør godt – og hvad den gør knap så godt.

Hvad koster Fiat Panda City Cross?

Men først kigger vi lige på, hvad sådan en Fiat Panda City Cross koster.

Fiat Panda kan fås i to udgaver: Fiat Panda og Fiat Panda City Cross. Vi tester den sidstnævnte, og vil i øvrigt kun anbefale den sidstnævnte. Det er nemlig sådan, at den er baseret på en anden platform end den normale Fiat Panda, hvilket betyder, at den scorer væsentligt bedre i diverse sikkerhedstests – men mere om det senere.

Fiat Panda City Cross starter ved 144.990 kroner, og for de penge får du en 3,7 meter lang bil, der er udstyret med en 1,2-liters benzinmotor, der yder op til 69 hestekræfter og har et moment på 102 Nm ved 3000 omdrejninger i minuttet.

Standardudstyrslisten indeholder blandt andet følgende:

  • Elektrisk indstilbare sidespejle med varme
  • Klimaanlæg
  • Radio med Bluetooth-opkobling
  • Parkeringssensor bag
  • Automatisk nødbremse op til 30 km/t
  • Hill Hold
  • Tågelygter for
  • LED kørelys
  • Læderrat

Og en anelse mere. Det er ikke en overvældende udstyrsliste, men man får alle de basale ting (og lidt til), som man har brug for i hverdagen.

Hvis du vil nørde mere med priserne på den lille bil fra Fiat, så kan du hoppe over på deres hjemmeside, hvor de naturligvis har både pris- og udstyrslister. Men start da lige med at læse med videre i vores Fiat Panda City Cross anmeldelse.

Hvordan kører Fiat Panda City Cross?

Ydeevne

Under motorhjelmen i Fiat Panda City Cross finder du, som sagt, en 1,2-liters benzinmotor med 69 hestekræfter. Det er i bund og grund ikke særlig meget, og sammenligner man med lignende biler, er det også en anelse til den lave side.

Det betyder da også, at du ikke kommer til at få mange fartbøder, da det tager lang tid for bilen at accelere. Mere præcist, er den opgivet til at kunne gå fra 0-100k km/t på 14,5 sekunder under optimale forhold. Herefter, fortsætter den op til 155 km/t, hvorefter bilen når sin topfart.

Det kan blive en gene, hvis du kører meget i for eksempel Tyskland, men i realiteten er den begrænsede tophastighed ikke et problem. Den lidt sløve accelerationstid er måske kedelig, men der er ingen tvivl om, at du sagtens kan klare dig. Hvis dit primære formål med at køre bil er at komme fra A til B, så er Fiat Panda City Cross en fin bil til dig ydelsesmæssigt.

Kørsel og komfort

Det er ikke nødvendigvis nogen spændende oplevelse at køre Fiat Panda City Cross. Som sagt, så er den oplagt til dig, der blot ser biler som et middel til at komme fra A til B.

Når det så er sagt, er det en ganske udmærket bil, med en super behagelig gearkasse. For den uerfarne billist (og for den erfarne), vil det være rart at høre, at det praktisk talt er umuligt at gå i stå, når man kører i Fiat Panda City Cross. Koblingspunktet er dejlig nemt, og generelt er det en behagelig bil at køre i, hvilket også gør den til et oplagt valg for dig, der er ny i trafikken.

Det larmer lidt i kabinen, men til gengæld er affjedringen ganske behagelig. Det bliver aldrig en Audi A8 eller noget der ligner, men overordnet set, får man en masse komfort og letkørt bil for pengene.

Brændstofforbrug

Fiat Panda City Cross er opgivet til at kunne køre 15,9 km/l. Det er umiddelbart en anelse lavt, hvis man sammenligner med motorens størrelse. Men til gengæld er det pålideligt. Efter en uge og 300 kilometer bag rattet Fiat Panda City Cross, opnåede vi et gennemsnitligt brændstofforbrug på 15,2 km/l.

Dette er baseret på en cirka ligelig fordeling mellem bykørsel, motorvejskørsel og landevejskørsel. Jo mere landevejs- og motorvejskørsel du kører, jo højere vil dit forbrug være.

Kabinen i Fiat Panda City Cross

Kabinen

Når du sætter dig ind i Fiat Panda City Cross vil du sandsynligvis blive glad. Det er nemlig sådan, at man sidder højt i Fiat Panda City Cross – i hvert fald, når man sammenligner med andre små biler, der har forsøgt at lave en crossoverudgave. For eksempel, kommer man ikke meget højere op at sidde i KIA Picanto X-Line sammenlignet med den almindelige KIA Picanto, men i Fiat Panda City Cross sidder man altså ret højt over vejen i forhold til bilens størrelse. Med andre ord får man altså en SUV-fornemmelse i en lille, byvenlig og økonomisk bil.

Desværre, er alt ikke guld og grønne skove. Kabinen er nemlig udført i en række billige materialer og masser af plastik. Der er ingen tvivl om, at den hurtigt kommer til at virke lidt gammeldags og en anelse billig. Omvendt, betyder mængden af plastik også, at den er ret praktisk. Det er hurtigt og nemt at tørre overfladerne af, hvilket absolut er værd at tage med.

Desværre, er det ikke det eneste, der kan virke sådan lidt billigt. Man kan nemlig heller ikke justere passagersædet i højden, hvilket i længden godt kan gå hen og blive en anelse irriterende for passageren – desværre er det en trend i mange mindre biler. Kombineret med ualmindeligt hårde nakkestøtter, kan ekstra følsomme personer måske gå hen, og blive en anelse trætte af at sidde i Fiat Panda City Cross.

Kabineplads

Men heldigvis er der også fordele ved at være med på tur i Fiat Panda City Cross. Kabinen er nemlig meget lys og rummelig. Vi har haft svært ved at forstå, hvordan man kan få så meget plads og luft ud af en bil, der virker så lille udefra. Det skyldes muligvis de store ruder både for og bag, der virkelig lukker meget lys ind i bilen. Det er et kæmpe plus for os, og en af de vigtigste årsager til, at Fiat Panda City Cross reelt set er en bil, som vi mener, at du bør overveje.

Desværre, er benpladsen ikke helt så pompøs og luksuriøs som kabinens størrelse. Jeg er 1 meter og 80 centimeter, og det kan godt knibe en anelse for mig at sidde bag mig selv. Det kan lade sig gøre, men der er ikke for alvor mulighed for at strække benene, hvilket kan blive lidt anstrengende på længere ture. Men sådan er forholdende i små biler – problemet er bare, at man glemmer at man er i en lille bil, netop fordi kabinen virker så rummelig.

Opbevaringsplads

Rundt omkring i kabinen er der okay med opbevaringsplads – i hvert fald når man tager bilens størrelse i betragtning. Der er et stort, men åbent rum, hvor man kan lægge sin telefon eller lignende under kørslen. Fiat har forsøgt at lave nogle riller, der skal forhindre tingene i at skøjte rundt – det fungerer nogenlunde, men det er bare aldrig en helt god løsning.

Det relativt store opbevaringsrum erstatter dog ikke handskerummet. Der er et, som faktisk har ganske udmærket med plads. Det eneste problem er, at selve opbevaringspladsen i handskerummet er så langt inde, at man skal bukke sig for at kunne se derind.

Dørlommerne foran er en ganske udmærket størrelse, om end de er lidt smalle. Bagtil, er det en lidt anden sag, da lommen er væsentligt mindre og noget mere lukket til.

Der er desværre ikke så meget opbevaringsplads i midterkonsollen, men der er dog et par kopholdere, så man klarer den nok. Til gengæld, har man en mobilholder, samt en USB-indgang plus et lille opbevaringsrum oppe i forruden. En smart løsning når nu man ikke har et infotainmentsystem.

Bagagerum

Bagagerummet i Fiat Panda City Cross er ikke kæmpe stort, men der er trods alt plads til, at man kan have lidt af hvert med. Hvis man presser den, kan man godt tage 3 til 4 personer på bilferie i en uges tid, men så er bilen også pakket – både i form af passagerplads og bagagerumsplads.

Transporterer man tit store ting, er Fiat Panda City Cross ikke nødvendigvis den helt rigtige bil. Bagsæderne kan lægges ned, men gør man det, så er det hele bagsæderækken, der lægges ned, og man kan derfor ikke både udvide bagagerummet og være 3 personer i bilen, som man kan i bil med et 60/40 splittet bagsæde. Derudover, er bagagerummet ikke helt fladt, og der er en relativ høj bagagerumskant, som kan være til gene, hvis man skal have tunge ting ind i bagagerummet.

Men til hverdagsbrug har Fiat Panda City Cross et stort nok bagagerum for de fleste mennesker.

Sikkerhed i Fiat Panda City Cross

Sikkerhedsudstyr

Der er ikke overvældende meget sikkerhedsudstyr som standard i Fiat Panda City Cross, og det er da også en af grundende til, at den nok ikke sælger i super høje tal. Nedenfor finder du listen over de mest væsentlige punkter på listen over sikkerhedsudstyr, når du køber den lille bil.

  • Parkeringssensor bag
  • 6 airbags
  • City nødbremse (op til 30 km/t)
  • Hill hold
  • LED kørelys
  • Tågelygter for

Det er ikke en imponerende liste, men der er heldigvis mulighed for at udvide den en anelse. Du kan for eksempel tilkøbe:

  • Varme i forrude
  • Reservehjul
  • Højdejusterbare sikkerhedsseler

EuroNCAPs sikkerhedstest

Hvis du søger efter Fiat Panda på EuroNCAP, vil du opdage, at den har scoret 0 stjerner i deres sikkerhedstest. Det er noget hø, som også gør, at de færreste vil anbefale at købe en Fiat Panda – det er den første bil, der nogensinde har scoret 0 stjerner i den eruopæiske sikkerhedstest.

Men, som vi nævnte kort i introduktionen, er Fiat Panda City Cross bygget på en anden platform end den almindelige Fiat Panda. Det betyder, at selvom Fiat Panda City Cross ikke er blevet testet, så er teorien, at den ville score 3 stjerner.

Det er ikke prangende, men trods alt væsentligt bedre end 0 stjerner. Eftersom den eksisterende sikkerhedstest af Fiat Panda ikke gælder for Fiat Panda City Cross, kan vi desværre ikke linke til en EuroNCAP sikkerhedstest.

Konklusion

Når alt kommer til alt, er Fiat Panda City Cross en udmærket bil. De har uden tvivl sine ulemper, det kommer vi ikke uden om. Det er ikke den stærkeste spiller på markedet, men den har altså også sin charme.

Personligt, er jeg ikke sikker på om jeg er fan af bilens design, men mødte mange i løbet af ugen, der fandt den både charmerende og sød at se på. Kombineret med en kabine i en god størrelse, et ualmindeligt godt udsyn, en høj siddeposition og nemme køreegenskaber, så har man lige pludselig opskriften på en bil, som mange ville blive glad for.

Hvis ekstraordinær sikkerhed og sportslige køreegenskaber ikke er dealbreakers for dig, men du derimod bare vil have en almindelig nogenlunde sikker bil, der kan få dig fra A til B uden problemer og med god plads, så er Fiat Panda City Cross et ganske udmærket bud på en billig bil til dig.

Og så lad os ikke glemme, at, skulle uheldet være ude, så er en værkstedsregning fra Fiat ofte noget billigere, end for eksempel hos Volkswagen, Audi eller lignende.

Total
0
Shares
Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede artikler