Kammeraten er taget på ferie, og en eller anden mente åbenbart at det var en god idé at efterlade mig med bilnøglerne til Mazda 6’eren i indkørslen. Min Renault Clio, får lov til at holde en pause, og bliver for en uges tid erstattet med den mørk lilla japaner. Det er en årgang 2006, så den har alligevel efterhånden et par år på bagen. Selvom bilen er pæn, er den stadig et par år for tidligt på den i forhold til Mazdas nyere og noget mere tiltrækkende design.
På en søndag, og en af de få solskinsdage i starten af august hopper jeg ud i bilen, og beslutter mig for at tage en lille tur, bare for at lære den at kende, inden den skal til at bruges til hverdagskørsel. Der kommer en dejlig lyd fra den 2.2l store motor, da nøglen bliver drejet, en ting man hurtigt kommer til at savne når man kører i en billig dieselbil. Jeg justerer kort på min læderstol, og herefter spejlene, selvom det ikke er meget nødvendigt, da udsynet fra førersædet er ganske udmærket. Og så er det ellers på vej. Børnene er ude på gaden og lege, så det foregår stille og roligt ned af villavejene, og jeg har tid til at kigge på Mazdaens interiør. Intet AUX kabel, men til gengæld er der plads til 6 CD’er i afspilleren på en gang, derudover er der en radio, et hav af blæsere, samt diverse kontrol af aircondition, temperatur, og så videre. En ting der irriterer mig er manglen af plads i midterkonsollen, der er et enkelt lille rum med cigarettænder nede i bunden, men den USB-oplader der sidder i tager hele al pladsen. Derudover er der to kopholdere, og så et armlæn med et rum under. Og det er det. Jeg indrømmer gerne at jeg er glad for at jeg tog joggingbukserne med lynlåslommer på, for jeg plejer at tabe jeg har i bukselommerne når jeg kører bil, og vi ved jo alle sammen godt at når først noget er røget mellem sædet og midterkonsollen, så skal man være heldig hvis man nogensinde ser skyggen af det igen. Det er en årgang 2006, så den har alligevel efterhånden et par år på bagen. Selvom bilen er pæn, er den stadig et par år for tidligt på den i forhold til Mazdas nyere og noget mere tiltrækkende design.
Jeg er nået ud på landevejen, og der er kun en lille kilometer til motorvejen. Jeg tillader mig at lade min fod blive tung, og speederen må bukke under for vægten, ikke at der er meget modstand. Det virker nærmest som om at bilen gerne vil afsted, og ikke har noget imod at komme op i omdrejningerne. Jeg drejer af til motorvejen, og kører mod Nyborg, et dejligt tomt stykke med en lang 130 km/t zone – en af fordelene ved at bo i udkantsdanmark. Og hold op hvor går det stærkt, den lille mellemklasse familievogn, er lige pludselig blevet til en lille sportsbil, der, selv i sjette gear, hurtigt trækker forbi de lidt sløvere billister i indersporet.
Jeg kommer hurtigt til konklusionen, at Mazda 6 ikke er en bil man køber for at køre bykørsel og fragte børnene til og fra skole. Eller i hvert fald ikke kun derfor. Mazda 6 er en mellemklasse familiebil, men en mellemklasse familiebil hvor når børnene er blevet læsset af til fodbold, kan man lige finde en lang lige landevej, og bare trykke speederen i bund, og øve sig lidt på sine hurtige gearskift, mens pilen bevæger sig støt rundt i speedometeret. For så derefter at komme tilbage til virkeligheden, og stadig kunne klare hverdagskørsel, som en anden bil. Bagagerums plads er der nok af, og det er ikke kun hvis man vælger stationcar modellen, sedan versionen kan også sagtens klare bagage for en familie på fire, hvis bare man pakker med lidt omhu. Alt i alt en bil der kan klare det meste af dagligdagens praktiske gøremål, men også pifte de grå dage op med lidt sjov. En god mellemklassebil der ikke nødvendigvis sidder fast i hukommelsen, men kan nydes mens man har den. Især når man til daglig er vant til at køre i en kedelig diesel Renault Clio.
1 kommentar