Test: Mercedes-Benz A200 Sedan



Mercedes-Benz A-klasse har i mange år solgt rigtig godt som hatchback, men tilsyneladende har der også været efterspørgsel på en sedan-udgave af den populære bybil. I forlængelse af lanceringen af den nye generation af A-klassen, har man derfor valgt at introducere en Mercedes-Benz A-klasse Sedan.

Der kan være mange gode grunde til at købe en sedan over en hatchback – eksempelvis runger det ofte mindre i kabinen, samtidig med, at mange mener at sedan-designet er mere stilfuldt og eksklusivt. Omvendt må man også give kald på lidt opbevaringsplads i bagagerummet.

Læs med i vores Mercedes-Benz A200 Sedan anmeldelse, og bliv klogere på, hvad den gør godt – og hvad den gør knap så godt.

Hvad koster Mercedes-Benz A200 Sedan?

Hvis man skal ud og købe en Mercedes-Benz A-Klasse, er det naturligvis interessant at vide, hvad den koster. Derfor får du her en kort oversigt over de nuværende Mercedes-Benz A-Klasse sedan priser. For en opdateret liste, kan du naturligvis altid besøge Mercedes-Benz’ egen hjemmeside.

Priserne på Mercedes-Benz A-Klasse starter ved 349.900 kroner. Her får du en Mercedes-Benz A180 d med automatgear og udstyrsniveauet Advantage. Den har 116 hestekræfter, 250 Nm, og er opgivet til at køre 22,2 km/l med en CO2-emission på 117 gram pr. kilometer.

Herefter fortsætter priserne deropad, alt efter motorstørrelse og brændstoftype. Den dyreste variant er en Mercedes-Benz A220 med automatgear, 4Matic og i udstyrsvarianten Advantage. Den har 190 hestekræfter, 300 Nm, og er opgivet til at køre 14,7 km/l og udleder 154 gram pr. kilometer. Denne variant koster 414.900 kroner. Dertil kommer naturligvis AMG-udgaver A35, A45 og A45 S, samt andre udgaver, der ikke kommer med Advantage-pakken.

Testbilen, som er en Mercedes-Benz A200 med automatgear i Advantage udstyrsvarianten, koster fra 369.900 kroner. Det er samtidig den billigste benzinvariant, som du kan købe. Denne har 163 hestekræfter og 250 Nm, og er opgivet til at køre 16,7 kilometer på literen med en CO2-emission på 135 gram pr. kilometer.

Derudover er testbilen udstyret med ekstraudstyr til en værdi af mere end 190.000 kroner. Det gælder følgende:

  • Cosmosort metallak
  • Førerassistentpakke
  • Head-up display
  • Burmester soundsystem
  • Smartphone integrationspakke m. Apple CarPlay og Android Auto
  • MBUX Augmented reality navigation
  • Premiumpakke PLUS
  • Læderkabine i Bahiabrun

Til en samlet pris på mere end 550.000 kroner, er det altså ikke billigt, at blive så godt kørende, som testbilen her. Naturligvis er der flere af tingene ovenfor, som man kan undvære – men dermed går der også noget af den premiumfølelse, som A200 ellers formår at levere.

Det kan du læse mere om nedenfor i vores Mercedes-Benz A200 sedan anmeldelse.

Hvordan kører Mercedes-Benz A200 Sedan?

Ydeevne

Som nævnt er Mercedes-Benz A200 sedan udstyret med en benzinmotor, der yder 163 hestekræfter og når et moment på 250 Nm. Motorkraften bliver sendt ned i dækkene gennem en 7-trins automatgearkasse.

Det betyder, at Mercedes-Benz A200 er hurtig i optrækket – både fra 0 km/t og ved høje hastigheder. Du kommer derfor ikke til at føle, at du mangler motorkraft, når du eksempelvis skal lave en overhaling på motorvejen.

Når det så er sagt, så er den officielle tid fra 0-100 km/t ikke lavere end 8,1 sekunder, hvilket betyder, at du ikke køber en gaderacer.

Kørsel og komfort

Som de fleste personbiler fra Mercedes, er Mercedes-Benz A200 sedan en komfortabel bil at køre i. Affjedringen er i orden, man sidder godt, og langt de fleste systemer fungerer upåklageligt.

Men, ligesom vi måtte nævnte i vores anmeldelse af Mercedes-Benz E200, er det ikke altid, at motoren og gearkassen spiller super godt sammen. For selvom bilen er hurtig i optrækket, må man leve med et par rykkende gearskift, når man skal have bilen i gang fra stilstand. Det kan hurtigt gå hen og blive irriterende, hvis man bruger sin bil til megen bykørsel. Når først man er oppe i fart, er det dog ikke noget man tænker over, hvorfor det for mange ikke vil være den store gene.

Brændstofforbrug

Efter knap 600 kilometer bag rattet i Mercedes-Benz A200 sedan, kan vi rapportere et forbrug på 6,2 liter pr. 100 kilometer. Det svarer til cirka 16,13 km/l. Sammenligner vi dette med det opgivne forbrug på 16,2 km/l, må det siges at den mindste sedan i Mercedes-Benz’ modelportefølje rammer plet på brændstoføkonomien.

De 600 kilometer, som vi kørte i testbilen, bestod omtrent af 60 procent motorvejskørsel, 20 procent landevejskørsel og 20 procent bykørsel.

Kabinen i Mercedes-Benz A200 Sedan

Kabinen

Sætter man sig ind i kabinen i Mercedes-Benz A200 sedan vil man opleve, at den er udført i generelt lækre materialer. Det er tydeligt, at det ikke er på niveau med det, som man eksempelvis oplever i en E-klasse, men det er naturligvis også helt i orden.

En af de mest dominerende elementer i kabinen er den store brede skærm, der går hele vejen fra instrumentbrættet og hen til midterkonsollen. Det ser moderne og smart ud, uden at virke for klodset.

Derudover er testbilen udstyret med en soltag, der giver godt med lys i kabinen, hvilket virkelig er tiltrængt på en mørk årstid som denne.

Vores testudgave af Mercedes-Benz A200 sedan er også udstyret med en række diverse systemer, som for nogle vil være mere en gimmick, end noget, man reelt set ville bruge. Det troede vi også om det sædekinetik-system, som bilen er udstyret med – men det er faktisk overraskende godt.

Sædekinetik fungerer sådan, at de forskellige dele af sædet bevæger sig en lille smule hele tiden. Det begrænser ikke din evne til at køre bilen, men sørger derimod for at aktivere din krop, så den ikke sidder i den samme position hele tiden. Dette er sjældent nødvendigt i hverdagen, men kører man lange stræk, kan det være en rigtig god måde at reducere smerter i ryg, knæ, ben og så videre.

Kabineplads

Sætter man sig ind på de komfortable sæder, vil man opleve, at der er godt med plads. Forsædepassagerne har intet at klage over, så længe de ikke er over 1,95 meter høje – og det samme gælder sådan set bagsædepassagererne.

Som en gennemsnitlig ung herre på 1 meter og 80 centimer, sidder jeg komfortabelt “bag mig selv” på de yderste bagsæder. Sætter jeg mig i stedet i midten, støder jeg hovedet på det stærkt hældende loft, hvilket hurtigt kan gå hen og blive irriterende.

Har I tre høje og bredskuldrede teenagedrenge er det derfor ikke sikkert, at Mercedes-Benz A200 sedan er den rette bil for jer.

Opbevaringsplads

Rundt omkring i kabinen er der en række forskellige opbevaringsmuligheder. Det gælder eksempelvis dørlommerne, som foran er en fornuftig størrelse, mens de ved bagsæderne godt kunne være større. Fælles for dem begge er dog, at de sagtens kan rumme en flaske vand, samt lidt småting.

Derudover byder kabinen også på et rum i midterkonsollen, samt to kopholdere i en tilpas størrelse, der hverken er for stor eller for lille. Til gengæld må du leve med, at det ikke er muligt at overdække det forreste rum i midterkonsollen, hvilket ellers kan være rart, hvis man har nøgler, telefon, penge, eller andre værdier liggende i bilen.

Bagagerum

Bagagerummet er med sine 420 liter en fornuftig størrelse. Problemet er bare, at det ikke er lige så brugbart som i eksempelvis en hatchback. Med lidt god vilje kan du dog pakke et par tasker, der kan rumme tøj til en uges badeferie. Skal man derimod på skiferie i en lejet hytte, og skal transportere alt fra dyner og skitøj til snekæder og sneskovl, så kan det godt være, at det begynder at knibe lidt med pladsen.

Hvis du er i tvivl om, hvorvidt bagagerummet er stort nok til dig og din familie, så pak jeres nuværende bil med alt jeres udstyr, og kør ned til den lokale Mercedes-forhandler. Se om I kan få klemt det nødvendige ind i bilen, inden I skriver under på købsaftalen.

Det virker fjollet, men sikrer jer også imod ærgrelser på et senere tidspunkt. Og måske I bliver overrasket – for selvom bagagerummet ser småt ud, så kan det faktisk rumme en del.

Infotainmentsystem

Som nævnt har Mercedes-Benz A200 sedan en stor skærmenhed, der går på tværs af venstre side af bilen. Selve skærmenheden ligner én skærm, men består i virkeligheden af to individuelle skærme – hvoraf den ene fungerer som instrumentbræt, mens den anden fungerer som et traditionelt infotainmentsystem.

Det fungerer upåklageligt, og den eneste bemærkning jeg har, er at den højre side af skærmen godt kunne være placeret 2 centimeter længere mod højre. Sådan som jeg sidder skjuler rattet nemlig for nogle af de informationer, der er placeret længst til venstre i infotainmentsystemet.

Derudover er testbilen udstyret med USB-C porte, i stedet for de traditionelle USB-porte, som vi i mange år har været vant til. Har man en nyere telefon med USB-C, vil man elske Mercedes-Benz A200 – men har man fortsat en telefon, der oplades gennem et traditionelt USB-stik, kan man hurtigt blive træt af at skulle bruge en converter.

Det er dog den helt rette vej at gå, og vi kan kun bifalde Mercedes-Benz for at gribe den teknologiske udvikling, og tilpasse deres biler derefter – også selvom, der er nogle, der vil blive fanget i overgangsperioden.

Sikkerhed i Mercedes-Benz A200 Sedan

Sikkerhedsudstyr

Mercedes-Benz er ikke just kendt for deres væld af standardudstyr. Men der er alligevel en del fornuftige sikkerhedsudstyr inkluderet i fra-prisen på den nye Mercedes-Benz A-Klasse. Det tæller blandt andet:

  • Bakkamera
  • Aktiv vognbaneassistent
  • Fartpilot
  • Automatisk barnestolsgenkendelse
  • Aktiv bremseassistent
  • Fartbegrænesr
  • Nødopkaldssystem
  • Direkte trafikinformation
  • Parkeringssensorer for- og bag
  • Parkeringsassistent
  • Nedblændelige bak- og sidespejle
  • LED forlygter

Derudover er testbilen udstyret med en række ekstra ting som:

  • Multibeam LED forlygter
  • Adaptiv fartpilot
  • Rutebaseret hastighedsjusteringer
  • Semi-autonom styring af bilen med
    • Aktiv styringsassistent
    • Aktiv bremseassistent
    • Automatisk vognbaneskift
    • Blindvinkelssystem
    • Færdselstavleassistent
    • Og meget mere

Man kan altså sagtens klare sig med en Mercedes-Benz A200 med standardudstyr, men der er ingen tvivl om, at alt det smarte kommer med førerassistentpakken. Her skal man blot vurdere om den ekstra komfort og sikkerhed, er de mange penge værd. Vi vil dog gerne skrive under på, at de stort set fungerer upåklageligt.

Derudover skal Mercedes-Benz virkelig have ros for den høje kvalitet af kameraerne på bilen, samt den forholdsvist velfungerende automatiske parkeringsassistent.

EuroNCAPs sikkerhedstest

EuroNCAP er den officielle europæiske organisation for sikkerhedstest af biler. De forsøger så vidt muligt at teste alle masseproduktionsbiler på det europæiske marked, og har derfor også testet Mercedes-Benz A-klasse.

Denne test blev udført tilbage i 2018, da den nye generation af A-klassen blev introduceret. Her scorede bilen 5 ud af 5 stjerner med følgende resultater i de enkelte underkategorier:

  • Beskyttelse af voksne i bilen: 96 procent
  • Beskyttelse af børn i bilen: 91 procent
  • Beskyttelse af bløde traffikanter: 92 procent
  • Brug af assisterende systemer: 75 procent

Konklusion

Så er vi kommet til det vigtigste spørgsmål: “Skal man købe en Mercedes-Benz A200 sedan?” Og svaret må være “Ja, hvis du har pengene til det, og ikke behøver en større bil.”

For Mercedes-Benz A-Klasse sedan er en lækker, velkørende og komfortabel bil, der byder på en masse moderne teknologier og et væld af udstyr – så længe man er klar på at betale for det. Samtidig er det ikke verdens største bil, og det er derfor ikke nødvendigvis det rigtige valg for jer med to store børn.

Og selvom fra-prisen på Mercedes-Benz A-Klasse ikker håbløst høj, så ligger meget af charmen i det ekstraudstyr, som man kan tilkøbe. Det gælder eksempelvis læderkabinen, de velfungerende sikkerhedssystemer, og det gode lydsystem. Springer man let og elegant over ekstraudstyrslisten, får man stadig en velfungerende og velkørende bil – men den mister altså noget af den eksklusivitet som testbilen her har.

Total
0
Shares
Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede artikler