Test: Mercedes-Benz C300e plug-in hybrid 2020



Mercedes-Benz C300e er en plug-in hybrid, hvilket vil sige, at den både har en benzinmotor og en elmotor. Og lige netop det, gør den ret interessant af flere grunde. Både er det en smart drivlinje lige nu, fordi du får en elbil i hverdagen og en benzinbil, når du skal gøre længere ture. Men den er også smart, fordi de nye registreringsafgifter tilgodeser plug-in hybrider.

Men kan Mercedes-Benz overhovedet lave plug-in hybrider? Det korte svar er ja; det konstaterede vi op til flere gange i løbet af 2020, hvor vi blandt andet have lejlighed til at prøve både Mercedes-Benz A250e og GLC 300e. Nu er det så tid til, om det tyske bilmærke også har fået plug-in hybrid-formatet til at give mening i deres meget populære C-Klasse.

Læs med i denne Mercedes-Benz C300e anmeldelse, hvor vi tester en C-Klasse stationcar som plug-in hybrid udstyret med den såkaldte AMG Night Edition-pakke.

Hvordan kører Mercedes-Benz C300e?

Ydeevne

Under motorhjelmen i Mercedes-Benz C300e finder du en elmotor og en benzinmotor, der til sammen laver en systemydelse på 320 hestekræfter, der når fra 0-100 km/t på blot 5,4 sekunder.

Ja vi er nærmest ovre i noget AMG-territorie med denne form for ydeevne. Men det kræver naturligvis, at der er strøm på batteriet, så elmotoren kan assistere. Men når det så er sagt, så er det stadig en utrolig hurtig stationcar, når batteriet er kørt tør. Bilen bliver altså ved med at være sjov, selv når elmotoren holder en pause – og det er altså langt fra tilfældet i alle plug-in hybrider.

Kørsel og komfort

Køreoplevelsen i Mercedes-Benz C300e er hjulpet gevaldigt på vej af de kraftfulde motorer, men bliver desværre også lidt bremset af samspillet mellem den 9-trins automatiske gearkasse og selvsamme motorer. Gearskiftene er ikke på noget tidspunkt ubehagelige, men de kan godt halte lidt efter; et problem som er ret udbredt blandt plug-in hybrider på tværs af fabrikanter.

Når det så er sagt, så er der tale om en utrolig komfortabel kabine. Den er særdeles velisoleret i forhold til vindstøj og vejstøj, om end man må døje lidt med støj fra benzinmotoren, når den slår til. Det er også et udbredt problem i plug-in hybridbiler, og min teori er, at det skyldes, at benzinmotoren typisk er kold, når den slår til efter, at man har kørt på ren el. I hvert fald stilner motorstøjen af, når den har været tændt i længere tid.

Affjedringen er god og køreoplevelsen er også fin – om end ikke helt på AMG-niveau. Men for prisen på bilen, er det et rigtig godt køb for dig, der er på udkig efter en semi-performance stationcar.

Brændstofforbrug og rækkevidde

I løbet af min uge med Mercedes-Benz C300e er det blevet til et gennemsnitligt brændstofforbrug på 15,9 km/l. Det er egentligt udmærket for en stor tung stationcar, om end det også viser, at det ikke nødvendigvis er grønt at køre plug-in hybrid, når man ikke kører på ren el.

Og meget apropos, så har jeg testet Mercedes C300e til at have en rækkevidde på 40 kilometer, når man kører på ren el. Det sker efter en opladning fra 10% til 100% på cirka halvanden time. Det er ikke en fantastisk rækkevidde, men hvis du har mindre end 20 kilometer til arbejde, kan du køre på ren el i hverdagen. Har du mulighed for at oplade på arbejde, får du pludselig mulighed for at køre 80 kilometer på ren el om dagen, uden at gå på kompromis med den frihed som en benzinmotor giver i weekenderne og ferierne.

Mercedes-Benz C300e brændstofforbrug og rækkevidde
Gennemsnitligt brændstofforbrug15,9 km/l
Motorvejskørsel14,3 km/l
Landevejskørsel16,7 km/l
Bykørsel17 km/l
Rækkevide40 kilometer
Opladetid (10% – 100%)1,5 time

Mest populære ladebokse og opladekabler

Som sagt er det mest grønt og økonomisk at køre Mercedes-Benz C300e, når man kan lade den op på regelmæssig basis. Det kan derfor være en rigtig god idé at installere end ladeboks derhjemme. Så er batteriet nemlig frisk opladt hver morgen. Du kan i nedenstående oversigt se de mest populære ladebokse og opladekabler på PriceRunner i øjeblikket.

Kabinen i Mercedes-Benz C300e

Køber man en Mercedes-Benz C300e Night Edition, så får man en bil med et utroligt højt udstyrsniveau. Men selv hvis man ikke får fingrene i en Night Edition, så har Mercedes generelt en fornuftig liste med standardudstyr, som især kommer til udtryk i kabinen, hvor materialerne er af høj kvalitet og funktionerne er som de skal være.

Når det så er sagt, så kan man efterhånden godt mærke på C-Klassen, at den ikke helt lever op til de standarder, som er blevet sat i blandt andet den nye A-Klasse. Her er ikke de samme store skærme og den samme digitale og moderne kabine – for nogle er det helt fint, mens andre måske vil blive skuffede over, at deres nye Mercedes ikke er helt så smart som nogle af de andre modeller fra samme mærke.

Kabineplads

Pladsen i kabinen er god, og man sidder meget behageligt både på forsædet og bagsædet. Loftshøjden giver god plads til hovedet på forsædet, og bredden på bilen sikrer, at det ikke føles trangt at sidde hverken foran eller på bagsædet. På forsædet kan man nyde godt af et stort bredt armlæn, hvor der er rigelig med plads til at både føreren og passageren kan hvile deres arm under kørslen.

Bagsædet har også ganske udmærket plads til både hoved og knæ, mens det halter lidt med plads til fødderne under forsædet. Det kan heldigvis hjælpes lidt på vej, hvis man kan lokke forsædepassagererne til at hæve deres sæder en smule i højden.

Opbevaringsplads

Når det kommer til opbevaringsplads, er Mercedes-Benz C300e også ganske veludstyret. Der er store dørlommer i både for- og bagdørene, hvor man kan opbevare det meste. Dertil er der et opbevaringsrum under midterarmlænet mellem forsæderne i en god størrelse, og med 2 USB-porte, så man kan lade diverse devices op undervejs.

Dertil er der diverse andre opbevaringsrum og kopholdere i midterkonsollen af bilen, som alle giver plads til at opbevare lidt af hvert. Flere af dem kan dækkes til, hvilket gør det mere trygt at efterlade værdigenstande i bilen. Bilen er naturligvis også udstyret med et handskerum i en udmærket størrelse.

Bagagerum

Indtil nu har jeg ikke haft meget negativt at sige om Mercedes-Benz C300e, men det kommer så nu. For hvor praktisk talt alle andre bilfabrikanter i hele verden har valgt at lægge batteripakken i deres plug-in hybrider under bilens gulv, så har man hos Mercedes åbenbart tænkt: ”Nu er det tid til at prøve noget nyt.”

Batteripakken er nemlig placeret i bagagerummet. Ikke under bagagerummet, men i bagagerummet. Derfor får man sådan en forhøjning halvvejs inde i bagagerummet, som praktisk talt ødelægger hele idéen ved en stationcar. Det er simpelthen for skørt, og vanvittig ærgerligt, fordi det eneste den bænk bagerst i bagagerummet er god til, er at fungere som ryglæn hvis man holder bagagerums-picnic på en rasteplads.

Helt konkret rummer bagagerummet 300 liter, hvilket er meget lav for en mellemstor stationcar som denne. Til sammenligning har den mindre Mercedes-Benz A250e et bagagerum på 310 liter.

Infotainment

Nu nævnte jeg tidligere, at Mercedes-Benz C300e ikke har fået samme digitale overhaling som nogle af sine søskende-modeller. Alligevel er den udstyret med et ganske fint infotainmentsystem, der er intuitivt og fungerer fint. Der er ikke meget at klage over, for det er udstyret med de nødvendige funktioner og har i øvrigt et ganske intuitivt og pænt layout og grafik.

Også det digitale instrumentbræt er fint, selvom jeg aldrig bliver stor fan af de touchknapper på rattet, der bruges til at betjene displayet. Både systemet i midterskærmen og det digitale instrumentbræt ligner til forveksling systemerne i de opdaterede Mercedes-modeller. Den primære forskel er da også blot, at der er enkelte funktioner, som ikke fås i Mercedes-Benz C300e på nuværende tidspunkt.

Sikkerhed i Mercedes-Benz C300e

Mercedes-Benz C300e er naturligvis en sikker bil – det er trods alt det mindste man kan forvente, når man køber en dyrere mellemstor bil fra det populære tyske bilmærke. Men den er ikke udstyret med alle de sikkerhedsfunktioner, som kan fås i nogle af de nyere Mercedes-Benz-modeller, som eksempelvis en særdeles velfungerende vognbaneasisstent.

Testbilen er dog udstyret med en adaptiv fartpilot, der fungerer fint og intuitivt. Dertil har den selvfølgelig LED-lygter, som sikrer, at du ikke har problemer med at se vejen og omgivelserne, når du kører i mørke.

EuroNCAP

Mercedes-Benz blev sidste gang sikkerhedstestet af EuroNCAP i 2014 – det er altså ved at være mange år siden, men det skyldes, at man ikke fra Mercedes’ side har introduceret en ny generation siden da. Det betyder også, at det nok bliver i løbet af 2021 eller 2022, at vi ser en lancering af en ny generation af den populære mellemklassebil.

Under alle omstændigheder, så klarede Mercedes-Benz C-Klasse sig ganske udmærket tilbage i 2014, hvor den scorede 5 ud af 5 stjerner, samt fik følgende resultater i de fire underkategorier:

Resultater fra Mercedes-Benz C-Klasse sikkerhedstest
Beskyttelse af voksne i bilen92 procent
Beskyttelse af børn i bilen84 procent
Beskyttelse af bløde trafikanter77 procent
Brug af assisterende sikkerhedssystemer70 procent
Samlet score5 ud af 5 stjerner

Hvis du vil læse mere om sikkerhedstesten af Mercedes-Benz C300e, kan du gøre dette på EuroNCAPs hjemmeside.

Konklusion

Jeg er knusforelsket i Mercedes-Benz C300e plug-in hybrid. Det skyldes til dels, at jeg er en af dem, der går og drømmer om en stationcar med lidt skub i, og til dels, at designet på bilen med Night Edition-pakken i min optik bare spiller.

Mere objektivt set, så er Mercedes-Benz C300e plug-in hybrid en bil, hvor du får utrolig meget performance og udstyr for pengene, samtidig med, at du potentielt set kan køre på ren el i hverdagen, og dermed spare mange tusinde kroner på brændstofudgifter. Alt sammen uden at du behøver at købe en elbil, og bekymre dig om, hvorvidt du kan finde ladestandere, når du skal på bilferie i Frankrig.

Derfor var det også med stor ærgrelse, da jeg åbnede bagagerummet i bilen, og måtte indse, at den bare er utrolig upraktisk, hvis man har brug for at transportere større ting. Jovist, man kan nok stadig godt lige akkurat få plads til familiens bagage, hvis man skulle på bilferie, men det bliver uden tvivl presset.

Så selvom det gør ondt helt indeni, så har jeg utrolig svært ved at anbefale Mercedes-Benz C300e til nogen, der bare har brug for et fornuftigt størrelse bagagerum bare en gang i mellem. Som et lille plaster på såret, er det dog værd at nævne, at Mercedes-Benz C300e er godkendt til at trække op til 1.800 kilo, så man kan smide en trailer bag på, hvis man er helt hooked på bilen.

Notits: Den nye generation af Mercedes-Benz C-Klasse forventes klar i 2021, hvor plug-in hybrid-teknologi er tænkt ind fra start. Dermed undgår man den klodsede løsning med batteripakken i bagagerummet. Dertil vil den nye C-Klasse også komme med de samme nye systemer (infotainment, sikkerhed osv.), som vi ser i den nye A-Klasse og andre nyere modeller fra Mercedes-Benz.


Mercedes-Benz C300e AMG Night Edition 2020

Mercedes-Benz C300e AMG Night Edition 2020
0 100 0 1
Mercedes-Benz C300e er så tæt på at være den perfekte stationcar, hvor du får god køredynamik, høj komfort, mulighed for at køre på el i hverdagen og masser af udstyr; alt sammen til en, i Mercedes-regi, god pris. Desværre er bagagerummet tæt på at være ubrugeligt.
Mercedes-Benz C300e er så tæt på at være den perfekte stationcar, hvor du får god køredynamik, høj komfort, mulighed for at køre på el i hverdagen og masser af udstyr; alt sammen til en, i Mercedes-regi, god pris. Desværre er bagagerummet tæt på at være ubrugeligt.

Fordele

  • Komfortabel
  • Høj ydeevne (både med og uden strøm)
  • Fint infotainmentsystem
  • Rummelig

Ulemper

  • Åndssvagt bagagerum
  • Savner de nyeste sikkerhedssystemer fra Mercedes-Benz
Total
0
Shares
2 kommentarer
    1. Tak for din kommentar 🙂

      Jeg har med vilje fjernet listeprisen på C300e fra teksten, da Mercedes-Benz har fjernet deres C-Klasse plug-in hybrid-modeller fra prislisterne. Prøv at tage kontakt til din lokale Mercedes-forhandler for at høre, om de kan hjælpe.

      Før modellen blev fjernet fra prislisterne havde C300e (og C300de) en merpris på 10.000 kroner ift. C200 (og C220d) – det vil svare til en pris på cirka 506.000 ud fra de nuværende prislister. Med de nye afgifter kan tingene dog have ændret sig. Udstyrspakken AMG Night Edition kostede 25.000 kroner.

      Som jeg skriver sidst i anmeldelsen er der en ny C-Klasse på vej i år, og det kan betyde, at der er mulighed for at lave en god handel, hvis der er nogle forhandlere, der har en “gammel” C300e (som den i anmeldelsen her) på lager.

      Håber, at det kan hjælpe lidt 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede artikler