Dette er mit førstehåndsindtryk for Renaults Nye Clio, hvis du vil læse min endelige anmeldelse kan du finde den lige her. God fornøjelse 🙂
Det er mandag eftermiddag, jeg har rejst land og rige rundt med offentlig transport af diverse art for at hente den første testbil, som jeg har fået lov til at låne med hjem til en anmeldelse. Det er en flot koksgrå Ny Renault Clio. Og jeg er stor fan af franskmandens udseende. Jeg troede jeg foretrak den i rød, men jeg må indrømme at den mørke grå heller ikke er utiltalende. Ingen tvivl om at ligegyldig farven, så har Renault ramt plet på nærmest alle fronter både inde og ude med deres nye modeller, herunder også Clioen, men jeg vil lade billederne tale for sig selv. Nu sidder jeg i bilen, som stadig har lugten af ny bil. Ja sprit-ny bil faktisk, 385 kilometer har den kørt inden jeg stille og roligt triller ud fra parkeringspladsen. Fremfor at benytte Waze på mit telefon, slår jeg min adresse ind i Clioens indbyggede navigationssystem, radioen bliver stillet over på P3, og så er det ellers bare derudaf.
De første mange kilometer er ren trafik, og vi kører i gåsegang, det giver mig tid til at lege lidt med teknologien. Jeg får navigeret mig ind på nogle kørselsstatistikker på touchskærmen i centerkonsollen, hvor det første jeg får at vide er at jeg åbenbart er ufattelig dårlig til at skifte gear. Mindre fornærmet går jeg tilbage til navigationsskærmen, lader skærmen passe sig selv, og skruer i stedet op for musikken. Og man kan vist roligt sige at det er en positiv overraskelse. Jeg havde godt spottet at der stod noget med bass nede ved højtaleren da jeg satte mig ind i bilen, men hold da op. Mine forventinger var ærligt talt lave, for højtalerne i min egen Renault Clio er i bedste fald nogenlunde kvalitet. Men her kom en god og skarp lyd ud af højtalerne, som faktisk er bedre end hvad jeg oplevede med Bose-anlægget i Mazda 2006’eren. Mens P3 spiller Metallicas nye nummer for første gang, opløses trafikken langsomt, og jeg får lov til at prøve at lade speederen ramme gulvet.
Og det går bedre end forventet. Ingen tvivl om at i et potentielt drag race er der et utal af konkurrenter som ville være i mål før Clioen overhovedet var noget over startlinjen. Men for en 0,9 liter motor med 90 hestekræfter, så er jeg faktisk positivt overrasket over hvor hurtigt det går før at jeg ligger og kører 130 km/t sammen med alle de store drenge. Det bliver dog hurtigt en 110 zone, og da jeg passerer skiltet, og stadig er på vej ned i fart, kommer der straks en advarsel på skærmen i midterkonsollen, og en bip-lyd der gennemtrænger musikken, for at fortælle mig at jeg da vist nok lige skulle tage og sænke farten. Dermed sat på plads endnu en gang af teknologien, fortsætter jeg turen vestover. Og det går rigtig godt, den er dejlig nem at køre, gearskiftene går som en leg (og jeg havde da også øget min score med en ekstra stjerne da jeg nåede frem), og så er der fartpilot – en sand livsredder på længere distancer. Resten af turen er en sand fornøjelse, altså bortset fra klimaanlægget. Jeg forstår det simpelthen ikke. Der er en række tal, fra 18 til 26, hvilket jeg straks antager er grader. Men selv ved 21 grader indstillingen er der relativt koldt i bilen efter næsten to timers kørsel. Hvilket jeg ikke forstår. Om det er mig eller franskmændene der er forvirrede her, finder vi ud af om en uges tid når jeg har fået testet bilen færdig.
