Test: CUPRA Ateca 2019



CUPRA har længe været en del af SEAT, men sådan er det ikke længere. I dag er det et selvstændigt mærke, som skal lave selvstændige biler, der ikke nødvendigvis er baseret på SEAT-modeller. Til en start læner performance-mærket CUPRA sig dog stadig op af SEAT og derfor tester vi i denne uge CUPRA Ateca.

CUPRA Ateca er en regulær Ateca, hvor man har pumpet 300 hestekræfter ind i den store 2,0-liters motor, smidt nogle fede fælge på, lidt skørter samt en brummende udstødning.

Men hvad kan sådan en performance SUV fra CUPRA overhovedet? Er den noget værd, eller kan man lige så godt købe en almindelig Ateca? Læs med i denne CUPRA Ateca anmeldelse, og bliv klogere.

Hvad koster CUPRA Ateca?

CUPRA Ateca fås udelukkende i én variant, og det er den med en 2,0-liters TSI-motor, 300 hestekræfter, firehjulstræk og en 7-trins DSG automatgearkasse. Og den koster 655.990 kroner.

For dine 655.990 kroner får du, udover en kraftfuld motor, en række standardudstyr, der blandt andet tæller:

  • Fire afgangsrør fra udstødningen
  • Mørktonede ruder
  • Hækspoiler
  • CUPRA-stødfanger
  • Parkeringssensorer
  • LED kabinelys og ambientebelsyning
  • Regn- og lyssensor
  • Køreprofiler (eco, komfort, sport, etc.)
  • Elruder
  • Læderrat m. skiftepedaler (gearkasse)
  • Navigation
  • 19-tommers alufælge
  • Full LED forlygter
  • LED baglygter
  • Nøglefri betjening
  • Alcantara-indtræk på sæder

Og meget mere. Med andre ord, så får du alt hvad du behøver, når du betaler de 655.990 kroner – det er lige noget vi kan lide. Du får, hvad du betaler for – mere gennemskueligt bliver det ikke. Se CUPRA Ateca priser her.

Der er dog stadig rig mulighed for at investere i masser af ekstraudstyr – også selvom det ikke er nødvendigt. Testbilen, som du ser på billederne, har blot to punkter på ekstraudstyrslisten.

  • Fodbetjent elektronisk bagklap – 12.082 kroner
  • Metallak – 6.827 kroner

Nok om priser. Lad os komme videre med vores CUPRA Ateca anmeldelse.

Hvordan kører CUPRA Ateca?

Ydeevne

Der er ingen tvivl om, at ydeevnen virkelig er der, hvor CUPRA Ateca adskiller sig fra en almindelig SUV. Med 300 hestekræfter under motorhjelmen, så er den altså godt udstyret, og det går da også ganske hurtigt, når man trykker speederen i bund.

Men, det er lidt som om, der mangler noget. 300 hestekræfter er meget, men i en stor og tung bil som CUPRA Ateca, er det altså bare ikke nok til at gøre den helt så overvældende og vild, som vi måske havde håbet.

Forstå os ret, du går stadig fra 0-100 km/t på 5,25 sekunder, hvilket jo er vildt for en stor bil. Men det er bare som om, at du ikke får det sus i maven, som vi i hvert fald gik og håbede på.

Når det så er sagt, så får du absolut ingen problemer med at transportere alt det, som du overhovedet kunne drømme om. Den er kraftfuld, og med sit firehjulstræk, står den solidt plantet på asfalten, og i øvrigt også ethvert andet grundlag, som du måtte tage den med ud på.

Nå ja, og så lyder den rimelig godt. For det er ikke kun motoren, som man har pillet lidt ved. CUPRA Ateca har også et udstødningssystem, der kan få de fleste til at vende sig om efter bilen, når man kører forbi. Det er jo halvdelen af glæden ved at køre en fed bil.

Kørsel og komfort

Når det kommer til køreoplevelsen, så er det faktisk en fornøjelse at sidde bag rattet i CUPRA Ateca. Nogle gange, kan man godt blive lidt træt af en bil med mange hestekræfter, fordi man bliver kastet rundt, hver gang man trykker på speederen. Samtidig, er affjedringen ofte hård som en sten – men ikke i CUPRA Ateca.

Den er stort set lige så komfortabel som en regulær Ateca, samtidig med, at du har ekstra kræfter under motorhjelmen som gør, at du bare blive sendt afsted, når du trykker på speederen. Men det slutter faktisk ikke engang der. Det er nemlig sådan, at CUPRA Ateca også kan køres næsten ligesom en sportsvogn, når man finder en kurvet landevej. Hvor en almindelig SUV kan føles som om den er ved at vælte, hvis man tager et hurtigt sving, så står CUPRA Ateca fortsat solidt plantet i asfalten, uden at man føler, at man langsomt vælter.

Kombineret med en affjedring, der er behagelig for en 300 hestekræfters bil og en forholdsvist lydisoleret kabine, er der ikke meget at klage over, når det kommer til kørsel og komfort i CUPRA Ateca.

Brændstofforbrug

Det koster penge at have en masse hestekræfter under motorhjelmen, og det kan da også ses på CUPRA Atecas brændstofforbrug. Officielt set, burde den kunne køre 11,9 km/l – og heldigvis, så landede den forholdsvist tæt på.

Med en god blanding af motorvej, landevej og bykørsel, opnåede vi et gennemsnitligt forbrug på 10,5 km/l. Det er ikke så godt, som vi havde håbet, men stadigvæk ikke uendeligt langt fra det forventelige.

Kabinen i CUPRA Ateca

Kabinen

Generelt er kabinen i CUPRA Ateca udført i lækre og eksklusive materialer. Blødt læder på instrumentbordet, knapper af fin kvalitet og metal brugt rundt omkring i kabinen. Og det er som oftest noget, jeg er stor fan af, men det er faktisk sådan, at den metalkant, der er rundt om foden af gearstangen skinner utroligt meget igen, når solen rammer. Og det genskin går direkte i øjnene på chaufføren, hvilket både kan være utroligt generende og ganske farligt.

Men, når det så er sagt, så er kabinen generelt super lækker, og vi har ikke meget at sætte vores finger på. Den er solidt bygget, og virker til at holde mange år uden problemer.

Kabineplads

Pladsen i CUPRA Atecas kabine er ganske udmærket. På forsæderne er der absolut ingen problemer – her kan man sagtens være 1 meter og 80 centimeter som jeg, og er man tættere på 2 meter, forestiller vi os heller ikke, at det går hen og bliver et problem.

Bevæger man sig om på bagsædet, er der egentligt også ganske udmærket med plads. Jeg kan sidde forholdsvist behageligt “bag mig selv”, hvilket er et ganske udmærket udgangspunkt for de fleste.

Opbevaringsplads

Der er faktisk okay med opbevaringsplads rundt omkring i CUPRA Atecas kabine. Handskerummet er af en størrelse, hvor der sagtens er plads til en manual, en pose slik, og hvad man ellers måtte have med sig, når man kører afsted hjemmefra.

I midterkonsollen er der en opbevaringsrum under armlænet, som rummer solbriller, pung og hvad man ellers gerne vil have gemt af vejen, når man forlader bilen. Derudover, så er der to kopholdere, med plads til både flasker og kopper i de fleste størrelser, og endelig, så er der et lille rum til opbevaring af telefon, mønter og andre småting.

Dørlommerne er faktisk en rigtig fornuftig størrelse både for- og bag. Her er rigelig plads til en halv liters vandflaske, samt alverdens småting og hvad man ellers måtte have med sig. Dørlommen i fordørene er en anelse større end i bagdørene, men man kommer ikke til at mangle plads på bagsædet. Slet ikke, når man kombinerer det med den lomme, der er i sæderyggen på forsædet.

Bagagerum

Med 485 liters opbevaringsplads i bagagerummet, skal du nok få plads til det meste af din bagage og lidt til. Det er intet problem at køre på bilferie med familien, og du skal da også nok få din møbler med hjem fra en tur i IKEA. Bagsæderne kan naturligvis lægges ned, og du kan dermed nemt udvide bagagerummets størrelse, så det passer til dine behov.

Infotainmentsystem

Infotainmentsystemet i CUPRA Ateca er sådan set rigtig fint. Skærmen er ikke lige så stor, som vi ser i flere nyere biler, men funktionsmæssigt byder den på alt, hvad man kan forvente. Du kan naturligvis koble op med din telefon via både Bluetooth og USB, du har navigationssystem som standard, og der er også mulighed for at spejle din telefon.

Designet er også ganske up-to-date, og det er derfor et lækkert system at kigge på. Der er ingen tvivl om, at det er en ny bil, man sætter sig ind, når infotainmentskærmen tænder. Det er for eksempel noget, som de ikke kan prale af hos Suzuki.

Det eneste reelle irritationspunkt, som vi oplevede i forbindelse med CUPRA Atecas infotainmentsystem var, at det ikke er muligt at justere på lydstyrken via rattet, når bilen kun holder i tænding. Det vil sige, at hvis du holder og venter på at samle nogen op, og derfor har slukket for motoren, så skal du justere på lydniveauet via volumenkontrollen i midterkonsollen, og altså ikke den som sidder på rattet. Mærkværdigt.

Sikkerhed i CUPRA Ateca

Sikkerhedsudstyr

Sikkerheden er naturligvis i orden, når du køber en CUPRA Ateca til 655.000 kroner. Af standardudstyr, får du blandt andet lov til at nyde godt af:

  • Differentialespærring
  • 360 graders kamera
  • Fodgængerbeskyttelse
  • Nødbremsefunktion
  • Parkeringssensorer for og bag med parkeringsassistent
  • Fartpilot
  • Regn- og lyssensor
  • Bakspejl med automatisk nedblænding
  • Full LED forlygter
  • LED baglygter
  • Fjernlysassistent og vognbaneassistent

Derudover, så kan du også tilkøbe ekstra sikkerhedsudstyr, hvis du mener, at det er nødvendigt. For eksempel kan du investere i:

  • Blindvinkelsadvarsel
  • Advarsel ved krydsende trafik bag bilen
  • Adaptiv fartpilot
  • Genkendelse af trafikskilte
  • Køassistent
  • Brembo Performance bremser

EuroNCAPs sikkerhedstest

CUPRA Ateca er ikke officielt blevet testet af EuroNCAP, men eftersom det blot er en SEAT Ateca med en større motor, så kan den vurderes på baggrund af dennes test fra 2016. Her scorede SEAT Ateca 5 ud af 5 stjerner i EuroNCAPs sikkerhedstest.

I de enkelte underkategorier modtog SEAT Ateca følgende scores:

  • Beskyttelse af voksne i bilen: 93%
  • Beskyttelse af børn i bilen: 84%
  • Beskyttelse af bløde trafikanter: 71%
  • Brug af sikkerhedssystemer: 60%

Konklusion

Der er rigtig mange ting, som vi godt kan lide ved CUPRA Ateca. Det er blandt andet, at de har formået at gøre en ellers halvkedelig SEAT Ateca til en sportslig og, til tider, underholdende CUPRA Ateca. Med 300 hestekræfter under motorhjelmen skal du nok flytte dig, når du trykker på speederen.

Du skal bare huske, at det er en stor og tung SUV, og ikke en lille og agil sportsvogn. Med andre ord, så får du altså ikke den samme fornemmelse, når du kører CUPRA Ateca, som du gør, når du kører Hyundai i30 N. Det er to forskellige fornemmelser, og det er ikke nødvendigvis dårligt, det er blot vigtigt, at du er opmærksom på det, inden du skriver under på købsaftalen.

Udover, at vi er fan af bilens ydeevne, så er vi også rigtig glade for den måde, man har valgt at bygge udstyrslisten op hos CUPRA Ateca. Der er ikke alle mulige mærkelige varianter til en masse forskellige priser, hvorefter man skal bruge minimum 100.000 kroner på ekstraudstyr. Nej, her er der én bil i én udgave og med alt det standardudstyr man behøver. Herefter, er ekstraudstyret blot ting, der er nice-to-have.

Alt i alt – jo CUPRA Ateca koster mange penge, men den byder også på god lyd, masser af hestekræfter, og god kvalitet alt sammen pakket ind i en praktisk bil, der nok skal holde dig kørende de næste mange år.

Total
0
Shares
Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede artikler