Inspiration til kør-selv-ferien: Vores favoritdestinationer



Der er mange måder at holde ferie på og de har alle hver deres kvaliteter. Storhittet i mange danske familier, inklusiv undertegnedes, er dog kør-selv-ferien, og det er ikke helt uden grund. Her kan man tage tingene i sit eget tempo og selv beslutte, hvor man vil køre hen.

Denne frihed er guld værd for mange, og samtidig giver timerne i bilen en form for samvær og tid til at være sig selv, som få andre ferieformer gør det. Men en kør-selv-ferie er mest interessant, hvis destinationen og turen også er det.

Derfor har vi i denne artikel samlet nogle af vores favoritdestinationer og -ture, når det kommer til kør-selv-ferier rundt omkring i verden.

Island

Drømmer du om natur, der kan få dig til at tabe kæben? Så er der få steder i verden, der for alvor kan konkurrere med Island. Vulkanøen mellem Danmark og Grønland byder på den ene vilde naturoplevelse efter den anden med nogle af verdens højeste vandfald, varme kilder og meget mere.

Man kan komme hele øen rundt på asfalteret vej, men frister eventyrlysten, er der også rig mulighed for at afprøve off-road-egenskaberne på din lejebil, hvis den er egnet til den slags. Undervejs er der mulighed for at spise friskfanget fisk i små fiskerbyer, ride på islandske heste og meget mere – det er kun fantasien, der sætter grænsen.

Det er, naturligt nok, de færreste, der tager deres egen bil med til Island. Årsagen er at finde i øens placering; det tager nemlig 4 dage at sejle dertil – og det er ikke en tur for landkrabber. Derfor vælger de fleste at leje en bil til deres kør-selv-ferie i Island.

Sydeuropa

Hvis du gerne vil klare kør-selv-ferien i egen bil uden at skulle på en færge, kan turen passende gå til det sydlige Europa. Der er mange lande, der hver har sin charme, men uanset om du vender snuden mod Spanien, Frankrig eller Italien, kommer du til at møde hyggelige landsbyer, godt vejr og mad i verdensklasse.

Vi er særligt begejstrede for det italienske køkken, og drager derfor ofte dertil. De franske bagere kan dog også noget helt særligt, så er man til croissanter og baguettes, er der få andre destinationer, der kan måle sig.

Men Sydeuropa er meget mere end bare Spanien, Italien og Frankrig. Har du mod på en længere kør-selv-ferie, kan turen også gå til det græske, Kroatien, Montenegro eller Albanien; alle forrygende destinationer, som hver især har sit at byde på. Særligt de to sidste, går under radaren for mange turister, og kan derfor både være billigere og mindre travle i højsæsonen.

Norge

Selvom de tager sig godt betalt, så er der mange gode grunde til at besøge vores naboer mod nord. Landet er nemlig naturskønt uden lige med smukke fjorde omkranset af høje fjelde og et væld af oplagte steder at tage vandreskoene på og trave ud i landskabet.

Særligt for kør-selv-ferien er det kystvejene, der er værd at bemærke. Norge ligger nemlig i top, når det kommer til de flotteste køreveje i verden. Her kan du for alvor komme suge naturen til dig, selvom du sidder i bilen.

Vi anbefaler klart at tage turen nordpå om sommeren; landskabet er fantastisk, der er mulighed for at opleve endnu længere nætter end herhjemme og temperaturerne er til at holde ud. Men Norge kan selvfølgelig også en masse om vinteren; de snedækkede landskaber sætter de perfekte rammer for en skiferie i bil.

Namibia

Har du behov for at opleve noget helt andet, så kan en kør-selv-ferie i Namibia være en fremragende oplevelse. Her kan du køre mellem løver, giraffer, zebraer, elefanter og alle de andre safaridyr, samt spotte både leoparder, næsehorn og geparder, hvis du har heldet med dig.

Dertil byder landet på en utrolig forskelligartet natur. I løbet af en kør-selv-ferie vil du kunne opleve vidtstrakt ørken med nogle af verdens største sandklitter, frodigt højland som var du i Skotland, savanne og meget mere. Dertil er Namibia også et af steder i verden, hvor ørkenen møder havet.

Alt sammen i et civiliseret samfund, hvor de fleste kan tale engelsk, og hvor du trygt kan køre afsted på campingferie i en firehjulstrækker med telt på taget.

Total
0
Shares
Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede artikler