Vores svenske naboer har ikke bare bidraget med Volvo og Koenigsegg, når det kommer til bilverden. De har også givet os Jon Olsson; en man, der på sit højdepunkt var en af verdens bedste freestyle skiløbere. Når han ikke stod på ski, brugte han sine penge på at skabe nogle af de mest sindssyge biler – og det gør han stadig den dag i dag.
Som en hyldest til den passionerede bilentusiast, har vi her i artiklen samlet et udvalg af nogle af hans vildeste biler gennem årene. Vi har kun fremhævet en håndfuld, for skulle vi fortælle om Jon Olssons samlede bilpark gennem årene blev vi aldrig færdige.
Lamborghini Gallardo
Bruger man tid på Youtube, vil man muligvis vide, at Jon Olsson i mange år har vlogget sit liv. Det vil sige, at han har dokumenteret sin hverdag på video og uploadet det på Youtube, hvor millioner af mennesker følger med. I perioder har han sågar lavet daglige vlogs, som kan være værd at se, hvis man er til jetsetterlivet med biler, fede boliger og rejser.
Vi fremhæver disse vlogs her, fordi en af de første af slagsen, der for alvor slog igennem, var en video af Jon Olsson, der brugte en sneskovl til at fjerne sneen fra sin Lamborghini Gallardo med tagboks, for herefter at drifte den på de sne- og isklædte bjergveje. Adskillige år senere var han igen bag rattet i en Gallardo, som fik fuld skrald op ad løjperne i et norsk skiområde.
Som du vil se på videoerne, var det ikke Jon Olsson alene, der betalte regningen for bilerne. Af flere omgange har han haft sponsorerer til at bidrage til ombygningen mod, at deres logo fremgik af bilernes folie. For Lamborghini Gallardo var LeoVegas hovedsponsor, men også andre virksomheder har været på banen gennem årene.
Det vilde på disse Lamborghinier var primært tagboksen, som i mange år var et kendetegn for Jon Olsson. De fleste andre ændringer var primært visuelle om end med en funktion; eksempelvis blev der sat nye diffusere på.
ABT RS6+
Med familie på vej og en dårlig ryg, var sportsvogne ikke just det bedste valg for Jon Olsson. Selvom de er underholdende at køre i, så er de sjældent praktiske – heller ikke med en tagboks. Derfor faldt valget på en Audi RS6, da det var ved at være tid til en ny bil for den tidligere skiløber.
Men det var ikke bare en hvilken som helst Audi RS6. Modellen her blev leveret af den tyske tuner, der har vristet intet mindre end 700 hestekræfter ud af den i forvejen hårdkogte stationcar, der som standard kommer med 600 hestekræfter.
Udover at være det, man vist roligt kan kalde for en Autobahn-missil, så var Jon Olssons ABT RS6+ også udstyret med skørter, hjulkasser, sidespejle, hækspoiler og mere i ren kulfiber. Det betyder endnu mindre vægt og dermed mere fremdrift. Særligt bemærkelsesværdige er også fælgene, der blev særligt designet til bilen her.
Rolls-Royce Wraith
De fleste af os vil tænke, at der er lang vej fra Lamborghini og en top-tunet Audi RS6 til Rolls-Royce – men ikke for Jon Olsson. Da det var tid til en ny bil med masser af plads, faldt valget på en Rolls-Royce Wraith; en coupé der omtrent er på størrelse med en båd.
Der gik dog lang tid før bilen kom på vejene. Først skulle den forbi Absolute Motors, som er et tuningfirma i Holland. Her fik de besked på at udstyre den med en hydraulisk håndbremse, en QuickSilver Sport-udstødning og tune den til 810 hestekræfter.
Derudover fik ”George The Rolls” også påmonteret et sæt Pirelli PZero Nero sportsdæk, en tagbagebærer i kulfiber og intet mindre end 6 LED-lamper, som man ser dem på svenskernes Volvo’er.
Med andre ord blev bilen omdannet til den diametrale modsætning af, hvad der kendetegner en Rolls-Royce. Selvom Jon Olsson var glad for den, fik han et tilbud, som han ikke kunne afslå, og solgte den derfor kort tid efter, at den stod færdig.
I skrivende stund kører han igen i Rolls-Royce. Denne gang er det blot i en endnu større model; nemlig en Rolls-Royce Phantom Extended Wheel-Base med Mansory-tuning og -bodykit. Helt konkret måler den 5,98 meter i længden.
Mercedes G500 4×42
En Mercedes G-klasse er på mange måder en vild bil. En Mercedes G500 4×42 er i en klasse for sig. En Mercedes G500 4×42 ejet af Jon Olsson er usammenlignelig. Skiløberen købte en standard G500 4×42, og fik Absolut Motors til at tune den til 800 hestekræfter.
Udover at få mere ud af motoren, blev bilen også udstyret med vitterligt alt, man kan tænke sig til i off-road-udstyr. Måden den blev testet på var ved at køre den gennem en sø; noget den klarede uden problemer.
Hvad den til gengæld ikke kunne klare, var at komme ned i Monacos parkeringskældre, hvilket er problematisk, når man bor i Monaco. Derfor måtte bilen tilbage til Absolute Motors, hvor taget blev skåret af og den rå Mercedes G500 4×42 blev omdannet til en cabriolet lavet til at cruise langs stranden.