Koreaner med charme – Kia C’eed GT-Line



Det er mandag eftermiddag og studierne er endelig overstået. Jeg skynder mig afsted for at nå hen til Nellemann og hente bilen inden de lukker ned. Og bilen? Ja det er en Kia C’eed GT-Line 1.0 T-GDI i Track Red med 120 hestekræfter. Og flot ser den ud. Efter en hurtig gennemgang af diverse udstyr og knapper, bliver bilen kørt frem og nøglerne udleveret.

 

KIA C'eed Front

 

Jeg må indrømme at jeg er ganske spændt på hvordan bilen er at køre i, eftersom det er første gang jeg nogensinde er i kontakt med en af de sydkoreanske biler. Som jeg sætter mig ind i bilen har jeg ikke rigtig nogen forventninger til hverken interiør eller køreegenskaber, andet at jeg har den tidligere testet Renault Clio i baghovedet, da C’eed’en og Clioen er biler i samme klasse. Når man ikke for alvor har forventninger til noget kan det være meget svært at blive overrasket, men jeg skal være den første til at sige at der bredte sig et lille smil da jeg drejede ud fra bilforhandleren og trillede ned ad vejen. Ikke fordi der var en voldsom acceleration eller at jeg kunne høre motoren brøle, men fordi at det var behageligt. Der er meget stille inde i kabinen, og bilen reagerer på alt hvad jeg beder den om, uden protester af nogen art, alt sammen i mens jeg har bagenden plantet i et ganske komfortabelt sæde. Da jeg drejer af den store og nyasfalterede vej, står det dog hurtigt klart at ikke alt ved den bil er som en lyserød sky. Affjedringen i C’eed’en er nemlig rimelig stiv i det, og selvom jeg personligt godt kan lide at mærke underlaget når jeg kører, så ved jeg også at der er mange der fortrækker en mere blød affjedring.

 

KIA C'eed GT-line back

 

Inden jeg drejer på motorvejen, er temperaturen, ifølge bilen, faldet til under 7 grader, og selvom bilen er varm, tænder jeg af rent psykologiske årsager for sædevarmen og skruer op for P3, som spiller klart og tydeligt gennem højtalerne. Helt uden problemer rammer den røde Kia C’eed hurtigt de 110, og ikke lang tid efter ophæves fartgrænsen på 110 km/t, og selv i 6. gear tager det ikke meget mere end et øjeblik før det elektroniske display fortæller mig at jeg kører 130 km/t.

 

KIA C'eed GT-line side

 

Jeg er fan af designet, og selvom jeg personligt mener at udseendet på KIA C’eed er sådan lidt drengerøvsagtigt, så blev jeg antastet af en ældre herre, som ønskede mig tillykke med den flotte bil, og senere forsikrede mig om at han under ingen omstændigheder var en fartbølle. Ja faktisk kører han 13,5 km/l i sin 15 år gamle Citroën. Så der kan man bare se, drengerøv eller ej, så er eksteriøret svært at være utilfreds med.

 

KIA C'eed GT-line front

 

Dette er mit første indtryk af KIA C’eed GT-Line, og dækker bare enkelte af mine mange tanker om bilen. Senere på ugen vil jeg skrive en fuld anmeldelse af den sydkoreanske bil.

 




Total
0
Shares
2 kommentarer
Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede artikler