Det er ikke længe siden, at den nye Ford Focus kom til Danmark. Den er dog allerede blevet rost til skyerne, og har blandt andet vundet Årets Bil 2019. Nu er det så blevet tid til den mere sportslige Ford Focus ST. Her, har man taget den allerede velkørende mellemklassebil fra Ford og proppet en 2,3-liters benzinmotor med 280 hestekræfter i. Det giver et maksimalt moment på 420 Nm. Er man mere til diesel, kan den nye Ford Focus ST også fås med en 2-liters EcoBlue-dieselmotor med 190 hestekræfter og et moment på 400 Nm. Begge motorvarianter kan købes i en hatchback eller stationcar-udgave, og kommer med valget mellem en 6-trins manuel gearkasse eller en 7-trins automatisk gearkasse.
For at opnå højere hestekræfter er Ford Focus ST udstyret med en twin scroll-turbolader, som angiveligt også skulle have forbedret motorresponsen. Den nye turbolader, er bedre til at fange udstødningsgasserne, og man har dermed reduceret energitabet, og også den forsinkelse, som en turbo giver i forhold til responsen, når man trykker på speederen.
Læs mere om Ford Focus ST under billedet.
I forhold til den almindelige Ford Focus, har Ford Performance-holdet konfigureret undervognen til at være mere sportslig, men angiveligt uden at give kast på komforten. Noget af det man har gjort, er blandt andet at gøre støddæmperne stivere med henholdsvis 20 og 13 procent for- og bagtil. Derudover, har man også valgt at sænke undervognen med 1 cm, hvilket skulle reducere krængning og optimere bilens dynamiske køreoplevelse i sving. Man har dog valgt at beholde specifikationen af fjedrene fra den originale Ford Focus, da man mener, at dens involverende karakter allerede er rigelig sportslig.
Ford Focus ST er også udstyret med en elektronisk styret spærrediferentiale (eLSD). Kort sagt betyder det, at bilen kan justere på, hvor meget kraft, der skal sendes gennem hvert forhjul. Det er muligt, at 100 procent af motorkræfterne kun sendes til det ene hjul, hvilket for eksempel ville ske for at reducere hjulspind på vej ud af skarpe sving.
Læs mere om Ford Focus ST under billedet.
Bag bilens Michelin Pilot Sport 4S-dæk, finder man fortil et sæt 330×27 mm bremseskiver, og bagtil et sæt 302×11 mm bremseskiver. Kombineret med et elektrisk bremseforstærkersystem, kan Ford Focus ST justere på bremsefornemmelsen og bremsernes dynamik, så det ændres afhængigt af hvilken Drive Mode bilen er sat i. Apropos Drive Modes, så er Ford Focus ST udstyret med følgende: Glat / vådt underlag, Normal, Sport (m. Performance-pakke-ekstraudstyr) og Track.
På trods af at være en performance-bil, sammenlignet med den almindelige udgave, så har Ford Focus ST ikke mistet nogle af sine mere praktiske egenskaber. Bagagerumspladsen er stadig fornuftig, ligeså er kabinen, og muligheden for sikkerhedsudstyr er også den samme.
Vi kender desværre ikke de danske priser endnu, men den sportslige ST-variant af fjerde generations Ford Focus kommer til Danmark i sommeren 2019.
Kilde: Ford Danmark