Test: Renault ZOE 2020



Renault ZOE er muligvis en af de mest ikoniske elbiler i Danmark – det skyldes primært, at det er en storfavorit hos kommunerne og hos delebilsselskaber som GreenMobility. Og så er der selvfølgelig det med den futuristiske brummende lyd, som runger svagt i gadebilledet, når der kommer en Renault ZOE trillende forbi.

Den lille elbil fra Frankrig har været på markedet siden 2012, og var faktisk blandt de første elbiler, der var til at købe for penge. Men sidste år var det tid til en modelopdatering, og det betød, at vi sidste efterår kunne flyve til Sardinien for at prøve den under varme himmelstrøg. Dengang var vi positivt overraskede, men spørgsmålet er om det holder ved, når nu vi har bilen til test i en hel uge.

For virkelige at putte den lille elektriske bybil på prøve, har vi undersøgt om det kan lade sig gøre at køre på campingtur fra Odense til Skagen – uden at man bliver drevet til vanvid. Resultatet af denne test – og meget mere – kan du læse lige her i vores Renault ZOE anmeldelse.

Er du mere til video end til skrift? Så er du heldig – min kollega Mads har nemlig lavet en video, hvor han giver sit besyv med på den nye Renault ZOE. For et fyldestgørende billede af om elbilen er noget for dig, kan du med fordel både læse med her på siden, og se med i videoen nedenfor – så får du et mere nuanceret billede af Renault ZOE.

Hvad koster Renault ZOE?

Inden vi kommer for godt i gang med vores Renault ZOE test, vil vi starte med at tage et kig på hvad den koster. For priserne på en bil er naturligvis afgørende i forhold til resten af anmeldelsen, da pris og kvalitet gerne skulle hænge sammen.

I skrivende stund kan Renault ZOE købes i tre forskellige udstyrsvarianter; Go, Zen og Intens. De to første (og billigste) kommer med den mindste R110 motor, mens Intens kommer med den større R135 motor. Forskellen på de to motorer, kan du læse mere om senere i vores Renault ZOE anmeldelse.

ModelPris
Renault ZOE Gofra 209.900 kroner
Renault ZOE Zenfra 229.900 kroner
Renault ZOE Intensfra 255.900 kroner

Som standard kommer Renault ZOE med udstyr som:

  • Regn- og lyssensor
  • Håndfri betjening
  • Cruise Control
  • Dæktryksmåler
  • Vognbaneassistent
  • Automatisk aircondition
  • 7-tommers touchskærm med Android Auto og Apple CarPlay

Opgraderer man til en af de øvrige udstyrsvarianter, får man også læderrat med varme, skiltegenkendelse, trådløs opladning af telefon, alufælge, en større touchskærm i midterkonsollen, parkeringssensorer, bakkamera, og meget mere.

Bilen, som denne Renault ZOE test er baseret på er en Intens i farven Celadon og en R135 motor. Den er samtidig blevet udstyret med muligheden for hurtigopladning (DC) med 50 kW, hvor den ellers som standard kun kan lade med op til 22 kW via en AC oplader.

Hvis du vil læse mere om priser og udstyr for Renault ZOE, kan du gøre det på Renault Danmarks hjemmeside, hvor du også har mulighed for at konfigurere din egen franske elbil.

Nok om priser, lad os komme i gang med vores Renault ZOE test.

Hvordan kører Renault ZOE?

Ydeevne

Som nævnt i afsnittet ovenfor, kommer Renault ZOE med to forskellige motorvarianter. Disse hænger sammen med udstyrsniveauer, hvorfor du skal vælge det højeste udstyrsniveau for at få den største motor.

Ligegyldig om man vælger den ene elektriske motor eller den anden, er batteristørrelsen den samme. Det har naturligvis en indflydelse på rækkevidden, men det vil vi snakke nærmere om længere nede i vores Renault ZOE anmeldelse. Lige nu skal det handle om motorkræfter.

MotorvariantYdeevne
Renault ZOE R11080 kW / 108 hk / 225 Nm
Renault ZOE R135100 kW / 135 hk / 245 Nm

Som sagt har vi testet den store 100 kW motor, som i mere almindelige termer yder 135 hestekræfter og har et moment på 245 Nm. Ligesom med alle elbiler, betyder det, at den er væsentlig hurtigere i optrækket end de fleste tilsvarende benzinbiler.

Med andre ord; der er altså godt træk i en Renault ZOE. Og det fortsætter der sådan set med at være – selv ved motorvejshastigheder. Det er naturligvis ikke i nærheden af den Porsche Taycan, som vi testede i sidste uge (som jo også er en elbil), men det er alligevel rigelig tilfredsstillende for os.

Dette gælder vel at mærke i en bil, der er pakket til randen med telt, madrasser, dyner, tøj, kameraudstyr, klapstole, presenning, ladekabler og meget mere. Altså har der været godt læs på bilen.

Ydeevnen er altså rigelig fin – både i byen, på landevejen og på motorvejen.

Kørsel og komfort

Selve køreoplevelsen er næppe engagerende. Der er virkelig tale om et letkørt bil, hvor du ikke nødvendigvis har super meget føling med vejen, som man typisk gerne vil have i en bil, der er lavet til at køre lidt hurtigt i.

Heldigvis er det overhovedet ikke pointen med Renault ZOE. Det er nemlig en bil, der er lavet til at være behagelig at køre i – gerne i byen. Og her skal den have ros. For Renault ZOE er ikke bare behagelig at køre i, den er også vanvittig stille at køre i – selv ved høje hastigheder.

Hvis du har læst førnævnte anmeldelse af Porsche Taycan vil du vide, at jeg virkelig var utilfreds med mængden af støj i kabinen. Det var ikke ulideligt, men det var alligevel sådan, at da jeg satte mig ind i denne Renault ZOE lige efter at have afleveret Porschen, var jeg villig til at vælge ZOE – simpelthen fordi den var så meget mere stille at køre i.

Til gengæld skal man ikke slynge den rundt i svingene, for der er ingen sidestøtte i sæderne, så man skøjter rundt inde i kabinen, når man kører i rundkørsler, skarpe sving og så videre.

Rækkevidde og opladning

Renault ZOE er lavet som en bybil – og det skulle jeg nok have tænkt på inden jeg proppede den med campingudstyr og drog mod Skagen. For selvom Nordjylland er et vanvittigt flot sted, så er det ikke altid, at ladestanderne er placeret med god udsigt – og det er ærgerligt, for i en Renault ZOE kommer man til at bruge rigtig meget tid ved ladestandere, hvis man drager væk fra byen.

Det skal jeg nok fortælle lidt mere om, men lad os lige gennemgå, hvor lang en rækkevidde Renault ZOE er opgivet til at have.

MotorvariantRækkevidde (WLTP)
R110393 kilometer ved blandet kørsel
R135383 kilometer ved blandet kørsel

Kører du blandet kørsel, kan du – i teorien – forvente at køre lige knap 400 kilometer på en opladning. I realiteten ville jeg nok regne med lige omkring 350 kilometer på en fuld opladning. Og det passer givetvis også, hvis man holder sig til bykørsel uden at skulle holde ved for mange røde lyskryds.

Men hvis nu du beslutter dig for at køre en længere tur på motorvej – eksempelvis fra Odense til Skagen – ja så vil du pludselig se, at rækkevidden daler væsentlig hurtigere end de kørte kilometer. Helt præcist kan jeg fortælle, at vi havde sat GPS’en til et viapunkt lige syd for Århus, og da der var 96 kilometer til destinationen, besluttede jeg mig for at holde øje med rækkevidden.

I løbet af de 96 kilometer, som var præcis identiske i hastighed til de foregående 96 kilometer, faldt rækkevidden med 130. Det vil altså sige, at for hver kilometer kørt faldt rækkevidden med 1,4 kilometer. Det kan hurtigt gøre det svært at kalkulere med ladestop undervejs.

Og hvis så bare, at man satte GPS’en og Renault ZOE automatisk indlagde ladestop, ligesom Tesla og Porsche, ja så ville det være okay. Men det gør den ikke – og måske er det heldigt nok, for så længe rækkevidden ikke er realistisk, er det heller ikke sikkert, at man ville kunne nå frem til disse ladestop på ruten.

Alt dette ville måske være okay, hvis så bilen kunne lade hurtigt. Men som jeg nævnte tidligere i denne Renault ZOE test, kommer bilen som standard kun med muligheden for at lade ved en 22 kW stander. Det betyder altså, at det kan tage lang tid at oplade.

LadestanderLadetid fra 0-80%
2,3 kW29 timer og 34 minutter
7,4 kW6 timer og 54 minutter
11 kW4 timer og 30 minutter
22 kW2 timer og 15 minutter
50 kW1 time og 5 minutter

Et batteri lader typisk hurtigst de første 80 procent, hvorefter de sidste 20 procent ofte vil tage længere tid.

Hvis du altså ikke har udstyret din bil med hurtigladning, skal du bruge 2 timer og 15 minutter på at oplade til 80 procent, hvilket i teorien svarer til omkring 310 kilometers rækkevidde. I realiteten er det nok nærmere 250 – 280 kilometer.

Hvis du bor i byen er det jo mere eller mindre perfekt – en opladning, og så har du sandsynligvis nok strøm til 7-10 dages kørsel. Men hvis du skal køre længere distancer er det lidt mere problematisk. For når først man kører på motorvej, falder den reelle rækkevidde til noget, der måske ligner 180 – 200 kilometer ved 80%, og hvis man så skal holde ind og lade i et sted mellem 1 time og 2 timer, afhængig af om man har hurtigladning eller ej – ja så bliver det pludselig en lang tur.

Fra Odense til Skagen, en tur på 353 kilometer, som normalt skal tage 3 timer og 34 minutter, tog det os lige knap 6 timer. Vi kørte fra Odense med et batteri på 90%, og ladede ved hver eneste spisestop, tissepause og så videre undervejs.

Konklusionen for opladning og rækkevidde i Renault ZOE må være, at den sagtens kan du i byen, men man skal have nerver af stål, hvis man vil bruge den til længere ture.

Angivet rækkevidde ved 100%305 kilometer
Forbrug pr. 100 kilometer16,9 kWh / 100 km

En lille notits, som jeg lige vil slutte afsnittet af med er, at ladeporten sidder ude foran. Det er fint, da man ikke behøver at huske hvilken side ladeporten nu engang sidder på – man kan bare køre lige ind på pladsen. Men ofte er ladestationerne placeret sådan, at ladekablet er lavet til at gå ind i siden på en bil. Det betyder, at det ofte vrider, når man sætter det ind i Renault ZOEs port, eftersom den sidder foran.

Det kan betyde, at ladestanderen ikke kan få ordentlig forbindelse til bilen, og dermed kan man ikke starte opladningen. Man lærer naturligvis hvordan det skal placeres med tiden, men det er værd at have i mente.

Mest populære ladebokse og opladekabler

Med en elbil vil man som regel altid skulle have en ladeboks derhjemme, så den kan oplade henover natten. Det er dog endnu mere vigtigt med Renault ZOE jævnfør ovenstående erfaringer. Derfor kan du nedenfor se de mest populære ladebokse og opladekabler på PriceRunner, så du kan blive klar til livet med elbil.

Kabinen i Renault ZOE

Når man sætter sig ind i Renault ZOE, bliver man mødt af et interessant interiør. Store dele af testbilens inderside er nemlig beklædt med gråt stof, hvilket faktisk fungerer okay, men som nok er et mareridt at gøre rent, hvis først der kommer chokoladefingre og kaffepletter på.

Stoffet er med til at give en følelse af kvalitet, og der er da generelt brugt fornuftige materialer i bilen i sammenligning med andre biler fra Renault. Men sæderne er også med stof, hvilket jeg ikke er stor fan af. Det kradser hurtigt, og det er ikke synderlig praktisk – så vælg læder, hvis du har muligheden for det.

Når det så er sagt, så er kabinen overordnet set et behageligt sted at være, og som jeg sagde tidligere i anmeldelsen, er der meget stille, når først døre og vinduer er lukket.

Kigger du nøje efter på billederne, vil du se at Renault ZOE har et mønster i loftet, der vist nok skal ligne et elnet eller noget i den retning.

Kabineplads

Pladsen i kabinen er fornuftig – i hvert fald, når man sidder på forsædet. Her er der god plads til både hoved, skuldre og ben – ligegyldig om man er passager eller fører af bilen. Og elsker du at sidde højt i din bil, vil du blive glade for at høre, at man virkelig sætter sig ind i Renault ZOE og ikke ned i den.

Til gengæld er der ikke nogen højdejustering af sædet, ligesom man heller ikke kan justere nakkestøtterne foran. Og som vi nævnte tidligere, må man også leve med, at der ikke er megen sidestøtte i nogen af sæderne, så man skal bruge lidt mavemuskler til at holde sig i sædet, hvis det lige går lidt stærkt i rundkørslen.

På bagsædet er pladsen knap så god. Her skal man ikke være meget mere end 1 meter og 80 centimeter høj, før man støder hovedet på loftet. Samtidig vil man her opleve, at nakkestøtterne ikke kan komme højt nok op til at støtte ens hoved, ligesom jeg ikke (i en højde af 1,80 meter) ikke kan sidde bag mig selv uden at støde mine knæ på forsædet foran.

Til et par børn, der endnu ikke har nået voksealderen og de ranglede teenagerår, er der dog fint med plads i Renault ZOE, som også kommer med ISOFIX-beslag i udstyrsvarianter.

Opbevaringsplads

Opbevaringspladsen rundt omkring i kabinen er faktisk ganske fornuftig. Man har fint med plads i dørlommerne både for og bag, som er meget aflange. Ligeledes er handskerummet en god størrelse, i modsætning til mange andre nye biler, hvor handskerummet vitterligt kun lige er stort nok til at opbevare et sæt handsker.

Ligeledes kan man lægge sin telefon til trådløs opladning lige under den svævende gearstang, hvilket er et fint sted, fordi telefonen ligger sådan, at man kan se den. I mange andre biler bliver telefonen gemt væk, når man skal bruge trådløs opladning, hvilket kan være gevaldigt til gene, da man ikke nødvendigvis opdager det, hvis nogen prøver at komme i kontakt med en.

Bagsædepassagererne har udover lommerne i døren, også en lomme i ryggen af det forreste passagersæde. Denne lomme åbnes fra siden, hvilket er en sjov løsning, som jeg ikke har set før, men det fungerer egentligt okay. Den kan sagtens rumme en tablet eller lignende.

Bagagerum

Bagagerummet i Renault ZOE er egentligt en fornuftig størrelse. Helt konkret rummer det 338 liter, hvilket absolut er rigeligt for de fleste. Lægger man bagsæderne ned får man 1.225 liter, hvilket vi kan berette om er rigeligt, hvis man skal på luksuscamping med store foldudmadrasser, dyne, puder, klapstole, rigeligt med tøj, og så videre

Kan man nøjes med et liggeunderlag og soveposer, kan man sagtens tage 3-4 personer afsted på camping i en Renault ZOE – og dermed bør det heller ikke være et problem at drage på bilferie til Italien i den – i hvert fald når det kommer til bagagerumsplads.

Ligeledes er der et fint rum under bagagerumsgulvet, som er stort nok til eksempelvis at rumme ladekabler. Det er bare ikke super smart at proppe dem derned, hvis man skal bruge dem undervejs på turen – for så bliver de ret svære at få fat i igen.

Infotainmentsystem

Infotainmentsystemet i Renault ZOE dækker over en stor lodret skærm i midterkonsollen, samt et digitalt instrumentbræt. Begge fungerer sådan set udmærket, og du kan koble din telefon op til enten Android Auto eller Apple CarPlay, hvorefter det pludselig fungerer endnu bedre.

Men selve Renaults infotainmentsystem er ikke noget, der er værd at skrive hjem om. Jovist det fungerer, men det er bare heller ikke altid, at det lige reagerer på ens input, og så er det bare en anelse til den langsomme side.

Ligeledes er der nogle mærkværdige løsninger. Eksempelvis, at navigationen ikke automatisk giver forslag til ladestop, når man sætter GPS’en til en destination, der er længere væk end man har rækkevidde til. Eller at man ikke kan se en oversigt over ladestationer på et kort, men i stedet skal man se dem på en liste, hvorefter man kan forsøge at gennemskue hvor de er, ved at kigge på deres navn.

Det er altså absolut plads til forbedring, men hvis du primært skal køre i byen, og kan lade derhjemme eller på ladestationer, som du ved hvor er, så er det ikke det, der skal skræmme dig væk. Det er bare at have et kabel liggende i bilen, så du kan koble din telefon op til systemet, hvad end det så er Android Auto eller Apple CarPlay, og så er alt godt.

Lille notits inden vi fortsætter med vores Renault ZOE test; testbilen havde 2 USB-stik foran, 2 USB-stik bagved og trådløs opladning. Der er altså rig mulighed for at oplade devices for at alle passagerer.

Sikkerhed i Renault ZOE

Mængden af standard sikkerhedsudstyr i Renault ZOE er ikke just overvældende, men det er okay – den har naturligvis alt det almindelige, som ISOFIX, ABS; selealarmer og så videre, men udover det, rummer listen følgende:

  • Regn- og lyssensor
  • Fjernlysassistent
  • Dæktryksmåler
  • Skiltegenkendelse
  • Vognbaneassistent

Opgraderer man til den helt store Renault ZOE Intens, ser det dog lidt anderledes ud, her får man blandt andet også:

  • Parkeringssensorer
  • Tågelygter
  • Advarsel ved blinde vinkler
  • Forhindring af overskridning af hastighedsgrænse
  • Automatisk dæmpning af bakspejl
  • Bakkamera

Det meste af dette fungerer okay, men igen, der er plads til forbedring. Vi har prøvet andre biler, hvor det hele bare spiller en smule mere; som eksempelvis hos KIA, Skoda og Mercedes-Benz.

EuroNCAP

Ligesom så mange andre personbiler i Europa, er Renault ZOE blevet testet af det europæiske institut for sikkerhedstest af personbiler; EuroNCAP.

EuroNCAP giver biler mellem 0 og 5 stjerner afhængig af, hvor sikre de er. Ligeledes giver de en procentscore i fire forskellige underkategorier, der skal gøre det tydeligt, hvor bilen præsterer, og hvor den måske halter lidt efter.

Nedenstående tabel viser resultaterne af EuroNCAP-testen af Renault ZOE. Hvis du vil læse mere om testen, kan du gøre det her.

Resultater fra Renault ZOE sikkerhedstest
Beskyttelse af voksne i bilen89 procent
Beskyttelse af børn i bilen80 procent
Beskyttelse af bløde trafikanter66 procent
Brug af assisterende sikkerhedssystemer85 procent
Samlet score5 ud af 5 stjerner

Testen blev udført i 2013, og er altså ikke lavet på den nyeste variant af Renault ZOE.

Konklusion

Renault ZOE er virkelig en bil, der giver rigtig god mening for nogle mennesker, og som virkelig ikke giver mening for andre.

For dig, der primært kører bykørsel, eller for dig der blot er på udkig efter en bil nummer 2, som kan bruges til at pendle til og fra arbejde i hverdagen, og som kan lade derhjemme – ja der er Renault ZOE et virkelig fint valg. Den er behagelig af køre i, du sidder højt, og den larmer ikke.

For dig, der regelmæssigt kører længere ture, som ikke har mulighed for at lade hen over natten, og som gerne vil kunne køre på ferie i din nye bil – ja der synes jeg ikke, at Renault ZOE giver mening. Det er ladetiderne for lange til og rækkevidden for upålidelig til.

Helt generelt er Renault ZOE en fin bil, der kører udmærket, rummer en masse, og sagtens kan have et par børn siddende på bagsædet. Materialerne i kabinen er fine, designet er egentligt okay, og med Apple CarPlay og Android Auto behøver man ikke at bekymre sig om langsomme infotainmentsystemer.

Tak fordi du læste med i vores Renault ZOE test.

Total
0
Shares
4 kommentarer
  1. Hvor er det rart med sådan en grundig gennemgang af en bil og med mange billeder. Det har jeg godt nok savnet i andre blade. Tusind tak for det.

    1. Hej Helle,

      Tusind tak for din kommentar! Det varmer gevaldigt, for det var lige præcis manglen på grundige bilanmeldelser, der fik mig til at starte hjemmesiden her i første omgang 🙂

      God dag!

  2. Jeg synes godt at man kunne have gjort mere ud af, at det er mulighed for 50kw lader mod merpris. Det ændrer jo den hårde dom I kaster over den som langtursbil.

    1. Hej Mads,

      Tak for din kommentar og tak fordi du læser med 🙂 Jeg vil gennemgå anmeldelsen igen for at sikre, at der bliver lagt nok væk på muligheden for 50 kW opladning – men dommen bliver den samme, da testbilen faktisk havde 50 kW opladning 🙂

      Mvh.
      Joachim Skovgaard

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede artikler