Skoda Superb er den største stationcar, som du kan købe, hvis du gerne vil være Skoda-ejer. Vi testede den for et par år siden, hvor vi hurtigt kunne konstatere, at det var en af de bedste familiebiler, vi havde prøvet til dato. Nu er der kommet en ny generation af den populære familiebil, og den hedder Skoda Superb iV – derfor tester vi den endnu en gang for at se, om der fortsat er tale om en gennemført familiebil, eller om du skal overveje andre alternativer.
Den nye Skoda Superb iV passer lige ind i tidens ånd, da den naturligvis også er blevet elektrificeret, ligesom mere eller mindre hver eneste bil, som vi har testet hen over de seneste mange måneder. Testbilen er ikke fuldt ud elektrisk, som eksempelvis Renault ZOE og Porsche Taycan, som vi har testet for nyligt, men den er derimod en plug-in hybrid.
Det betyder, at den har en benzinmotor og en elmotor, som kan arbejde sammen eller køre hver for sig. Ligeledes betyder det, at den har et batteri, der kan lades op (som i en elbil), og dermed kan man faktisk hælde nok strøm på den nye Skoda Superb plug-in hybrid til, at den – i teorien – kan køre op mod 55 kilometer på en opladning.
Hvorvidt det holder stik, det ser vi naturligvis nærmere på i denne Skoda Superb PHEV anmeldelse, hvor vi også gennemgår alt fra bagagerumsplads og sikkerhedsudstyr til køreegenskaber og hvor meget plads bagsædepassagererne egentligt har.
Indholdsfortegnelse
Hvad koster Skoda Superb plug-in hybrid?
Inden vi kommer for godt i gang med vores Skoda Superb plug-in hybrid test, vil vi lige starte med at tage et kig på, hvad det koster at blive den stolte ejer af en stor familieslæde fra Skoda. For den er stor – den måler nemlig hele 4.862 mm i længden (4,86 meter) og 1.864 mm i bredden (1,86 meter).
Man kan fortsat købe den gamle Skoda Superb, men hvis man vil have den nyeste iV-model, er man ”nødsaget” til at købe den som en plug-in hybrid. Det kan man mene om hvad man vil, men det er den vej, at store dele af branchen er på vej hen.
Det koster bare også ekstra, når en bil skal have plug-in hybrid teknologi, og den nye Skoda Superb iV starter derfor ved en noget højere en pris, end den gamle Superb med mere traditionelle brændstofmotorer.
Model | Priser fra |
Skoda Superb Sedan iV plug-in hybrid | 429.994 kroner |
Skoda Superb Combi iV plug-in hybrid | 439.994 kroner |
Skoda Superb uden plug-in hybrid teknologi | 306.000 kroner |
Aktuelle priser ved udgivelse af denne Skoda Superb iV anmeldelse. Se Skodas hjemmeside for aktuelle priser og kampagner.
Sidder du og sammenligner den nye Skoda Superb plug-in hybrid med en Volkswagen Passat GTE har du muligvis opdaget, at Skoda’en er dyrere end Folkevognen. Og hvad sker der lige for det? Det er dog ikke helt uden grund, for man får en særdeles veludstyret bil, når man køber sådan en Skoda Superb PHEV.
Udover, at installation af en Clever ladestander på adressen er med i prisen på bilen, så får du også en række standardudstyr, som blandt andet tæller:
- 17-tommers alufælge
- LED forlygter, baglygter, kørelys og tågeforlygter
- Navigationssystem
- Trådløs Apple CarPlay
- Automatisk nedblændende bakspejl
- Bluetooth
- 3-zonet klimaanlæg
- DAB-radio (som kan modtage DAB+)
- Digitalt instrumentbræt
- Elektrisk justerbare sidespejle med automatisk nedblænding
- Elektrisk justerbart førersæde med memory og lændestøtte
- Varme i forsæder
- Nøglefri start / stop af bil
- Ladekabel
- Parkeringssensor for og bag
- Regnsensor
Og køber man sin nye Skoda Superb plug-in hybrid i udstyrsvarianten Plus, får man for en merpris på 10.000 kroner også ting som et elektronisk justerbart passagersæde, et opgraderet lydsystem, et automatisk nedblændende bakspejl, komplet nøglefri betjening, ambiente belysning i kabinen og mere.
Det er min vurdering, at det giver god mening at smide de ekstra 10.000 kroner efter Plus-varianten, da bare det elektronisk justerbare passagersæde gør op for merprisen.
Testbilen er lige netop en Skoda Superb Combi iV Plus, som starter ved 449.994 kroner, og som koster 430 kroner i halvårlig grøn ejerafgift. Den er udover ovenstående udstyret med ekstraudstyr som:
- Matrix LED-forlygter og animeret blinklys bagtil
- Side- og vejbaneassistent
- Parkeringsassistent
- Dynamisk (adaptiv) fartpilot
- Vejskiltegenkendelse
- Indtræk i Alcantara / læder / kunstlæder
- Elektrisk bagklap
Men nok om priser og udstyr på den nye Skoda Superb iV – lad os komme i gang med vores anmeldelse af den nye hybrid familiebil.
Hvordan kører Skoda Superb plug-in hybrid?
Ydeevne
Som jeg nævnte ovenfor, har en plug-in hybrid to motorer; en elmotor og en benzinmotor. Udover, at det åbner op for et mere økonomisk brændstofforbrug, giver det også bonus på ydelseskontoen.
De to motorer arbejder nemlig sammen, og det resulterer selvfølgelig i en relativt høj ydeevne, sammenlignet med traditionelle brændstofdrevne familiebiler fra Skoda. De to motorer komplimenterer hinanden godt; elmotoren kan give masser af motorkræft med det samme ved lave omdrejninger, mens benzinmotoren klarer sig bedre ved højere omdrejninger.
Det betyder, at man i Skoda Superb PHEV får en mere lineær ydeevne, sammenlignet med en normal benzinbil. Den samlede systemydelse for bilen bliver af samme årsag ikke bare summen af de to motorers individuelle ydeevne – i stedet kendetegner systemydelsen det punkt, hvor de to motorer til sammen yder mest muligt.
Benzinmotor | 156 hestekræfter |
Elmotor | 115 hestekræfter |
System | 218 hestekræfter / 400 Nm |
De 218 hestekræfter får dog ikke Skoda Superb hybrid til at virke som en mindre racerbil. Og det er der såmænd en ret god grund til. Det 13 kWh store batteri og elmotoren vejer naturligvis også ekstra, hvilket resulterer i, at en plug-in hybrid som denne har lidt flere kilo at slæbe rundt på, end en bil med en mere traditionel drivlinje.
Men har man strøm på batteriet, så går Skoda Superb iV fra 0-100 km/t på 7,8 sekunder, og du har ingen problemer med at nå motorvejshastigheder, foretage overhalinger eller lignende. Motorkræften stilner lidt af, når batteriet er kørt tørt, og man kan godt mærke, at der er lidt mindre hestekræfter til at flytte på bilen. Det er dog ikke værre, end at du sjældent vil mærke det som et problem i hverdagen.
I realiteten vil du ideelt set (hvis du kører mindre end den elektriske rækkevidde om dagen) ikke skulle bruge din benzinmotor, andet end når der skal køres længere ture. Eftersom vi har kørt på ren el i forbindelse med testen, kan vi godt stå inde for, at de 115 hestekræfter fra elmotoren er rigeligt til hverdagsbrug.
Kørsel og komfort
Køreoplevelsen i Skoda Superb plug-in hybrid er generelt ganske behagelig. På trods af bilens størrelse, sørger det gode udsyn hele vejen rundt for, at man ikke mister overblikket. Kombinerer du det med en letkørt styring af rattet og nogle gode parkeringssensorer, så vil de fleste føle sig trygge ved at køre Skoda Superb.
Der er relativt stille i kabinen – ikke helt på niveau med nogle Mercedes biler, men der er ikke noget at klage over. Samtidig bemærker man nærmest ikke skiftet mellem benzinmotor og elmotor, hvilket absolut er en bedrift, som ikke alle bilfabrikanter har knækket koden til endnu. Det vidner ligeledes om, at kabinen er fornuftigt isoleret, når ikke man hører støjen fra benzinmotoren.
Det ændrer sig en smule, hvis man sætter bilen i Sport-mode, hvor det hele strammer lidt op, og hvor motoren får lov at komme op i højere omdrejninger. Her mister man altså lidt på komforten, men får derimod en bil med lidt mere skub i end normalt.
Man følger let med i om man kører på el, benzin eller begge i det delvist digitale instrumentbræt. Her viser bilen på en ret intuitiv måde, om det er den ene, den anden eller begge motorer, der kører i øjeblikket. Det er sådan set fint, men til gengæld er det knapt så intuitivt, hvis man vil gå ind og bestemme, om bilen skal køre med hybridsystem eller på ren el.
Brændstofforbrug og rækkevidde
Kigger man på Skodas hjemmeside, vil man se at Skoda Superb plug-in hybrid er opgivet til at køre mellem 71,4 km/l og 76,9 km/l. Det lyder helt vanvittigt, og det er det sådan set også. Måden man måler plug-in hybriders brændstofforbrug på, er nemlig sådan (i grove træk), at man tager bilens samlede elektriske rækkevidde og lægger den sammen med bilens reelle brændstofforbrug.
Og det er jo teknisk set heller ikke helt forkert. For du kan vitterligt køre så langt på én liter brændstof. Men når du så er løbet, tør for strøm, så kan du jo ikke længere køre 70+ km/l. Derfor skal det tages med et gran salt, når bilfabrikanterne opgiver brændstofforbrug på deres plug-in hybrider.
Skoda Superb iV er også opgivet til at køre 55 kilometer på ren el. Og det er ikke helt galt. Vi har testet Skoda Superb plug-in hybrid til at køre mellem 50 og 55 kilometer på en opladning her til sommer. Hvor langt den kan køre på ren el om vinteren er ikke til at sige med sikkerhed, men det er nok ikke urealistisk at forvente 40-45 kilometers rækkevidde, når det er koldest.
Skoda Superb iV brændstofforbrug og rækkevidde | |
---|---|
Rækkevidde på ren el | 50 – 55 kilometer |
Brændstofforbrug v. tomt batteri | 16,6 km/l |
Mest populære ladebokse og opladekabler
En plug-in hybrid som Skoda Superb IV giver bedst mening, når du kan oplade den derhjemme. Så får du nemlig mest udnyttelse af den elektriske motor, og dermed også den bedste brændstoføkonomi. En hjemmeopladning kræver en ladeboks, og derfor har vi indlejret nedenstående oversigt over de mest populære på PriceRunner lige nu.
Kabinen i Skoda Superb plug-in hybrid
Skoda Superb iV er som standard udstyret med stofindtræk i kabinen, hvilket jeg personligt aldrig selv ville vælge til min bil. I stedet ville jeg bruge de ekstra penge, som det koster at beklæde sæderne i min nye Skoda Superb med Alcantara, læder og kunstlæder, som det er tilfældet i denne bil.
Når det så er sagt, så er jeg sikker på, at kvaliteten af den originale sædebeklædning uden tvivl helt i top – præcis ligesom det i testbilen her. For det er nemlig lækkert at sætte sig ind i den nye Skoda Superb. Den er ikke proppet til randen med alt muligt lir, men man sidder godt og behageligt, ligesom materialerne virker til at være af god, høj kvalitet – hele vejen rundt.
Kabineplads
Jeg har efterhånden nævnt det et par gange, men lad mig endelig gøre det igen. Skoda Superb er en gigantisk bil. Sjældent har jeg befundet mig i en kabine, der er så rummelig, som i denne bil. Foran har man god plads, og hvis man har købt sin Skoda Superb med elektrisk indstilling af begge forsæder, kan både fører og forsædepassager nemt indstille deres sæder, så de sidder behageligt.
Det er faktisk muligt at indstille på passagersædet to steder; på højre side, som normalt, og på venstre side, så føreren – uden besvær – kan flytte på passagersædet. Det gør Skoda Superb oplagt til chaufførkørsel, eller til bare at gøre det nemt at få plads til diverse ting på bagsædet – eller forsædet.
Også på bagsædet er der uanede mængder af plads. Ja det er lige før, at man fristes til at sige, at der er for meget plads. For sidder man helt tilbagelænet i bagsædet, kan man knap nok nå forsædet med sine strakte arme. Hvis man ville kunne man sætte sig nede på gulvet mellem bagsædet og forsædet, og faktisk sidde nogenlunde behageligt.
Og selvom der er glastag i Skoda Superb, som vi tester den her, så betyder det ikke, at man må gå meget på kompromis med hovedhøjden. Mit bud vil være, at man skal være på den gode side af 2 meter høj, før man begynder at have problemer med pladsen på bagsædet.
Som 1 meter og 80 centimeter i højden, sidder jeg i hvert fald mere end behageligt bag mig selv.
Opbevaringsplads
En Skoda skal have godt med opbevaringsplads rundt omkring i kabinen – det er trods alt en bil, der er lavet til alle dem, der virkelig vægter praktiske egenskaber. Og her skuffer Skoda Superb iV naturligvis ikke. Der er masser af gode opbevaringsløsninger – og enkelte knap så gode.
Du har naturligvis et handskerum i en fornuftig størrelse, ligesom du også har dørlommer både for og bag, der gerne rummer både flasker og lidt diverse. Dertil er der små lommer på siden af forsæderne, og så har man naturligvis en række opbevaringsløsninger i midterkonsollen.
De består af et stort opbevaringsrum under midterarmlænet, som kan rumme en 1,5-liters flaske, hvis ikke armlænet er lukket helt ned. Ligeledes har opbevaringsrummet kølefunktion, så man kan holde diverse ting koldt, når man er på tur. Det er fint, men der er lige den lille detalje, at hvis man har hævet armlænet, for at kunne hvile sin arm på det, så lukker rummet ikke helt til – dermed siver den kolde luft fra opbevaringsrummet ud i resten af kabinen.
Foran midterarmlænet finder man et afdækkeligt rum, som rummer to kopholdere, og foran gearstangen er der endnu et afdækkeligt rum, hvor man kan lægge småting som nøgler, mønter og lignende.
På bagsædet kan man vippe midterarmlænet ned, og så har man pludselig adgang til to kopholdere, samt mulighed for at vippe ned for skilemmen, der åbner op om til bagagerummet.
Bagagerum
Og Skoda Superbs bagagerum er kæmpestort – men i Skoda Superb hybrid er det faktisk ikke helt så stort, som ellers. Det skyldes, at en plug-in hybrid skal bruge ekstra plads til elmotor og batteri – og noget af den plads er altså taget fra bagagerummet.
Det gør dog ikke noget, for der er stadig rigeligt med plads i Skoda Superb iVs bagagerum. Faktisk rummer det hele 510 liter, og er 1,13 meter langt, hvilket er nok til langt de fleste familier – selv dem med 2 forældre og 3 børn. Er man ikke en familie, men bare 1 eller 2 personer, så åbner der sig en verden af nye muligheder.
Lægger man bagsæderne ned, får man nemlig 1.800 liters bagagerumsplads, og en lille meters bagagerumsgulv mere – og det betyder, at der pludselig er plads til en madras eller et liggeunderlag, og så behøver man ikke at bøvle med at slå telt op, når man tager på camping. Smart, hva?
Okay, man skal ikke være 2 meter høj, men jeg kan lige akkurat nå at ligge i bagagerummet, og jeg er stadig 1 meter og 80 centimeter høj. Og selvom selve bagagerumsindgangen kun er 1,01 meter bred, så er der 1,51 meters fra dør til dør, når man kommer om til bagsædet. Det betyder altså, at man med lidt god vilje godt kan få plads til en 2-personers madras på 1,40 meter i bredden.
Det var vist et sidespor, men pointen er, at bagagerumsplads er ikke en mangelvare i Skoda Superb – heller ikke i plug-in hybrid-udgaven.
Infotainmentsystem
En af de ting, hvor Skoda Superb iV desværre ikke er så imponerende, er på den digitale front. Selvom der er tale om en relativ ny bil, så brillerer den ikke rigtig, når det kommer til infotainmentsystem og instrumentbræt.
Layoutet af selve infotainmentsystemet på skærmen i midterkonsollen er ikke just intuitivt, og det er eksempelvis ikke bare sådan lige til, når man skal skifte mellem hybrid-tilstand og elektrisk-tilstand. Ligeledes er responsen en smule langsomt og så er der det med, at knapper på siden af skærmen er touch – og altså ikke fysiske. Det kan godt være, at jeg er gammeldags, men jeg synes nu, at det er okay med fysiske knapper i biler, hvor man ikke har tid til at holde opmærksomheden på skærmen.
Det digitale instrumentbræt er fint, men igen ikke det mest intuitive. Noget jeg eksempelvis ofte bliver træt af i Skodas biler er, at bare fordi jeg nulstiller min triptæller, så er det ikke ensbetydende med, at den også nulstiller mit gennemsnitlige brændstofforbrug samtidig. Derfor ender jeg ofte med at have kørt i en halv uge, før jeg endelig får nulstillet triptælleren det rigtige sted – det er selvfølgelig noget man vænner sig til, men i min verden er det ikke særlig intuitivt.
Når alt dette er sagt, så er det nogle fine systemer, der virker ganske udmærket. Der er ikke så meget at klage over andet end, at det sagtens kunne være mere intuitivt at benytte. Heldigvis er der trådløst Apple CarPlay som standard i bilen, og så er man ude over Skodas eget infotainmentsystem – nemt.
Sikkerhed i Skoda Superb plug-in hybrid
Den nye Skoda Superb iV kommer med nogle forskellige sikkerhedssystemer som standard. Det tæller eksempelvis:
- Træthedsovervågning
- Fartpilot
- Hastighedsbegrænser
- Hill hold kontrol
- Dæktryksovervågning
- XDS+-udvidet differentialespærre
- LED for- og baglygter, samt LED kørelys
- LED tågeforlygte med drejelys
- Parkeringssensor for og bag
- Regnsensor
- Automatisk nedblændende bakspejl (iV Plus)
- Fjernlysassistent (iV Plus)
Alt dette fungerer som udgangspunkt rigtig fint, men jeg savner, at bakkamera er standard. Sensorerne fanger virkelig det hele, men det er altså bare noget andet, at kunne kigge ned på skærmen og rent faktisk se, hvad det er, der foregår bag bilen.
Testbilen er jo også udstyret med diverse ekstra assistentsystemer, som eksempelvis adaptiv fartpilot, vejskiltegenkendelse og vejbaneassistent. Det virker okay i Skoda Superb her, men jeg har prøvet bedre. For mens jeg godt tør sætte min lid til, at en Mercedes-Benz holder mig inde for vejstriberne, hvis jeg slap rattet, så ville jeg nødig gøre det med Skoda Superb her – så i min verden, er det ikke noget, man behøver at bruge ekstra penge på.
Det skyldes til dels også, at Skodas biler bimler, bamler og hyler hver eneste gang man gør noget, som den ikke kan lide. Det kan eksempelvis være, hvis man slipper rattet i et kort sekund, fordi man regner med, at vejbaneassistenten godt kan assistere, eller hvis man kort rammer striberne i kanten af vejen, eller hvis man åbner døren på bilen, uden at den er sat i P.
Og det er selvfølgelig fint nok, at bilen er opmærksom, men det er fuldstændig ulideligt at høre på – ikke fordi det sker hele tiden, men fordi ovenstående situationer vil være nogen, man ikke kan undgå.
EuroNCAP
Skoda Superb blev sidst testet af det europæiske institut for sikkerhedstest af biler (EuroNCAP) i 2015. Her blev den udsat for en række forskellige test, og kom fornuftigt igennem med en score på 5 ud af 5 stjerner.
Hvis du vil se, hvordan testen foregik, læse mere om resultaterne, og downloade en sikkerhedsrapport, kan du gøre alt dette og meget mere på EuroNCAPs hjemmeside.
Resultater fra Skoda Superb sikkerhedstest | |
Beskyttelse af voksne i bilen | 86 procent |
Beskyttelse af børn i bilen | 86 procent |
Beskyttelse af bløde trafikanter | 71 procent |
Brug af assisterende sikkerhedssystemer | 76 procent |
Samlet score | 5 ud af 5 stjerner |
Konklusion
Jeg er ikke et sekund i tvivl; Skoda Superb iV er lige så god – hvis ikke bedre – som sidste gang, at vi havde fingrene i en Skoda Superb. Fordelen denne gang er naturligvis, at den kan købes som plug-in hybrid, hvilket gør, at man kan køre på ren el i hverdagen (hvis man kører mindre end 50-55 kilometer på én dag, vel at mærke), og man kan race afsted på sommer- og vinterferie med fuld oppakning, uden at skulle bekymre sig om opladetider og så videre ned gennem Europa.
Det er den perfekte kombination af elbil og benzinbil, og det er et oplagt valg til dig, der ikke er helt klar til at gå all in på elbil endnu.
Der er masser af plads til fem passagerer og deres oppakning, og kørekomforten er fornuftig. Det eneste der halter lidt, er assistentsystemerne og infotainmentsystemet, som desværre ikke helt er på niveau med konkurrenterne.
Men under alle omstændigheder er Skoda Superb iV absolut værd at overveje, hvis du er på udkig efter en stor familiebil, og gerne vil have en plug-in hybrid.
Tak fordi du læste med i vores test af Skoda Superb plug-in hybrid.