Er du ikke helt klar til at tage springet til en 100 procent elektrisk bil, som eksempelvis en Tesla Model 3? Så er en plug-in hybrid en glimrende mellemting mellem en traditionel benzinbil og en elbil. I denne uge tester vi en af de vel nok mest attraktive plug-in hybrid biler på det danske marked i øjeblikket; en KIA Ceed SW PHEV.
Navnet kan man blive forpustet af at udtale, og det kan man sådan set også, hvis man skal læse udstyrslisten op for sin bedre halvdel, når man prøver at overtale vedkommende til, at den næste bil skal være en Ceed med hybridteknologi.
KIA Ceed er en mellemklassebil på størrelse med en SEAT Leon eller Volkswagen Golf. Når du køber den i SW-udgaven, får du den som en stationcar, og når navnet slutter på PHEV betyder det, at der er tale om en plug-in hybrid. Helt konkret står PHEV for Plug-in Hybrid Electric Vehicle, og er altså den mest almindelige forkortelse for hybridbiler, der kan oplades via et ladestik.
Er du nysgerrig på om sådan en mellemting mellem benzin og el er noget for dig? Så læs med i denne KIA Ceed SW PHEV anmeldelse, hvor vi gør dig klogere på alt det, som du behøver at vide om den populære bil fra Sydkorea. Foretrækker du videoanmeldelser? Så se med, når min kollega anmelder selvsamme bil i videoen nedenfor.
Hvad koster KIA Ceed SW PHEV?
Inden vi kommer for godt i gang med vores KIA Ceed PHEV anmeldelse, tager vi lige et hurtigt kig på bilens pris. Det er altid godt at vide, hvilken prisklasse man befinder sig i, inden man læser anmeldelsen.
KIA Ceed SW PHEV fås kun med en motorvariant. Det er en 1,6-liters GDi-motor, der yder 105 hestekræfter og 147 Nm. Dertil er der en sykroniseret vekselstrømsmotor, der har en ydelse på 60,5 hestekræfter og 170 Nm. Arbejder de to motorer sammen, betyder det, at bilen yder 141 hestekræfter og har et moment på 265 Nm.
Hvis ikke du ved synderlig meget om motorer i biler, så lyder det måske som volapyk. Men så læs med længere nede i anmeldelsen, hvor vi oversætter til almindeligt dansk. Lige nu behøver du blot at vide, at der kun er én motorvariant.
Til gengæld kan du vælge mellem to udstyrsvarianter; Prestige og Upgrade. Som den billigste variant kommer Prestige med masser af standardudstyr, der blandt andet tæller:
- 16-tommers alufælge
- LED forlygter, baglygter og kørelys
- Elektriske sidespejle med varme og blinklys
- Tonede ruder bag
- Adaptiv fartpilot
- Automatisk fjernlys
- Automatisk nedblænding af bakspejl
- Bakkamera
- Klimaanlæg med 2 zoner
- Parkeringssensor bag
- Varme i rat og forsæder
- 8-tommers touchskærm
- Apple CarPlay
- Bluetooth
- DAB+
- Automatisk nødbremse
- Vejbaneassistent
- Og meget mere
Opgraderer man til varianten Upgrade, får du dertil også:
- Ekstra tonede ruder
- Elektronisk bagagerumsåbning
- 40:20:40 splitbagsæder (midtersædet kan lægges ned for sig selv)
- Dellædersæder
Nu ved du, hvor meget udstyr du får kastet i hovedet, når du køber en KIA Ceed SW PHEV, men hvad koster den? Nedenstående tabel giver dig en oversigt over KIA Ceed SW PHEV priser i skrivende stund:
Variant | Halvårlig ejerafgift | Pris |
KIA Ceed SW PHEV Prestige | 390 kroner | 259.999 kroner |
KIA Ceed SW PHEV Upgrade | 390 kroner | 279.999 kroner |
Se KIAs hjemmeside for opdaterede priser og kampagner.
Testbilen som du ser på billederne, er en Upgrade-variant, og er dertil også udstyret med Intropakken til 9.999 kroner, som blandt andet byder på:
- Digital instrumentering
- Større touchskærm i midterkonsollen
- Trådløs telefonopladning
- Blindvinkelsassistent
- Advarsel ved krydsende trafik bag bilen
- Skiltegenkendelse
- Parkeringsassistent med parkeringssensorer foran
Dertil kan man også købe en Pluspakke til 19.999 kroner, som har alt ovenstående, samt fuldt sædeindtræk i læder, ventilation i forsæder, elektrisk indstilbare forsæder og varme i bagsæder.
KIA Ceed SW PHEV kommer som standard i Cassa White (en hvid farve), men testbilen er i stedet malet i farven Blue Flame, hvilket koster 5.999 kroner oven i hatten. Det betyder, at bilen, som denne test er baseret på, ender med at koste 295.997 kroner.
Men nok om KIA Ceed SW PHEV priser – lad os komme videre med anmeldelsen, som for alvor begynder nedenfor.
Hvordan kører KIA Ceed SW PHEV?
Ydeevne
Som lovet vil jeg lige oversætte noget af den tekniske snak om motorer i KIA Ceed SW PHEV, som jeg begyndte på i afsnittet om bilens priser.
Som sagt, er KIA Ceed SW PHEV en plug-in hybrid. Det betyder, at den har både en benzinmotor og en elmotor – disse to kan enten køre hver for sig eller samarbejde alt efter behov. Forskellen på en almindelige hybrid og en plug-in hybrid som denne er, at sidstnævnte kan oplades via stik, og dermed køre længere distancer på ren el.
Sammenlignet med en elbil, gør det plug-in hybrid’er til et oplagt valg, hvis man gerne vil kunne køre på el i hverdagen, uden at blive begrænset af en elbils rækkevidde, når man eksempelvis skal i sommerhus eller på bilferie i Europa.
Hver især har benzinmotoren og elmotoren henholdsvis 105 hestekræfter og 60,5 hestekræfter, men når de samarbejder, bliver det til sammenlagt 141 hestekræfter. Og når det kommer til moment har de henholdsvis 147 Nm og 170 Nm, som ved samarbejde mellem de to motorer bliver til 265 Nm.
Fordelen ved dette er, at benzinmotoren yder højest ved høje omdrejninger (4.000 omdrejninger i minutter eller mere), mens elmotoren yder højest ved lave omdrejninger (op til 2.500 omdrejninger i minuttet). Når de samarbejder, får man derfor en rigtig lang ydelseskurve, der sikrer at man bibeholder nogenlunde de samme motorkræfter ligegyldig om man accelerer fra 0 km/t eller fra 80 km/t.
Og det mærker man i KIA Ceed SW PHEV. Den er naturligvis ingen racerbil, men du har en rigtig pæn ydeevne ligegyldig om du kører i byen, på landevejen eller på motorvejen. Vi oplevede på intet tidspunkt, at bilen manglede motorkræfter – og det er jo i bund og grund det vigtigste.
Kørsel og komfort
Køreoplevelsen i KIA Ceed SW PHEV er ikke noget ekstraordinært, men den er sådan set tilfredsstillende nok. Affjedringen er fornuftig, og fungerer fint til kørsel på danske veje, hvor huller og ujævnheder som regel er på et minimum. Skulle du alligevel støde på eksempelvis et brostensbump, kører bilen også rimelig let og elegant over det.
Udsynet er fornuftigt, og når man kører for ren el inde i byen, er det jo en sand fornøjelse, at der ingen larm er fra motoren. Men når så motoren slår til, larmer det lige pludselig ret meget. Om det er fordi man har vænnet sig til stilheden, eller om det bare er en larmede benzinmotor, det er svært at sige. Men mon ikke det er en blanding?
Dertil kommer, at man må døje med forholdsvis meget vind- og vejstøj, når man kører på motorvejen. Det er dog ikke noget, der ikke kan overdøves af anlægget, der burde kunne leve op til de fleste almindelige menneskers behov.
Brændstofforbrug og rækkevidde
Ligesom det kan være lidt forvirrende med motorerne i en plug-in hybrid, så kan det også være kompliceret at gennemskue brændstofforbruget for sådan en bil. Når du læser på KIAs hjemmeside, ser du nemlig at deres Ceed SW PHEV kan køre hele 76,9 km/l ved blandet kørsel. Det lyder da nærmest for godt til at være sandt – og det er det måske også.
I teorien kan det godt lade sig gøre – vi havde tidspunkter, hvor bilen sagde, at vi kørte på den gode side af 100 km/l. Det skyldes, at vi kun kortvarigt har kørt på benzin, og ellers har kørt på ren el. Og så har vi jo vitterligt kørt 100 kilometer på én liter benzin, men det er jo bare ikke til at regne med.
Derfor besluttede vi os for at køre bilen så tom for strøm, som overhovedet muligt. Det tog 47 kilometer ved følgende fordeling af kørsel:
By | 50% |
Landevej | 25% |
Motorvej | 25% |
Så når KIA siger, at Ceed SW PHEV kan køre 50 km på ren el, er det ikke meget galt. Husk dog på at en rækkevidde på 47 kilometer i 20 grader og solskin, sagtens kan reduceres til 35 – 40 kilometer i frostvejr og stiv kuling.
Efter, at bilen var blevet kørt ned til et punkt, hvor rækkevidden sagde 0 km, nulstillede vi triptælleren for at undersøge, hvor langt den kører på literen uden strøm. Her er det vigtigt at huske, at den aldrig kører helt uden strøm. Bilen lader nemlig også ved opbremsninger og deacceleration, hvilket betyder, at du altid har mellem 5 og 15 procent strøm på batteriet. Dermed vil der altid være lidt mulighed for hybridkørsel, der kan holde bilens brændstofforbrug nede.
Ved samme kørselsfordeling som ovenfor opnåede vi et forbrug på 17,8 km/l. Ikke et fantastisk forbrug, men sådan set ganske fornuftigt i en bil af denne størrelse.
Det eneste sted, hvor KIA Ceed SW PHEV skuffer en anelse, er ved ladetiden. Det tager nemt 3 timer, at oplade bilen til 100 procent ved en traditionel ladestander. Det er sådan set ikke usædvanligt for plug-in hybrider, men det viser bare, at det virkelig kun giver mening, hvis man har mulighed for at lade sin PHEV, mens man laver noget andet (eksempelvis om natten eller mens man er på arbejde).
Nedenstående tabel giver en kort opsummering på brændstofforbrug og rækkevidde i KIA Ceed SW PHEV.
Rækkevidde på ren el | 47 kilometer |
Brændstofforbrug ved tomt batteri | 17,8 km/l |
Ladetid | 3 – 4 timer |
Mest populære ladebokse og opladekabler
For at du kan oplade din KIA Ceed SW PHEV om natten, kræver det naturligvis, at du har en ladeboks derhjemme. Der findes flere forskellige modeller, men nedenstående oversigt giver dig et overblik over de mest populære på PriceRunner i øjeblikket.
Hvornår giver det mening at købe en PHEV?
Og det er lige netop denne del af anmeldelsen, der er super vigtig for dig, der endnu er i tvivl om, hvorvidt du skal købe en elbil, en plug-in hybrid, en hybrid eller en traditionel brændstofdreven bil.
Det giver mening at købe en plug-in hybrid som KIA Ceed SW PHEV, når du ikke kører længere om dagen, end at det kan klares på ren el. Det betyder, at du eksempelvis med denne bil, kan spare rigtig mange penge på benzin, hvis du ikke kører mere end 47 kilometer om dagen.
Dermed kan du lade derhjemme om natten, og klarer din kørsel på ren el i hverdagen. Her får du refusion for den strøm, du har brugt på at oplade, og det koster dig altså næsten ingenting at blive godt kørende. Og når du så skal til forretningsmøde udenbys eller på ferie med familien, så er det bare at køre ind på nærmeste tankstation, fylde bilen op med benzin og så ellers bare køre derudaf uden bekymringer om rækkevidde.
Kabinen i KIA Ceed SW PHEV
Hvis du ikke har siddet i en KIA siden før 2010 er du sandsynligvis en anelse skeptisk omkring kabinekvaliteten – og det kan vi godt forstå. Men bare rolig! Der er sket meget henover de seneste 10 år, og det er i dag en fornøjelse at sætte sig ind i den nye KIA Ceed SW PHEV.
Der er brugt lækre og bløde materialer i store dele af kabinen, den er pænt designet, og den er proppet med udstyr. Dertil er der lavet smart løsninger, som skal gøre det mere behageligt for passagererne både for og bag.
Siddekomforten er ikke på niveau med en Volvo, men kan sagtens konkurrere med eksempelvis SKODA og Volkswagen.
Kabineplads
Der er fornuftig med plads i kabinen i KIA Ceed SW PHEV – ligegyldig om man sidder på forsæderne eller bagsæderne. Loftshøjden er fin til de fleste under 2 meter, og man sidder ikke skulder om skulder på forsæderne.
Er man 3 personer på bagsædet kommer man naturligvis hinanden ved, men det kan godt lade sig gøre. Og er man 2 personer, ville jeg ikke være skræmt ved tanken om at køre til Sydfrankrig. Sætter jeg mig ”bag mig selv” har jeg fornuftig med benplads, og støder altså ikke knæene på forsædet.
Opbevaringsplads
I KIA Ceed SW PHEV er der også fornuftig med opbevaringsplads. Helt konkret er der et lille rum foran gearstangen, som kan afdækkes. I rummet finder man 2 USB-stik, samt et 12 V output, og der er ovenikøbet lidt aflægningsplads til nøgler eller lignende.
Ovenover selvsamme rum er der en hylde til trådløs opladning af telefoner, hvis man har tilkøbt dette. Den fungerer fint, men er også placeret sådan, at man ingen chance har for at se, hvad der sker på telefonen. Det er selvfølgelig fint, når man skal holde opmærksomheden på vejen, men er det eksempelvis en passager, der oplader sin telefon, er det træls.
Bag gearstangen møder man to kopholdere i gode størrelser – også disse er afdækkelige, og kan derfor også bruges til opbevaring af mønter, nøgler eller andre genstande. Dertil er der et lille rum ved siden af, som kunne være et fint sted at lægge sin nøgle.
Under midterarmlænet mellem de to forsæder, kan man også gemme en del ting væk, og det rummer gerne et lille spejlreflekskamera. Også midterarmlænet på bagsæderne har lidt opbevaringsplads i form af to kopholdere.
Dørlommerne for er en god størrelse, om end de er en smule smalle. Til gengæld er de let tilgængelige og rummer gerne en pose slik, en refleksvest eller lignende. Bagdørene har lidt mindre opbevaringsplads, men rummer også gerne en flaske vand samt andre småting. Dertil har bagsæderne også mulighed for opbevaring i de sædelommer, der er på ryggen af forsæderne. Desværre sidder lommerne en anelse stramt, så det er begrænset, hvad man kan klemme derned.
Bagagerum
Bagagerummet i KIA Ceed SW PHEV rummer 437 liter, når sæderne er slået op, og 1.506 liter, når sæderne er slået ned. Det kan være svært at sætte sig ind i, men realiteten er, at det er et bagagerum i en rigtig fin størrelse.
Under bagagerumsgulvet er der to separate mindre rum, som er oplagte til opbevaring af ladekabler, samt diverse sikkerhedsudstyr (advarselstrekant og refleksveste). Dertil kan du på billederne se, at der i bagagerummet også ligger en taske med ladekabler. Den fylder selvfølgelig lidt, men hvis du ved, at du kun kommer til at lade derhjemme, er der ingen grund til at slæbe den med rundt hver eneste dag.
Alt i alt et fint bagagerum, hvor gulvet bliver fladt, når du lægger sæderne ned. Det gør det fantastisk nemt at læsse ting op forrest i bilen, ligesom den ikke-eksisterende niveauforskel mellem bagagerumskant og bagagerumsgulv gør det til en fornøjelse at læsse tunge ting op i bilen.
Infotainmentsystem og digitalt instrumentbræt
Fordi denne KIA Ceed SW PHEV er udstyret med intropakken, har den en 10,25-tommer stor touchskærm. Tilkøber man ikke denne skærm, må man nøjes med en 8-tommers touchskærm. Under alle omstændigheder er den udstyret med KIAs eget infotainmentsystem, som faktisk fungerer rigtig fint. Designet har fået en overhaling for nyligt, men det er stadigvæk ikke helt på niveau med det vi ser fra eksempelvis Mercedes-Benz.
Men det er i bund og grund også ligegyldigt, fordi det er så nemt at benytte. Og hvis ikke man er fan, kan man bare bruge Apple CarPlay, som jo er en fornøjelse at bruge hver gang. Bilen er også forberedt til Android Auto, men da det ikke officielt er tilgængeligt i Danmark endnu, reklameres der ikke så meget med det fra KIAs side af.
Dertil har KIA Ceed SW PHEV i denne udgave også en 12,3-tommer stor digital instrumentering. Det betyder i bund og grund, at dit instrumentbræt blot er én stor skærm. Det fungerer godt, og KIA har brugt det til at skabe en masse lir med animationer og lyde. Jeg savner måske, at man havde udnyttet nogle af de muligheder, som en skærm byder på, i stedet for blot at vise et traditionelt instrumentbræt.
Sikkerhed i KIA Ceed SW PHEV
KIA Ceed SW PHEV er udstyret med diverse sikkerhedsudstyr. Det er ikke overvældende, men der er det, som man har brug for. Det tæller eksempelvis:
- Regnsensor
- Automatisk fjernlys
- Automatisk lysregulering
- Automatisk nedblændeligt bakspejl
- Bakkamera
- Adaptiv fartpilot
- LED lygter
- Parkeringssensor bag
- Automatisk nødbremse med fodgængerregistrering
- Dæktryksovervågning
- Udvidet vejbaneassistent
- Træthedsregistrering
Dertil er testbilen udstyret med:
- Blindvinkelsassistent
- Advarsel ved krydsende trafik bagved
- Smart skiltegenkendelse
- Smart parkeringsassistent inkl. parkeringssensor foran
Det hele fungerer ganske udmærket, om end bakkameraet, i forhold til kvalitet, ikke er helt på niveau med det vi ser i andre nyere biler.
EuroNCAP
Det europæiske institut for sikkerhedstest af personbiler hedder EuroNCAP, og de vurderer de fleste nye personbiler på en skala fra 0 til 5, hvor 5 er bedst. Dertil giver de bilerne en procentscore i de fire underkategorier, som gør det nemt at sammenligne bilsikkerhed på tværs af de biler, som du overvejer at købe.
KIA Ceed er naturligvis også blevet testet. Det foregik i 2019, hvor den scorede 5 stjerner, med følgende resultater i de enkelte underkategorier:
Beskyttelse af voksne i bilen | 88 procent |
Beskyttelse af børn i bilen | 85 procent |
Beskyttelse af bløde trafikanter | 68 procent |
Brug af assisterende sikkerhedssystemer | 73 procent |
Se selv resultaterne fra testen her.
Konklusion
KIA Ceed SW PHEV er på mange måder en fin bil. Den kører udmærket, den er forholdsvist komfortabel, den yder det man har brug for, og den har alle de praktiske egenskaber, som den almindelige Ceed også har.
Men der hvor KIA Ceed SW PHEV virkelig kommer til sin ret, er i dens plug-in hybrid egenskaber. For dig, der kan nøjes med at køre mellem 40 og 50 kilometer om dagen, og har mulighed for at installere en ladestander derhjemme eller kan lade på arbejdspladsen, så er det en genial bil. Du kan nemlig få alle fordelene ved en elbil i hverdagen, uden at skulle blive begrænset af de rækkeviddeproblemer som elbilerne endnu har.
Kører du mere end de 40 til 50 kilometer om dagen, så kan det være, at der er andre biler, der giver bedre mening for dig. Men selv efter man har brugt al strømmen, præsterer KIA Ceed SW PHEV at levere et ganske fornuftigt brændstofforbrug.
Og så er der naturligvis det med pengene. Du får rigtig meget bil og udstyr for under 300.000 kroner. Især når man samtidig tager højde for KIAs 7 års garanti (150.000 kilometer), 5 års lakgaranti (150.000 kilometer) og 12 års gennemtæringsgaranti (ubegrænset kilometer).